JEG VIL UD PÅ DYBT VAND
Thomas Vinterberg om S-tog-reklamer, angst for at være konform og lyst til at være totalt ufornuftig. I morgen er der premiere på ’En mand kommer hjem’. Hans første danske film i ni år.
”Tror jeg nok…”
Fast udgangsreplik fra Thomas Vinterberg. Synspunkter, holdninger er til overvejelse. Han dementerer sig selv i ét væk. Fordi der inde i hans hoved foregår en konstant ransagelse af, om ting nu forholder sig lige præcis sådan. Eller om der kan være andre vinkler. Om han kunne have grebet noget anderledes an.
I morgen har hans film ’En mand kommer hjem’ premiere. Hans første danske film siden ’Festen’, som bragede gennem lærredet – en far-søn historie, en tynd familieskal, der krakelerer og åbenbarer bundløse sumpe. En international succes gennem næsten ni år. Også omsat til teater.
Siden har han lavet to film i udlandet – brændemærket som fiaskoer. Og nu: Tilbage i dansk muld. Sommer. Provins. Det elskede hyggeland med særheder på vrangen. Thomas Vinterberg har netop været på Lolland med snigpremiere på den nye film under den lokale ’Lys over Lolland’-festival.
”En skøn varm oplevelse. Filmen foregår jo på landet. De rejste sig og klappede.”
Han sidder over for mig på en café. Det kører i hans hoved. Mobilen ringer ustandselig. Arrangementer. Lyntur til Svendborg om en time – dér er filmen optaget. Pludselig – bip-bip – en malermester hjemme fra lejligheden. Han har tabt en bøtte ud af vinduet. Ned ad facaden. Og a propos: Lejligheden skal sælges. 250 kvm. Og for dyr.
Mange er i hælene på Thomas Vinterberg. Også på det kritiske plan. Man gør intet ustraffet i vores lille land. F.eks. stikker næsen langt frem. I disse dage hænger hans kontrafej i S-togene. I det danske kändis-cirkus er han MEGA. Idol. Magasin-forsider.
”Det var ikke med min gode vilje, jeg kom op at hænge i S-togene. Vores liv er en kamp for at vende kameraet væk fra os selv. Det taler jeg tit med min ven Per Fly om. Vi vil iagttage mennesker. Skrive. Yde noget. Så snart man begynder at selv at være en ’player’, bliver man genstand for en provokerende opmærksomhed. Til gavn for intet som helst. Man må gøre alt for at undgå det… Jeg kan godt se, at det ikke virker overbevisende, når man hænger dér i S-togene.”
– Så hvorfor gør du det?
”De siger: Vi skal sælge denne her film. Jeg svarer: Dén plakat. Det kan jeg ikke! Det er at bede om øretæver. Men de bliver ved. De siger: Det er aldrig gjort før! Det slog mig: Der er PR-folk, der vover noget og åbenbart kan noget særligt. Så siger jeg ok…det vil jeg godt være med til. Når det er sagt, så afskyr jeg at hænge der. Engang nød jeg det. For femten år siden. Hvor det pludselig var nemmere at få et bord på en restaurant og sådan noget. Men det er overstået. Især nu, hvor jeg har fået så meget røvfuld. Men der er masser af konflikter i det. Ømme punkter. Mit privatliv er faldet fra hinanden for nylig. Det bliver jo mere interessant at skrive om, når de plakater hænger over hele byen.”
– Ingen, der rådede dig fra?
”Min kone ville nok have sagt: Pas på. Du risikerer at blive straffet for det. Jeg var bare ikke selv klar over, at det var noget særligt. Jeg tænkte: Folk er så vant til at blive bombarderet med alt muligt.”
– Er du lidt tankeløs?
