HUN VAR DEN SJETTE AF ’LES SIX’
En klaverspillende fransk komponist. Berømt, glemt og genkaldt som vidne til og medskaber af et broget århundrede.
Germaine Tailleferre. Her piano works revived. Pianist: Nicolas Horvath. Naxos Grand Piano GP 891.
****
LES SIX – De Seks. Vi remser glad navne op på den berømte flok franske komponister fra dengang bedstefar var ung. Honegger, Milhaud, Poulenc og øh… jo da, vi graver os ind til Auric, men så går vi i stå, forsøger os med Satie – men nej: Satie var ikke medlem af den bande. En alvidende blandt os tilføjer pludselig Louis Durey. Ok. Men derefter står den på nul, da vi tæller på fingrene og ser, at vi mangler én.
DEN sjette og glemte er Germaine Tailleferre – ensom kvinde på holdet. Burde vi kende hende? Selvfølgelig. Michael Bojesen, Malmø Operaens så morderisk detroniserede operachef efter en enøjet og hyklerisk Me Too-pressehetz i Danmark, fortæller mig, at man på Malmøs Operaværksted i den forløbne sæson har opført og turneret med Germaine Tailleferres kammeropera ’Lederen’, som bygger på Eugene Ionescos skuespil ’Le Maître’ fra 1953. På Germaine Tailleferres værkliste figurerer i øvrigt også musik, der har været spillet på Det Kgl. Teater. Koreografen Birger Bartholins ballet ’Parisiana’ var til musik af Germaine Tailleferre. Den var på Ballettens repertoire i 1953-54.
ANDRE af hendes operaer dukker op en passent i glimt på CD’en. Bl.a. én-akteren ’Le Marin de Bolivar’, der blev bestilt til Verdensudstillingen i Paris i 1937 – finalenummeret på CD’en hedder ’Au pavillon d’Alsace’ og er en klaver-transskription af en dansesekvens fra operaen.
DEN nye CD er en broget udfoldelse af hendes viden, kunnen og mangesteds omvandrende interesser, måske også kommercielle: Det gnistrende lille stykke ’Fandango’ er dedikeret til ejeren af Singer Symaskine-fabrikkerne – der snurres og bankes lystigt i det. Ikke så meget fandango-dans som symaskine-snurren. Selvfølgelig møder vi også et mylder af associationer til hendes komponerende venner og forfattere i hendes nærhed, korte satser, der enten er skrevet direkte til venner som Milhaud og Poulenc eller til pianisten Alfred Cortot. Mange af stykkerne med stiltræk, der genkendeligt forholder sig til deres musik. Bitonalitet, heltoneskala f.eks. – vennernes og fortidens franske inspirationer, en kort ’Hommage a Claude Debussy’, og som næsten et pædagogisk kompendium for studerende: En serie korte satser, der påviser principperne i baroktidens generalbas-funktion (de med tal angivne akkompagnement-akkorder), et helt lille galleri af komponistnavne er i brug, fra Lully og Pergolesi til Scarlatti. Eksempler, der er så korte, at du skal være på mærkerne og høre efter, inden de forsvinder i luften.
NÆSTEN ligesom en anden stribe småstykker på CD’en, den charmerende serie, der har fået titlen ’Fleurs de France’ – i denne måned maj er den sprængladet med livsbekræftende henvisninger til bestemte blomster og deres franske hjemegne: ’Jasmin de Provence’, ’Rose d’Anjou’, ’Anthemise du Roussillon’ etc. – anthemise måtte jeg til leksikon og den store Ordbog over det Danske Sprog for at for at finde ud af: Det betyder ’gåseblomme’ – og i Den store Ordbog bliver jeg belært om, at giftelystne piger i tidernes morgen plukkede blad for blad af gåseblommen, så de kunne blive oplyst om deres kommende mands stilling i livet: ’herremand, ridder, gårdmand, husmand, stodder’ o. s. v. Om der også var det hasarderede gætteri hos franske piger i området ved Pyrenæerne? Måske.
DE små klaverstykker er ikke sværere end at børn kan gå ombord i dem.
GERMAINE TAILLEFERRE har skrevet andre og større værker, en koncert for harpe og orkester f.eks. -koncerten blev til, da hun nogle år boede i U.S.A., og den blev uropført i 1927 af Boston’erne under Serge Koussevitsky. Her på pladen er det de hurtige, korte livtag med klaveret, spillet klart og friskt af hendes landsmand Nicolas Horvath – en pianist, der også har mange indspilninger af Satie, Stockhausen og Philip Glass på samvittigheden. Indblikket i Tailleferres musik fører os utrætteligt rundt i en verden af flere århundreders franske musik, barok, senromantik, nyklassicisme og alle de tilløb til modernisme, der i øvrigt følger oven på impressionismen. Folkemusik har tiltrukket hende. Et ostinato-bombardement af en ’Pastorale Inca’ bl.a. Og mere scenisk musik: På pladen hører vi Horvath spille en ’Suite dans le style Louis XV’ fra et teaterstykke af Jean Sarment, der gik på Comedie Francaise i 1935. Titlen var ’Madame Quinze’ (Madame Femten). Det handlede om Louis XV og hans elskerinde Madame de Pompadour. Pastiche-musik med bevidste strøg af harmonisk modernisme.
CD’en er lutter tidsbilleder fra fransk musikkultur i mellemkrigsårene – klare lighedspunkter med den musik og det virke, vi kender fra hendes jævnaldrende og nært stående Nadia Boulanger, den komponerende inspirator for flere, også danske, komponister. Jeg trætter gerne nogle med mit besøg hos den karismatiske Madame Boulanger i hendes lejlighed med parketgulvene, der knirkede om kap med tonerne på hendes flygel. Det har ikke noget med Germaine Tailleferre at gøre. Og dog. Tidsbilledet.
gregersDH.dk