RASTLØSE URKRÆFTER
Bernsteins musik til ’West Side Story’ er som en rus af storbyen New York.
Artikel i Det Kgl. Teaters program for ‘West Side Story’ premiere 18. november 2022
BERNSTEIN var til det hele. ’West Side Story’ er blevet hans verdensnummer. Den er som musical på en måde også ’det hele’, folkeligt drama, tragedie, glitrende show, musik, der drøner uimodståeligt derudad, sange, du synger med på, dans, der river dig med. Pågående. Elegant, romantisk, sentimentalt eller råt. Det hele. Satte man det i en billedramme, kunne billedet forestille: New York – sådan beskrev violinvirtuosen Yehudy Menuhin engang komponisten: ‘Bernstein is the embodiment, the crystallization of the life of New York!’… legemliggørelsen og udkrystalliseringen af livet i New York.’ Det er i hvert fald den verden, du fanges af fra det sekund musikken til West Side sætter ind. Lyden, luften og stemningen af New York. Soloklarinettens ildevarslende ekko, slagtøjets anspændte rytme, suset af strygerne. Det New York, vi skal opleve, forelskelsernes, gadeslagsmålenes, racekonflikternes, hjertevarmens, men også de kolde beregningers New York.
FORESTILLINGEN er blevet til i en rus af storby-vitalitet – West Side Story voksede for Bernstein ud af balletten ’Fancy Free’ fra 1944, der blev til musicalen ’On the town’, susende komedie i samarbejde med balletdanseren og koreografen Jerome Robbins, der omsatte alt, hvad han kom i nærheden af til dans, og Stephen Sondheim, der skrev tætte sangtekster. ’Fancy Free’ og ’On the Town’ handlede om tre løsslupne, amerikanske soldater hjemme på orlov under 2. verdenskrig. Musikken og dansen strømmede over i kendingstemaet ’New York, New York! It’s a wonderful town!’ – eller som de sang i originalen ’It’s a heluva town’, indtil kultiverede sprogrensere gjorde teksten fin på den. Meget råt og slagfærdigt blev heldigvis hængende. Også i ’West Side Story’. I den filmede version står der på en husmur, hvad den ene bande mener om den anden: ’Sharks stink’ – hajer stinker.
DET var i øvrigt Jerome Robbins, der fik idéen til ’West Side Story’ – kunne man ikke omskabe Shakespeares ’Romeo og Julie’ til et nutidigt N.Y.-drama om stor og fortvivlende ung kærlighed? Et drama, der lige så godt kunne spille på race- og bandekonflikt som på klassisk slægtskonflikt? Idéen fængede hos Bernstein. Det skulle i første omgang handle om opgør mellem jødiske og katolske unge i det new yorkske dynd af enerverende konflikter, men han røg med videre sammen med Sondheim og Robbins, da den latinamerikanske masseindvandring fra begyndelsen af 1950’erne skabte nye modsætninger i New York. Dér lå et glødende emne. Både han og Jerome Robbins indsugede New York-gadernes rytme i de år, deres antenner tog imod alt omkring dem – Robbins var knyttet til byens balletscener, Bernstein var den frit i luften omkringsusende dirigent og komponist, opsat på næsten hvad som helst, der bød sig af udfoldelsesmuligheder – en ubegribelig alt slugende musiker, der allerede i 1942 som 24-årig havde skrevet sin 1. symfoni ’Yeremiah’ bygget over den hebraiske bibels tekster om profeten Yeremiah. Det var en tidlig markering af Bernsteins afstamning som ukrainsk jøde. Året efter kunne han springe til som dirigent og uden prøve erstatte en influenzaramt Bruno Walter i Carnegie Hall og dirigere et kæmpeprogram af Schumanns Manfred-ouverture, Richard Strauss’ ’Don Quijote’, plus et værk af den ungarske komponist Miklos Rózsa og som finale forspillet til Wagners ’Mestersangerne’. Det blev en eksplosion af offentlig succes.
