Kristian Halken som diktatoren i ‘Hvad diktatoren ikke sagde’ på Husets Teater (foto: Erika Svensson) 
STÆRKE TEKSTER
Knivskarp, ny europæisk dramatik spillet på Husets Teater som readings, d.v.s. med bogen i hånden og uden store armbevægelser.
****
CPH Stage ruller mod sin finale i denne weekend. På Halmtorvet har Husets Teater været stærkt aktiv deltager i festivalen med sin egen ’Festival og European Contemporary Playwrights 2015’ – et næsten ugelangt opbud af nye europæiske skuespil, spillet på den facon, som disse readings bliver afviklet på hvert år.
D.v.s. som læsninger. Stykkerne spilles af professionelle skuespillere med manuskriptet i hånden. Professionelt instrueret, men med ekstrem kort prøvetid.
Meningen: Vi skal få nogle prøver på ny dramatik. På en handy måde, uden det store udtræk, med teksterne som det centrale, en slags: Nu skal I bare høre, hvad der pusles med rundt i krogene.
Hvad giver dét så?
Jo. Det giver stof til eftertanke om forskellige typer af oplevelser af internationalt teater, når vi f.eks. i den ene ende af CPH Stage-dagene har set et tysk gæstespil som ’The Kafka Legend’, der med det store udtræk fortæller om Kafka, og gør det med en mobilisering af en stribe skuespillere og dansere og vældige sproglige udfoldelser på engelsk tysk og dansk. Overordentlig velindstuderet – men med en effekt som Viel Geschrei og Viel Wollen og ikke så meget andet.
TANKEVÆKKENDE
Her ved afslutningen af festivalen ser vi så et stramt engelsk skuespil af den engelske dramatiker Chris Thorpe, sat præcist på scenen i et enkelt arrangement, knugende i sin effekt – tre historier om enkelthandlinger, der har rystende konsekvenser. Og altså spillet fra bogen, uden de store armbevægelser af Iben Dorner, Troels Lyby og Esben Smed. Med Simon K. Borberg som instruktør.
Den rå tekst, så vi spidser øren. ’There has possibly been an Incident’ lyder den ironiske titel.
Teksten er det helt centrale. Ingen armsving.
Tankevækkende.
Lige som det andet stykke, der blev spillet denne festival-finaleaften på Husets Teater. Fra kanten af det europæiske – forfatteren er tunesisk, hedder Meriam Bousselmi’, men skriver på fransk, som er modersmål for mange tosprogede tunesere.
Det er en mageløs monolog – på Husets Teater opført af Kristian Halken i Jacob F. Shokkings instruktion. Titlen er ’Hvad diktatoren ikke sagde’.
Diktatoren er Ben Ali, den tunesiske præsident, der blev afsat ved den såkaldte Jasmin-revolution efter 28 år som diktator i Tunesien. En tidligere general og sikkerhedschef, der satte sig på magten i 1987 og blev siddende indtil den dag, han blev afsat i begyndelsen af 2011 og flygtede til Saudi Arabien.
I ER FØDT FEJE!
Hvad sker der i hovedet på denne mand, der nu sidder i luksuseksil på den arabiske halvø?
Ingen ved det. Men Meriam Bousselmi tænker sig til det. Hun lader ham holde tale. Hun forestiller sig alt det, han kunne sige, hvis han åbnede for sine inderste tanker og lagde dem på bordet. Tanker, der handler om, at han har regeret et folk af idioter, et folk, der keder sig og bare skulle proppes med løgne og oppustede historier. En befolkning, man kunne tage røven på, hvis man bare var smart nok. ”I er født feje!” råber han hånligt.
Som Meriam Bousselmi lader Ben Ali beskrive sin tankegang: En befolkning, der var i besiddelse af netop de misliebige egenskaber, som altid har været hans egne. Godt tænkt. At ramme diktatoren ved at lade ham foragteligt vende tingene på hovedet.
Hun lader Ben Ali tale begejstret om sin beundring for den engelske svindler ved navn Arthur Ferguson, der i 1920 formåede at sælge Nelson Statuen på Trafalgar Square for 6.000 pund til en amerikansk turist.
Sådan gør man, siger han, sådan har jeg gjort.
Kristian Halken spiller Ben Ali med ironisk troværdighed. En bidsk, men også morsom monolog om en diktator, der er i panik over at være næsten glemt. ”Jeg savner mit land!” siger diktatoren til sidst. Selvfølgelig gør han det. Et land, han med militær magt og undertrykkelse kunne hundse med efter forgodtbefindende.
gregersDH.dk
