Concerto Copenhagen og Skt Annæ Pigekor. 29.4. 2022

HOW DARE YOU!! Et gjaldende finaleråb i engelsk korværk ved koncert i Halligåndskirken på Strøget

Dirigenten Anne Marie Granau og komponisten Nick Martin efter koncerten (Foto: Suste Bonnén)

HOW DARE YOU!!

Et gjaldende finaleråb i engelsk korværk ved koncert I Helligåndskirken på Strøget

Vivaldi: ’Dixit Dominus’ og Nick Martin: ‘Two Doomer Laments’. Sankt Annæ Pigekor og Concerto Copenhagen. Solister: Louise McClelland Jacobsen og Kristin Mulders. Dirigent: Anne Marie Granau. Helligåndskirken i København torsdag aften 28.4.

*****

 

VI sidder i Helligåndskirken på Strøget. Skt. Annæ Pigekor synger Vivaldis ’Dixit Dominus’ og det er frydefuld, skolet og velklingende korsang. Ledsaget og omgærdet af Concerto Copenhagens baroktrænede musikere og med sopran-solister, der smyger yndefulde koloraturer om Det gamle Testamentes tekster. Hvilke tekster? Tekster, som Vivaldi henter fra Salmernes Bog, kapitel 110. Vi læser med, mens vi lytter, og fanges af teksternes maleriske skildringer af, hvad det var, Herren sagde – Dixit Dominus – og affyrede af temmelig rystende varsler til lederen af Zions folk (israelitterne) ifølge profeten Jeremias. Oplysninger om, hvad der vil ske på dommedag: ”Han holder dom blandt folkene, han dynger ligene op, han knuser hoveder ud over den vide jord”. Stærk kost, men der er kontante ord og afregning i det Gamle Testamente. Og for korsangere på Skt. Annæ og i Københavns Drengekor er latin bare det sprog, man færdes hjemmevant på. Man synger bibeltekster i ét væk på den gamle sangskole. Men læst i oversættelse – som i programmet til koncerten – slås der rimelig hårdt til. Når vi af og til studser over den ukrainske præsidents markante sprogbrug, kan det hænge sammen med den katolske baggrund, der vel har præget ham. Det er et gæt. Men der er en portion gammeltestamentelig pondus over hans sprog.

VI ser hen over hovederne på kirkens fuldtallige tilhørermængde, aner bag koret og musikerne den farvestrålende altertavle og den korsfæstede Kristus på væggen. Lysene glimter fra de høje korvinduer om kap med de livsaligt klingende stemmer. Vivaldis tonestrøm ombølger ord og tekst med glansfuld velklang og balsam. Og vi studerer maleriet af Francesco Giotti, der fylder forsiden af koncertprogrammet. Det forestiller en gallakoncert i Venedig i 1700-tallet med korsangere og musikere fra Venedigs skole for forældreløse piger, en institution, der med Vivaldi som lærer og komponist blev berømt som Pio Ospedale della Pieta, arnested for meget af hans musik. Dér hentede han sansen og fornemmelsen for sangstemmers smidighed og bibelsprogets latinske udtryksfuldhed. Hos Concerto Copenhagen og hos dirigenten Anne Marie Granau kender man alt til den ekspressive terrassedynamik, som er et af baroktidens udtryksmidler, den dramatisk udnyttelse af skarpe skift i styrkegrader – men sandelig også til, hvordan konturer og dynamiske skift varieres og afpasser sig i teksternes udmøntning i melodisk og instrumental variation.

VI lytter og læser videre om Den Almægtiges besværgelser af handlekraften hos Herren fra Zion: ’Dit folk møder villigt frem på din kampdag. På hellige bjerge har jeg født dig som dug af morgenrødens moderskød’ – ord, der strejfer skønheden i det digt af afdøde Bente Hansen, jeg netop har brugt som citat i hendes nekrolog. Det er sprogligt så smukt som den solo, mezzoen Kristin Mulders et øjeblik efter helliger Vivaldis ømme formulering af verset ’De torrente in via bebet’ – Af bækken ved vejen drikker han…

’Dixit Dominus’ med programmets dobbelte tekst på latin og dansk er læring i magtfuldt bibelsprog midt i nydelse og indsugning af musikdramatisk udfoldelse hos sangere og instrumentalister. Også i det, som er koncertens andre programpunkter, den unge engelske komponist Nick Martins ’Stabat Mater’ og til sidst hans to ’Doomer Laments’. Vi er ufravendt rettet mod død, undergang og trusler om undergang ved denne koncert, der sender så herligt megen musikalsk skønhed mod os med ord, der er sorgtunge eller som løftede, knyttede næver. Det er en særegen lystvandring fra requiem til requiem, fra dødsmesse til dødsmesse.

DOOMER LAMENTS-teksterne har Nick Martin hentet fra Klagesangene i Det Gamle Testamentet, der fortæller om Jerusalems Ødelæggelse – den, der sådan set er på plakaten hvor som helst dag og nat, og som mod slutningen af Doomer Lament bliver sat i eksplosiv musik i den tekst, Nick Martin har hentet fra den unge svensker Greta Thunbergs tale til FN i 2019. Nick Martin lader de animerede slutord i talen ”How dare you!!” runge tre gange som helt händelske kor-udbrud. Men han og koret tager os først med tilbage til testamentet, ikke til den Jerusalems totale Ødelæggelse, romerne effektuerede i år 70, men til babylonernes tilsvarende, morderiske foretagsomhed i år 586 før Kristi fødsel – der er ødelæggelser nok at tage af. Denne her er berømt om ikke for andet, så for fangekoret i Verdi-operaen ’Nabucco’, hvor jøder i 2.akten synger om bortførelse og fangenskab i Babylon efter Jerusalems ødelæggelse. Hos Nick Martin synger koret klagesangen om ’Zions datter (Jerusalem!), som ’har mistet al sin pragt.’ Og tager så dramatisk fat om Greta Thunbergs provokerende tekst. Nick Martin er et nyt bekendtskab for mig. Der er musikteater i ham.

KONCERTENS program var ambitiøst og dristigt. En stor Vivaldi-klassiker og to skarptskårne nye værker af Dick Martin, englænder og nu bosat i Danmark.

NOTERET af publikummer, der havde bedre udsyn end jeg: Den engelske komponist iført blomstret skørt, som det ses på billedet for oven. Koncertlivet har livlige facetter. Og hvorfor ikke – når man ser på det eventyr af broget kostumering både publikum og medvirkende har på Francesco Guardis billede fra koncerten i Venedig i 1782.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *