Jimmy Andersson  – en våd omgang inden luftturen i Wallmans i Cirkusbygningen (foto: John Resborn)

HIMMELFLUGT

OG

VANDPJASK

Show, rock og luftture – Wallmans er igen en logistisk fuldtræffer i Cirkusbygningen.

Wallmans spiller i Cirkusbygningen frem til juni 2016.

******

DEN cirkusbygning! Den cirkusbygning!! Wallmans utrolige tilholdssted.
Man sidder dér og ser op i loftet, en mørkeblå himmelhvælving – det må være som at sidde med vores danske helt Andreas Mogensen på den fjerne rumstation og kikke ud i himmelrummet med stjerner, sole og planeter. Nå, ja. Omtrent i hvert fald.
Wallmændene har igen i år erobret dette klenodie af et bygningsværk. de er lige så overdådige med deres show, som de har været i snart en halv snes år. Artisterne svinger sig mod højderne, vi gyser, når de slipper deres tov og griber trapezen med de bare næver, mænd og kvinder, muskelbundter og elegante på én gang – vi er i cirkus, og derfor hedder huset Cirkusbygningen fra gammel tid.
Men så sidder vi dér lejret herligt og mageligt over middag med vin og hele det gastronomiske svineri og tænker: Hvad har han mon fået at spise, vores ven i rumraketten, med den samme udsigt og livet på spil som rumartist?

ELTON OG VANDPJASK

Vildt går det til: Wallman-pianisten kommer pludselig svævende i femten meters højde, siddende ved det kulørte flygel.  Er han bundet godt fast, det ser da ud som han kan ryge lige bagover, men nej, han tamper Elton-numre i tangenterne og har flyvende kurs mod den anden side af det vældige rum.
Er det Elton, the man himself selv i luften? The bitch is back? Nej, det er klaverbokseren Frederik von Wachenfeldt, der også senere  nummer efter nummer hæmningsløst rykker blues, soul og booogie ud af hvad som helst med sit tornadospil. Fats Waller gange to.
Intet er fremmed for dette show, nyt er det meste, men et gammelt nummer genopstår pludselig: Et badekar placeret på den lille runde tribune i midten, artistparret Jimmy og Anna erobrer karret, dratter fra højder i det, så vandet pjasker og sprøjter i en omkreds af mange, mange meter på de nærmeste 50 publikummer, regnfrakker er udleveret, men hvad med kaffen og desserten?
Vi er lige glade, og det er ofrene også. Jublen er endeløs. Vandpantomimen en fest.

FORPUSTET?

Som så meget af det øvrige show: Knivpræcise video-projektioner af bybilleder og landskaber i nogle af de store numre. Artister, dansere, sangere – udenlandske fra nær og fjern, men sandelig også et par unge danskere fra musicalakademiet i Fredericia, Jeff  Schjerlund og Teit Samsø. En enkelt mand fra Ukraine, Oleksiy, med håndstand i fri dressur og muskler, der må kunne give Putin en kæberyster, hvis det skulle komme til det.
Bragende serier af numre, meget højrøstede, når det som i finalen handler om rock’n’roll i saftigste udgave.
Men forpustede? Overhovedet ikke.
Striben af medvirkende ligner afslappede d’Angleterre-tjenere, når de kommer ned fra sufitterne eller tribunen for at servere for publikum, skænke vin, hyggesnakke, spørge til vores velbefindende, for straks efter at stå på scenen og smække saltomortaler eller øresønderrivende sangnumre ud mod os.
Svenske Kajsa Borg med krudt i struben som en Marie Carmen Koppel og lattermild charme som en Bodil Udsen førte vi ved vores bord stilfærdige samtaler med om de knuder i det danske sprog, hun på ubegribelig vis har løst. Inden hun svang sig på scenen igen og fyrede nye sange og danse af.

PROF OG FOLKELIGT

Wallmans show kører efter en utrolig logistisk perfektion – det store arrangement kan rumme op til 900 publikummer under det blå himmelhvælv, så mange var vi ikke i aftes, men julen nærmer sig og Wallmans videreføres utrætteligt helt frem til foråret 2016.
Et professionelt foretagende. Med folkelig slagkraft, når det omdannes til et kæmpe forsamlingshus, med fælles karaoke og fødselsdagslykønskninger til udkårne publikummer.
Man får det hele med.

gregersDH.dk