HVEM var han og hvor havde han det fra? Han var begyndt at spille klaver som 10-årig, levede et glad og beskyttet teenageliv i Massachussets, studerede med løs hånd litteratur, men snart også musik på Tanglewood Music Center, hvor den verdensberømte dirigent Serge Koussevitsky underviste ved siden af sit job som chef for Boston Symphony Orchestra. Koussevitsky havde hurtigt fået færten af Bernsteins talent og skubbede bagpå, da chancen dukkede op for springet ind foran Philharmonikerne i stedet for Bruno Walter i Carnegie Hall i 1943. Bernstein mindes senere, hvor nervøs han var før koncerten. Og hvordan en eller anden gav ham et par piller, han skulle sluge, før han skulle ind. ’Den grønne gør dig helt rolig. Den røde giver dig energi,’ sagde han. ’Jeg stak dem i lommen. Men kylede dem væk i sidste øjeblik…’
DER var selvfølgelig al mulig grund til nervøsitet. Bruno Walter, pakket ind i sjaler og tørklæder, nåede lige at gennemgå et par vanskelige passager i ’Don Quijote’ med ham. Men ikke Manfred-ouverturen, der har en hundesvær start, som dirigenter kan knække nakken på: Et par lynakkorder og så en pause inden satsen sætter rigtigt an. Alt lykkedes bare, og derfra begyndte en strøm af tilbud om engagementer, koncerter og rejser. Ind imellem på mærkelig vis også tid til at komponere. Et dobbeltliv for en ung, men ufatteligt alsidig kunstner. Bernstein var ven med og inspireret af den noget ældre amerikanske symfoniker Aaron Copland, hvis sværvægtige værker, han kom til at uropføre og spille på linje med f.eks. Gustav Mahlers symfonier. Vi var i årene efter 2. verdenskrig. År med genopdagelse af gamle forbindelser over Atlanten og etablering af nye kontakter. For Bernstein bl.a. et levende engagement i Israels oprettelse – han var flere gange i Israel gennem karrieren – allerede under krigene i 1947-49, hvor han medvirkede til dannelsen af det nye Israel Philharmonic Orchestra og bl.a. dirigerede orkestret ved en koncert for israelske soldater i Beersheba nær fronten i november 1948. En tilknytning han siden bekræftede flere gange i sit liv. Enkelte gange med en forestilling om at gøre Israel til sit nye hjemland. Uden at det nåede ud over følelsesladet spontanitet.
DA Bernstein i 2018 ville være fyldt hundrede år, skrev New York Times: ”En mand, et land og en æra samlede sig i Leonard Bernstein, det amerikanske århundredes musiker… efter 150 år, hvor U.S.A kikkede usikkert over havet mod den europæisk kultur. Og her var det endelig i Den Nye Verden, det skete – en komponist, en dirigent, en pianist, en tv-personlighed, en stjerne, fræk, åben, venlig, måske en smule sentimental, både krævende og ivrig efter sympati – Bernsteins kvaliteter var også Amerikas.”
TV-PERSONLIGHEDEN var den Bernstein, der hurtigt fik den store folkelige appeal. Allerede i begyndelsen af 50’erne var han på skærmen i CBS-serien ’Omnibus’, hvor han præsenterede klassisk musik på sin egen facon. Med en charme, faglig præcision og en veltalenhed, der indebar overraskende henvisninger til popmusik, begreber og personer som Beatles og Elvis Presley eller Simon og Garfunkel, ikke løs og smart snak, men livsnære, relevante paralleller. Tonehøjder forklaret med baseball-metaforer. Programmerne kom også på plade. Jeg husker min egen lp med Richard Strauss’ ’Till Eulenspiegel’ ledsaget af Bernsteins kommentarer. Det var i min studietid i de år, hvor den stod på analyser af Palestrina-stil og sonateform. Bernsteins gennemgang af det sprudlende orkesterværk ’Till Eulenspiegels lustige Streiche’ sled jeg ned til nærmest en grusbunke af pladelak.
REN forførelse. Ligesom hans version af Beethovens 5. symfoni, hvor han med et fuldt symfoniorkester til rådighed dissekerede 1.satsen med en gennemgang af, hvordan Beethoven havde valgt, ændret og skåret fra i én uendelighed. Processen fortalt med orkestrets instrumentsolister placeret på en kæmpeudgave af partituret som brikker på et skakbord, hvor han flyttede og omplacerede, så han kunne påvise, hvordan Beethoven hele tiden opnåede ny og skarpere effekt – en fløjte blev føjet til et sted, en messingblæser flyttet, slagtøjet dirigeret op eller ned i omfang eller styrke, balancen ændret gradvist gennem processen. Til sidst opførte han og orkestret hele symfonien, og man lyttede med ørerne på stilke for at genkalde sig ændringerne undervejs. Da-da-da-daaaaah… Skæbnesymfonien i Bernsteins og N.Y.-Philharmonikerne 1954-udgave. Du kan finde den på nettet. Det er fremragende pædagogik.
Finde den på nettet… Ligesom du kan finde alverdens materiale om Bernstein. F.eks. en oplistning af de omkring ti tusind breve til og fra ham i en samling, der befinder sig i kongres-biblioteket i Washington. Private breve, kontrakter, notater, aviskommentarer. En guldgrube til forskning i amerikansk musikliv i 1900-tallet og dokumentation af Bernsteins bevingede flugt gennem tilværelsen.
REJSERNE bragte ham som bekendt også til København i 1965 for at modtage Sonnings Musikpris og kvittere med en koncert i Odd Fellow Palæet, hvor han dirigerede Carl Nielsens 3. symfoni ’Espansiva’. Den 5. symfoni havde han allerede indspillet i New York – Carl Nielsens 3. var nu målet for ham live i Palæet – ’Nielsen is a simply mad composer!’ som han begejstret sagde under et pressemøde på Hotel d’Angleterre et par dage før koncerten. Mad – et ord, han også brugte om komponisten Hector Berlioz. Begejstring var et nøgle-begreb i hans beskæftigelse med musik, gerne forbundet med en art galskab. Hvor mad, Bernsteins Carl Nielsen blev for os ved koncerten, fik vi at høre. I hvert fald lød det i min anmeldelse i Ekstra Bladet dagen efter: ”Palæet våndede sig i det gamle træværk – Dér stod Bernstein foran orkestret, badet i sved, overskyllet af jubel, den grå løvemanke i stormfuld uorden, med et udmattet, lykkeligt smil som en sportsstjerne, der havde kørt sit livs løb. Denne aften vil blive en af dem, man vil snakke om – ka’ du huske da Bernstein fik Carl Nielsen til at tordne som en Wagner, danse som en Berlioz, synge som en Tjaikovskij?”
KØBENHAVNER-BESØGET var på et tidspunkt, hvor han havde taget orlov i et års tid fra det ene og det andet for at få skrevet og komponeret. Orloven var umulig at opretholde. Turen til København var bare et af mange tilbud, han ikke kunne modstå. Heller ikke en hurtig ekspedition til Odense ville han gå glip af, da Wilhelm Hansens Musikforlag foreslog ham at se Odense Teaters opsætning af ’West Side Story’, den første i Danmark. En særlig oplevelse for nogle af de unge sangere og skuespillere, der var med i opsætningen. Bl.a. Ole Ernst, Paul Hüttel, Lars Knutzon og Klaus Pagh. Han nåede meget under sit korte ophold i Danmark. Også et par nattetimer i Jazzhouse Montmartre i Store Regnegade. Efter koncerten i Odd Fellow Palæet var han først til reception hos Wilhelm Hansen Musikforlaget i Gothersgade, men brød op ved midnat for med Politikens og Ekstra Bladets musikanmeldere som guider at vove sig ud i maj-natten og havne i ’Jazzhouse Montmartre’, som han havde hørt om. Det var i de år hvor Montmartre fylkedes af jazzmusikere som Dexter Gordon, Stuff Smith, Ben Webster, Cecil Taylor, Don Cherry og mange flere, også danske jazz-topnavne som Bent Jädig, Max Brüel og Allan Botchinsky. Natte-ekspeditionen blev bevidnet af fotografen Jesper Høm, der sneg sig med.
