QUIET, PLEASE!
Jørgen Reenberg fejrer jubilæum med tyve minutter på scenen i møjsommeligt Strindberg-drama.
****
Jørgen Reenberg og Peter Gilsfort i ‘Påske’ (Tegning: Claus Seidel)
Hvis man brænder efter at opleve Jørgen Reenberg fejre 60 års skuespillerjubilæum i Strindbergs ’Påske’, så får man sat tålmodigheden på en prøve, der er skrappere end at stå ved Odense Banegård og vente på taxa.
Selvfølgelig kan man læse sig til i programmet, at Reenberg jubilerer i ’Påske’ som en person ved navn Lindqvist. Men man skal til manuskriptet for at konstatere, at hr. Lindqvist først indfinder sig langt henne i 3. akt, d. v. s. godt tyve minutter før den to timer lange forestilling slutter.
DEN ONDE ÅND
Men hvem læser dramatekster i vores fortravlede dage?
Nå. Men så står han der omsider. Vi er så småt advaret undervejs:
Situationen er den, at vi befinder os hos en forpint familie. Husfaderen sidder i spjældet for bedrageri. Konen har trukket det mentale rullegardin ned og benægter fakta. Den voksne søn næres af selvhad, datteren af religiøs forvirring. En logerende gymnasieelev har været til eksamen i latin og er knust, fordi han har tolket et verbum som indikativ i stedet for konjunktiv.
Ilde står det til. Og denne hr. Lindqvist, offer for faderens bedrageri, lurer konstant i vandskorpen. Øjnes udenfor, kaster en enkelt gang sin skygge helt op på dagligstuevæggen – vi aner Frankensteins monster.
Så hvis vi da ikke sidder og tror, Reenberg vil dukke op som den løsladte familiefar – hvad jo også var tænkeligt – så ved vi, at han er den onde ånd Lindqvist, der med fuldmagt fra kongens foged kan plyndre hjemmet for møbler og resterende gods.
REENBERG
Reenberg gør en overvældende entré. Som han nu kan det. Spændt helt op i det parodiske. Afghanerpels, ridestøvler, hornbriller – det burde have været monokel – og en parvenu-attitude, der dækker over, at han er en despotisk, selvoptaget fremfører af et storsind, som skal redde familiens knuste ære og bringer den ud af skammen over at have jokket i spinaten i dette bornerte, svenske provins-samfund år 1900. Lidt à la hvad vi kan møde i Erling Jepsens dramatiske skildringer af muggen i det sønderjyske. Sladder, mobning og udstødelse.
Reenberg jonglerer med alle virkemidler. Driver sin modstander – den arme søn Elias i Peter Gilsforts desperate udgave – rundt i manegen med spot, hån, lokken, velvilje, smiger, latterliggørelse. Indtil han som katten har leget nok og knuser musen med et slag med poten. Efterlader den i live, men med knækket stolthed.
FAMILIEN
Det er storartet, mere morsomt end uhyggeligt, hvad der nok ikke præcis er Strindbergs ærinde. Men i hvert fald en stærk udløsning oven på halvanden time, der skaber anspændt forventning, men også er på nippet til at gå så meget i stå, at virkningen tabes.
Konflikterne i familien i lyset af den gamles fejltrin roterer omkring sønnen og moderen, Peter Gilsfort og Lane Lind, der begge opererer henholdsvis indestængt og søvngangeragtigt i Gunnel Lindbloms instruktion, med Christiane G. Kochs kernesunde Kristina, sønnens kæreste, som blødgøringsmiddel.
DATTEREN
Mest optaget bliver man af datteren Eleonora, som Mille Hoffmeyer Lehfeldt med blikke, knappe bevægelser og tonefald, der skifter fra det kontante til det fjernt drømmende og besværgende, holder os fast med sit på én gang ungdommelige, religiøse fantasteri og jordbunden snusfornuft.
Intet under, at Strindberg selv ved uropførelsen i 1907 kunne blive så betaget af pigen, der spillede Eleonora, at han straks måtte gifte sig med hende – og rende ind i endnu en ægteskabelig katastrofe.
Det er sådan set den mest fascinerende rolle i ’Påske’. Vi forholder os konstant nysgerrige på, hvad denne Eleonora rummer – lige så nysgerrige som den unge Benjamin, der kredser omkring hende, den urørlige. Han bliver spillet af Anders Juul med al den fortryllende undren og hormonladede hjælpeløshed, der også kendetegnede Juuls præstation for et par år siden som Mozart i ’Amadeus’ på Aalborg Teater.
MUSIKKEN
Tavsheden, stilstanden, det konstante vakuum mellem antydninger og små eksplosioner i den betrængte familie er for så vidt en velberegnet effekt, men balancerer også på grænsen til det bærbare. Quiet, please. Måske lidt for quiet.
Lykkeligvis følger Gunnel Lindblom Strindbergs regianvisning om at bruge Adagio- og Largo-satserne fra Haydns sene mesterværk, strygekvartetten ’De syv ord på korset’ som mellemspil, så vi kan læne os tilbage i mørket og være til koncert.