Ulf Pilgaard. Børsen 10.7.09 s. 33-34 Interv.

FAR BLEV STIKTOSSET

Ulf Pilgaard er på sin niogtyvende sæson i Cirkusrevyen på Bakken med ny, stormende succes. Midtvejs i sommeren har vi fået ham til at fortælle om sin teologiske fortid, om den strenge, men også  beundrede far, der var præst, og om den barnetro, han selv har i behold

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller

————————————————————-

”OP kl. 7 om morgenen! Ud at bade i Vesterhavet. I iskoldt vand. Store bølger og strøm. Nu havde man ellers skolefri og kunne sove længe. Men nej! Far var fuldstændig som ham Kaptajn Jespersen…”
Ulf Pilgaard mindes sommerferier ved Blokhus. År efter år. Og en far, der kørte ham og hans søskende benhårdt.
Det er mere end et halvt århundrede siden.
Her i sommeren 2009 er der ikke noget, der hedder Vesterhav og kolde dukkerter på Kaptajn Jespersen-manér – kaptajnen, der fik nationen ud af fjerene til morgengymnastik med skarpe kommandoer i radioen.
Nu sidder vi ved det blide Øresund. Frokosttid. Ser ud over Hellerup Havn. Børn, der bader fredsommeligt fra molen.
Intet Vesterhav til Ulf Pilgaard denne sommer. Og næste sommer. Og forrige sommer. Og niogtyve somre tilbage. Cirkusrevyen holder ham ubønhørligt fast. I år med f.eks. revysæsonens største griner: Parodien på politidirektør Hanne Bech Hansen og hendes søforklaring om, hvorfor hendes mandskab kalder en indvandrer ’perle’.   
Den strenge far. Pilgaard mindes ham med ambivalente følelser.

”Jamen, altså: Det er ikke dårligt som barn at lære at begå sig i Vesterhavet! Man får fandeme respekt for det. At gå igennem brændingen f.eks. Lige ramme pauserne, hvor der er ro. Vide, hvordan bølgerne kommer. De kommer  – øh… i bølger, ha!”

BORDBØN

Latteren runger fra Ulf, så pæne damer på sejlklubbens terrasse lægger gaffelen og kikker.
Stemningen er lidt mere løftet end når familien bad bordbøn hjemme hos pastor Pilgaard, da Ulf var dreng, og hænderne var foldet: ’I Jesu navn går vi til bord/At spise drikke på dit ord/Dig Gud til ære, os til gavn/Så får vi mad i Jesu navn’.
Bordbønnen kommer til Ulf som et pludrende børnrim. Han kan den bordbøn i søvne. Formodentlig er den en af skuespillerens første, udenadlærte replikker.

”Der var bare fuldkommen stille rundt om bordet. Hvis nogen begyndte at tage efter maden inden bønnen… Er du sindssyg mand! Det var en form for tyranni. Min far havde magten. Kæft, trit og retning. Han var enormt karismatisk. Min gamle skolekammerat Ole Michelsen siger, at min far havde noget sort her inderst inde i øjnene – dér, hvor der normalt er rødt – noget sort, der gjorde, at far fik et dybt, dæmonisk blik. Jeg har ikke tænkt over det. Men det er nok rigtigt.”

Og din mor?

”Hun var det stabiliserende element i familien. Men også kuet af min far. Opfarende og kolerisk, som han kunne være. Han var intellektuelt skarpere. Og mor var ikke en af de skarpeste knive. Det benyttede han sig af. Det var meget ubehageligt. Jeg kunne ikke altid holde det ud – jeg tog mor i forsvar, hvis han lod noget gå ud over hende. Hun var fabelagtig til at få al ting til at løbe rundt. Mad hver dag til fem mennesker af de småpenge, hun fik! Der var fandeme ikke meget at rutte med. Især ikke da jeg var lille, og vi boede i København og far var præst i Kristkirken på Vesterbro. Vi havde det selvfølgelig flot i forhold til mange af fars kirkegængere på Vesterbro. Jeg var nogle gange med far rundt på besøg hos folk og så, hvordan de boede seks-otte mennesker i to værelses lejligheder. Pakket sammen. Køjesenge i tre lag. Og det var ikke pakistanere eller tyrker. Det var danske arbejdere og deres familier. Far var god til det dér med at snakke med dem. Han var da en knaldgod præst på mange måder.”  

Du har respekt for din far. Trods alt.

”Vel har jeg så. Forleden blev jeg ringet op af en mand, der sagde: ’Du kan måske huske mig…Det var mig, der afløste din far som præst i Holme Kirke. Nu er jeg 83, men jeg må sige, at jeg blev meget rystet, da jeg læste i en bog om din far og hans kvindebekendtskaber’… Så kunne jeg pludselig huske ham! Han var en hellig fis. Det var min far bestemt ikke. Far var en rigtig sund præst. Sådan en type som Tårbæk-præsten Thorkild Grosbøll. Jeg sagde til manden i telefonen: ’Og hva’ så? Herregud, det var da noget, jeg respekterede ved min far! Det er for pokker da et rigtig dejlig menneskeligt træk, at han godt kunne lide piger!’ ’Nå, nå – ser du sådan på det…’ sagde den gamle herre. Ja, jeg gør.”

PRÆST – PR. AUTOMATIK

Til næste år har Ulf Pilgaard stået på scenen i Cirkusrevyen sammenlagt i tredive år. Da han debuterede derude på Bakken, oplevede han faren fra den skrappe side.