DET var heftige musikdage. Kalenderen fortæller køligt: Mandag 17.maj: Leonard Bernstein og Kgl. Kapel. Tirsdag 18. maj: Herbert von Karajan og Berlin Philharmonikerne med Brahms- og Sibelius-symfonier i Falkonér Centret. For anmelderen anledning til at sammenligne: ”To vidt forskellige orkesterledere. Den ene spruttende af charme og spilleglæde. Den anden diktatorisk og forfinet.”
BERNSTEIN var kort efter koncerten i København på vej videre til opførelse af et af sine mange jødisk inspirerede værker, kor- og orkesterværket Chichester Psalms, lige skrevet på bestilling af biskoppen i Chichester – som beklagede de musikermæssige begrænsninger i det lokale ensemble. Alligevel vovede han sig ud med en forsigtig anmodning, om der i det nye værk kunne tænkes at forekomme et ’hint of West Side Story’. No problem har Bernstein tænkt og omarbejdede en korpassage i ’Chichester Psalms med et lån fra prologen i ’West Side Story’. Han kunne forhøre sig hos alverdens klassiske komponister, Haydn, Mozart m.fl. om den praksis og få et forbavset: Hvorfor ikke? Heller ikke Bernstein var smålig og snæversynet. Da han i 1962 skulle spille Brahms 1. klaverkoncert med N.Y. Symfonikerne og Glenn Gould som solist, kom det ved prøverne bag på ham, at Glenn Gould ville spille solostemmen en del langsommere end man gør normalt. Bernstein tøvede, men sagde ok, så gør vi det sådan – men han syntes, han måtte forberede publikum: ”De skal nu høre en temmelig uortodoks opførelse af Brahms-koncerten… Normalt finder solist og dirigent ud af det sammen, ved overtalelse eller charme eller måske trusler. Kun én gang før i mit liv har jeg måttet underlægge mig en solists helt nye idéer, og det var sidst jeg akkompagnerede Mr. Gould (latter fra salen). Denne gang er forskellen i vores opfattelse dog så stor, at jeg mener et lille tilbagetog er på sin plads.”
ÅBENHED i tilgangen til al musik. Og smittende begejstring. Et øjebliks skepsis hos nogle af N.Y. Philharmonikerne, da han tiltrådte som chef, blev hurtig til entusiastisk forbrødring på grund af hans lige-ud-ad-landevejen-facon. På fornavn med de fleste. Selv kaldt Lenny af musikerne. Tonen ændrede sig i orkestret, da han i 1970 havde sagt fra og blev afløst af Pierre Boulez – ’The Iceman Conductor’ som Boulez blev kaldt i New York Times.
DET er i 50’erne Bernstein får sit musical-gennembrud, især med ’West Side Story’. Det samme årti, hvor U.S.A. hærges af McCarthyisme, den nærgående forfølgelse af mennesker, der blev stemplet som kommunister, eller bare sympatisører, måske ligefrem spioner. En bevægelse, døbt efter navnet på den republikanske senator Joseph McCarthy, der igangsatte forfølgelsen. Listen over navne, der blev hængt ud, talte flere tusinde. Albert Einstein, Luis Bunuel, Chaplin, Lena Horne, Danny Kaye og Leonard Bernstein var mellem dem. Grundlaget for beskyldningerne kunne være spinkelt. For Bernsteins vedkommende udsagn, der så tidligt som i 1947 fik ham til med en artikel i New York Times at tilslutte sig bevægelser, der ville fastholde retten til ytrings-, tros-, race- og forsamlingsfrihed som den er nedfældet i den amerikanske grundlov. Samme år støttede han Albert Einstein og mange andre i en appel om ikke at landsforvise den tyske komponist Hanns Eisler. Forgæves. Og Bernstein var som utallige andre i søgelyset. I 1953 havde han problemer med at få fornyet sit pas, mens man undersøgte, om han måske havde været medlem af det kommunistiske parti på et eller andet tidspunkt.
McCarthyismen fik ny klangbund i U.S.A. under ungdomsoprøret omkring 1970. Den ramte også Black Panther-bevægelsen, der markerede sig for sorte borgeres rettigheder. Husket af mange for to sorte amerikanske løberes demonstration med løftede knytnæver, da de havde vundet guld og bronze i 200 m løb ved De Olympiske Lege i Mexico i 1968. To år senere sad 21 sorte pantere varetægtsfængslet i New York. Uden at kunne få deres sag behandlet, fordi der ikke var penge til forsvaret. Bernstein og hans kone Patricia besluttede i januar 1970 at invitere venner og bekendte til et møde med en Black Panther-leder i deres hjem, en lejlighed i to etager på Park Avenue, for at diskutere sagen og måske få sat en indsamling i gang til støtte for de arresterede. En N.Y. Times-medarbejder var til stede og rapporterede i sin avis om mødet. Dagen efter hed det i avisens leder: ”Black Panthers behandles af det politisk-kulturelle jet set som romantiske darlings – en fornærmelse mod de sorte og hvide, som arbejder alvorligt for lighed og social retfærdighed.”
DÉT ville Patricia Bernstein ikke have siddende på sig. Hun svarede i avisen: ”Som borgerlig-liberal inviterede jeg den aften advokater og andre, der har med Black Panthers at gøre. Tanken var at hjælpe med at rejse en fond til betaling af de anklagedes retssager. De har siddet fængslet uden retssag i 9 måneder.” Patricia Bernstein vidste hvad hun snakkede om. Hun havde i 1967 været med til at stifte antikrigs-foreningen ’Another Mother for Peace’ og blev i 1972 sat fast under en fredsdemonstration i Washington. Hun havde tre børn med den fire år ældre Leonard, som hun havde været gift med siden 1951. De to mødte hinanden en aften hos pianisten Claudio Arrau, der underviste hende i klaverspil, samtidig med hun var i gang med en skuespilleruddannelse. Hun havde netop indstuderet og spillet rollen som Nora i Ibsens ’Et dukkehjem’.
PATRICIA BERNSTEIN døde i 1978 som 56-årig og efterlod Leonard Bernstein på et tidspunkt, hvor han befandt sig i en kritisk periode med overvejelser om liv og karriere. Skulle han være mere komponist end dirigent? Hans enorme medvind som dirigent, berømmelsen, de hektisk stimulerende opgaver piskede ham videre i en uendelighed – gang på gang prøvede han at stoppe op for at koncentrere sig om at komponere – hans børn gengiver i breve, hvor svært han havde ved få ro til at komponere. Og koncentrere sig om hvad han skulle komponere. Grublende timer ved klaveret og noderne. Det var musicals, der havde fået så meget til at swinge for ham. Det var ’West Side Story’, som havde gjort ham verdenskendt som komponist. Men den tunge drift mod symfonier og klassiske storværker meldte sig konstant. Det var arven og lærdommen fra hans ungdoms mentor Aaron Copland, og endnu mere den intense beskæftigelse med Gustav Mahler-symfonierne – måske også en følelsesladet forpligtelse over for den jødiske-musikalske arv.
HAN var forankret i så meget. I det hele. Som vi hører det i hans ’West Side Story’-musik.
gregersDH.dk