SCHUBERT VINDER

Aalborg Teater er sluppet godt fra Elfriede Jelineks desperate selvopgør ’Vinterrejse’ takket ære en dristig og fremragende opsætning

 
’Vinterrejse’ varer knap halvanden time uden pause og spiller på Aalborg Teaters Lille Scene indtil 23. marts

*****

JO: Schubert vinder. Nu er det jo ikke en konkurrence ved de Olympiske Lege. Og når jeg skriver, at Schubert vinder, så handler det om, at den østrigske forfatterinde Elfriede Jelinek, der har skrevet den ’Vinterrejse’, som havde dansk premiere i aftes på Aalborg Teater, ser ud til selv at være overmandet af Schubert.
Jelinek har Schuberts *Winterreise’-sange i sit blodomløb. Hendes teatertekst er næsten totalt baseret på teksterne, musikken, ideen i sangene.
Man går ud af teatret med toner og temaer i ørerne, der summer af melankoli, livserfaring, tristesse, sorg, desperation. Og selvfølgelig en masse andet. Men udgangspunkt, forløb og slutning er Schubert langt ind sjælen.  
Jelinek har engang fortalt, at hun allerede som barn fik en helt close up-forhold til de sange. Hun er wiener, hun er uddannet musiker – det tænker ikke så mange på. For de fleste er hun en vild krabat af en forfatter og dramatiker, venstrorienteret, og intellektuel, så det batter. Sågar nobelpristager. Tit omtalt som personligt paranoid. Enspænder og sky over for offentligheden. 
 

TESTAMENTE

’Vinterrejse’ oplever man i Aalborg som det, det også er: En slags personligt testamente, et nødråb fra en kvinde i livskrise – Solbjørg Højfeldt har gennem de skiftende afsnit af denne forestilling glimrende udtryk for Jelineks sortsyn, leden ved at mærke tiden, der uhåndgribeligt smuldrer, ensomheden, som sagtens kan håndteres sarkastisk og ironisk, men pinefuld i erkendelsen af, hvor meget, der er forgæves, hvor meget, der er løgn. Hvor mange forgæves skridt man går i den vandring, der også er Schuberts. Solbjørg Højfeldt har som nogle husker, arbejdet med Jelinek før og kender hendes væsen. Hun fik en særlig succes på CaféTeatret for nogle år siden med Jelineks ’Jacqueline Kennydy’-monolog.
Læser man det tyske manuskript til stykket, bugner det af spontane gisp fra et menneske i rasende opgør med sig selv. Der er ikke en stump dialog eller scenisk anvisning i hendes tekst. Den har i Tyskland været spillet i sin helhed og varet mere end tre timer. I Aalborg var den knap halvanden time.
 

SANG OG BILLEDER

Flodstrømmen af tekst er skåret ned til det bærbare. Og når vi hænger på med sanseapparatet intakt, er det af flere grunde.
Jakob Schokking har som instruktør og billedmager skabt en af de klareste og mest helstøbte forestillinger, jeg har set fra hans hånd. Ikke bare er de billedprojektioner, han omgiver den uhåndterlige tekst med, en følsom og medlevende forstærkning af ordene.
De er samtidig tæt integreret med det musikalske regi, som musikeren Gert Sørensen har komponeret omkring forløbet.
Det er dér, den afgørende pointe og styrke omkring Schubert-sangene viser sig og løfter Jelineks tekst ud over det ensporet desperate i hendes tekster. Lige fra de første, meget dragende og smukke billeder og de først ord fra den vandrende og reflekterende Solbjørg Højfeldt hører vi et enkelt moll-tema, hentet fra sangene, et tema, der grundlægger en stemning, som ufravigeligt fortsætter stykket igennem i variationer, der både dukker op som elektroniske lyd og klang, men også i sangene selv – lykkeligvis i munden på barytonsangeren Jakob Bloch, der undertiden fungerer som kommentator, undertiden iagttager, og undertiden som direkte involveret i de spinkle handlingsforløb.
 

SIDSTE ORD TIL SCHUBERT

Man skal tage sig selv i kraven for ikke at blive frustreret, når Solbjørg Højfeldts og Jelineks tekst blander sig med Blochs præcise og overvældende fortolkning af nogle af teksterne – man er ikke et øjeblik i tvivl om, at Jelinek-teksterne afspejler parallel stemning og indhold i sangene, og det går da bedre nogle gange end andre.
Skævt, når synergien bliver påtaget. Prægtigt som i de sidste scener, fra det øjeblik, hvor Schuberts ’Der greise Kopf’ og de efterfølgende sange får Jelinek til at vende sig mod alderens belastning og skønhed, og hvor Shokking har overladt forskellige udsplitninger af teksterne til levende ældreportrætter på store videoprojektioner.
For ikke at tale om, da Jacob Bloch statisk og konsekvent, og uden at lade sig distrahere af hverdagens morderiske, nutidige, musikalske støjforurenere, stille fortsætter med st synge ’Der Leiermann’, Schuberts rystende finalesang i ’Winterreise’. Forurener-jobbet er lagt i mund og hænder på teatrets to udmærkede skuespillere Jakob Hannibal og Andreas Jebro, et beskidt job, men vel gennemtænkt.
Og Schubert får det sidste ord.

gregersDH.dk