”Bevidst tankeløs. Jeg vil ikke gå og tænke på det. Jeg er ikke beregnende. Heller ikke med penge. Penge er en enorm ting i filmmiljøet. Jeg kan ikke, som nogle af mine kolleger, sige: Så gør vi lige sådan. Så kommer folk til at græde, og så er den der. Da jeg lavede en smal film om incest i et mærkeligt kunstnerkollektiv, tjente vi styrtende med penge. Mod alles forventning. Da jeg lavede en film med Sean Penn i det store format, kom der ikke et øje. Jeg kan ikke beregne noget. Jeg er et fumlende menneske.”
– To hovedroller i filmen spilles af helt uprøvede folk, Oliver Møller Knauer og Ronja Mannov Olesen. Det er vel et bevidst valg.
”Ja. Men risikabelt. Jeg er bange for at gøre noget konformt. Gentage mig selv. Jeg vil ud på dybt vand. Det gør mig bange – på en god måde. Det er svært, men også sjovt. Alle er vågne og yder deres yderste. Hele fasen af prøver og optagelser var ligefrem OPHØJET. Solen skinnede, der var en meget stor kærlighed fra første dag. Som en varm omfavnelse. Travlt. Og selvfølgelig skænderi med produceren om pengene. Men i det store og hele – som en drøm. Det var noget andet med skriveprocessen. Og klipningen.”
– Hvorfor det?
”Der har jeg altid vanskeligheder. Nogle gange synes jeg, at jeg er et alt for ubeslutsomt menneske til det her arbejde. Alligevel elsker jeg skrive- og klippefasen. En hård, men rig proces. Man prøver at skabe nogle mennesker på papiret og på lærredet.”
– Hvad for nogle mennesker?
”Nogle, der er totalt ufornuftige. Vi danskere er så fornuftige. På en måde vores styrke. Ydmyge, beskedne, behagelige, sunde, veluddannede. Som en fælles overenskomst om at søge ind mod midten. Det ligger i os. Men det skaber et tungt lag af fornuft. Jeg vil det modsatte. Slå et slag for ufornuften! Så må der være nogle andre, der holder sammen på tingene. Jeg er selv et offer for fornuften. Konfliktsky og midtsøgende af natur.”
– Hvad gør du for at bryde dét?
”Kaster mig ud i en dogmefilm. Hvor jeg ikke ved, om der er vand i bassinet. Siger: Kom nu! Smid nu oilskinsjakkerne alle sammen! Ligesom drømmefaderen i starten af filmen. Han ligger der og skriger ’Vi knepper ikke mere!’ Nogle siger, at filmen er blevet et festfyrværkeri. Gale mennesker, der fester! Og så et usikkert, naivt ungt menneske inde i midten. Du spørger mig om min barndom, da jeg boede i kollektiv. Der er ikke langt fra min barndom til det der. Jeg kan først se det nu. Det er meget tydeligt med denne her film.”
– Og typisk for den generation, der er vokset op på den måde?
”Mine forældre flyttede fra kollektivet, da jeg var 16. Men jeg valgte at blive boende. Det typiske for min generation er, at vi blev meget optaget af at YTRE os. Og meget lidt optaget af at have FORSTAND på noget. Ulideligt! Det gjaldt om at turde stille sig op og tale. Det var ikke så vigtigt at have noget at fortælle. Jeg opdagede, at hele denne generation af mediemennesker, RUC’ere, ytrede sig ad helvede til uden at have noget at fortælle. Jeg blev flov. Begyndte at holde min kæft og få respekt for folk, der tog en rigtig uddannelse. Det er en generation, hvor intelligentsiaen blev udryddet til fordel for mennesker, der kunne performe. Man kunne ikke få fisse på at VIDE noget. Kun på at have GJORT noget. Jeg skal ikke skide i egen rede og tale om branchen. Selvom det er nærliggende. Nogle få taler om virkeligheden og investerer sig selv. Og rigtig mange performer og laver parader af oneliners. Ingen bund i noget. Uvirkeligt.”
– Noget, vi møder i filmen?
”Den er en komedie. Meget virkelig, tror jeg nok. Lige ud ad landevejen og til at forstå. Og fuld af ufornuft.”