”Min far blev da tosset! Det var jo ikke noget, dét der. Ud fra hans akademiske baggrund var der kun ét, der talte: En universitetsuddannelse. Intet andet. Om du så var en rig forretningsmand. Det betød intet. Han var selv én af seks børn fra et vestjysk bondemiljø. De fem af dem kom på Viborg Katedralskole og blev akademikere. Det var dét, det handlede om. Min farmor levede af sin enkepension, men klarede at holde os alle sammen til. Jeg var selv i fuld gang med teologistudiet, da jeg sprang fra og kom til Cirkusrevyen. Far var stiktosset!”   

Du skulle have været præst. Ligesom ham. Var det noget, han dikterede?

”Sådan set ikke. Det var min egen fantasiløshed!”

Ulf Pilgaard fantasiløs?
   
”Ja, det vil jeg påstå. Teologi – det var sådan noget, der bare lå i kortene. Min far var præst, så hvorfor skulle jeg ikke også… Ligesom lægebørn, der bliver læger. Og advokatbørn, der bliver advokater. Eller hvad fanden. Jeg kendte miljøet. Var vokset op med det. Ren fantasiløshed.”

Du er 18 år og vælger nærmest pr. automatik. Ikke ud at rejse. Af sted på tommelfingeren eller interrail. Ikke bare et sabbatår?

”Overhovedet ikke. Jeg startede direkte på universitetet. Basisfagene. Græsk og hebraisk. Det hele. Jeg var jo nysproglig student, ikke klassisksproglig. Du må huske, at det her er længe før 1968. Før ungdomsoprøret. Der var ingen slinger i valsen. Vi var meget autoritetstro. Vi var flyttet til Jylland fra København, fordi min far var blevet præst i Holme ved Århus.”

Du regnede altså selv med, at du skulle være præst?

”Jah..øh… Det gjorde jeg da. Jeg var godt klar over, hvad det indebar. Jeg havde set, hvor travlt min far havde, og hvor utaknemmeligt det var. Også hvordan folk nogle gange gjorde grin med faget og sagde – ’Det er da noget underligt noget at læse – teologi! Og præst! Det er da ikke rigtigt arbejde. Bare stå dér om søndagen’ O.s.v. Det var også mærkeligt at begynde på universitetet og opleve studenterne, der kom oppe fra Rønde Studenterkursus og var frelste. Jeg glemmer ikke én af dem. Jeg var engang hjemme på hans værelse. Der stod tre bøger: Biblen. En salmebog. Og den lille Katekismus. Jeg tænkte: Hold kæft, en referenceramme!”

KLOGE HOVEDER

– Men du blev alligevel hængende ved studiet…

”Jamen, dér på Aarhus Universitet  – det teologiske fakultet var jo et kraftcenter! Med folk som Sløk, Løgstrup og P.G. Lindhardt. Jeg var interesseret i religionsfilosofi. Jeg kastede mig over Spinoza, Descartes og Kant. Der var også stjernebegavede studerende: Jørgen K. Bukdahl – Lars Bukdahls far – og Peter Kemp. Folk, der ligefrem kunne sætte lærerne på plads.”

Lige til at få mindreværdskomplekser, måske?       

”Jah. Man skulle da ligesom finde sin egen rolle,” siger Ulf og får endnu et af de latteranfald, der gjorde opmærksom på vores tilstedeværelse i det åbne terrasseland. ”Det er måske typisk for, hvad jeg senere udvikler mig til: Jeg aflæste P.G. Lindhardts fysiske holdning som udtryk for en meget intellektuel, begavet mand. Han gik sådan lidt ludende med hovedet ned mellem skuldrene. Han havde et meget stort hoved. Ikke så underligt, at det kom til at hænge lidt. Mit hoved var ikke så stort. Men alligevel. Jeg begyndte at gå rundt og falde sammen i skuldrene og tænkte: Nu må det andet vel følge med. Nu kommer det nok af sig selv oppe i hjernen…”

Det gjorde det ikke?

”Det eneste, der skete, var, at jeg blev fuldstændig til grin derhjemme. De spurgte: ’Hvorfor fanden går du og ser sådan ud? Så ret dig dog op, mand!’ Jeg kunne jo ikke så godt fortælle, at jeg gik der og prøvede at ligne professor Lindhardt. Nå, men det hjalp jo heller ikke. Og så rejste jeg til København og læste videre. Men røg så ind i skuespillerkarrieren.”

Hvis du var fortsat og var blevet præst, tror du så, du ville have fået anfægtelser?

”Ja, det tror jeg da. Min far havde det også i sine sidste år. Hvilket altså – det har altid været min teori – gjorde ham til en fremragende præst. For når du får den slags anfægtelser, så tackler du også ordet på en anden måde. Du er selvfølgelig forpligtet til at forkynde. Men det er jo opgaven at gøre det forståeligt. Tale det ind i en forståelig, nutidig sammenhæng. Gøre noget, der er sagt for to tusind år siden meningsfuldt. Når du nu spørger, om jeg har min barnetro i behold, så – ja. Men hvis man først begynder at reflektere for meget over tro, så kommer man ud på dybt vand. På den måde forstår jeg godt, at Thorkild Grosbøll har problemer med en ’skabende og opretholdende gud’. Der er hele tiden tvivlsspørgsmål i teologisk sammenhæng. Tænk bare på ’det evige liv’. Da P.G. Lindhardt engang sagde, at der ikke var noget evigt liv, blev der jo en helvedes ballade. Dér tager man virkelig noget fra folk…”

Men han var en klog mand?

”Ja!”

Siger Ulf. Og dukker hovedet mellem skuldrene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *