Peder Dahlgaard og Mette Maria Ahrenkiel i ‘Trold kan tæmmes’ (Foto: Morten Kjærgaard)
TIL TRUGET, KVINDE
’Trold kan tæmmes’ er kønskamp med elegant og tvetydig udgang på Odense Teater
****
RAPPENSKRALDEN, der bliver banket på plads af sin mand og ender som en mjavende missekat. Trolden, der bliver tæmmet. Eller som titlen lød i den gamle Lembcke-oversættelse: ’Den arrige kvinde, der blev tam’.
Shakespeares historie om Katerina og hendes betvinger Petruchio er god hver gang – ’hver gang’ er i øvrigt ikke så lidt, for ’Trold kan tæmmes’ må nok være det mest spillede Shakespeare-skuespil herhjemme, bortset fra ’Hamlet’ og ’Romeo og Julie’.
På Odense Teater kan man så igen give sig til at gisne om, hvor Shakespeare helt præcis ville hen med historien – bortset fra at fylde den med et lille vognlæs af skæg og ballade, forvekslinger, forklædninger og forvirringer.
LIGEKVINDERNE
Tæskes det arrige monster Katerina virkelig 100 pro cent på plads?
Vi har set en stribe af versioner også i vores generation af Katerinaer, der hver gang ophidser kønsbevidste ligekvinder med den berømte falden-til-føje tale i stykkets slutning. Og jeg er sikker på, at den overdådigt dejlige Mette Marie Ahrenkiels ømme finalemonolog og slentren mod dynerne med Petruchio også vil blive opfattet af de fleste som et solidt nedfaldsæble i al den jublende kvindekampsnak.
Mere end det, som det nok snarere er: En erotisk betagelse, der hurtigt kan afløses af genfødte mundhuggerier. Katerina er helt i rødt, så nogle vil opleve rødstrømperæsets håndfaste nedtur.
De har næppe ret. Der lurer en speget tvetydighed i fru Ahrenkiels smil. Og man kan vist også roligt – i samme situation – fortolke triumfen i det bløde rovdyr Peder Dahlgaards glade grin som blåøjet overmod.
Han står til ny spanking, måske allerede i dynerne. Hans ’Sådan kan man med ømhed myrde koner’ forbliver et mandschauvinistisk postulat. Formuleret håndfast f.eks. i programteksten til den stumfilm-version, Nordisk Film producerede allerede i 1915, hvor konklusionen lyder: “Det stærke Køn kan sejre – som det sig hør og bør”.
SIDEHISTORIER
Opbygningen af dette skred – fra rasende hidsighed og vrangvillighed til tilsyneladende føjeligt lam – er som et forstudie i ægteskabelig magtkamp med finter, bagholdsangreb, ulogisk påståelighed.
Det er pakket ind i sidehistorien med lillesøsteren Bianca – en nuttet Christina Gaski – og i komplicerede intriger for at køre om hjørner med de to pigers far, hr. Baptista – en Kurt Dreyer, der spiller rollen som forbløffet tumling, en Mester Jakel Teater-figur, man kan flytte rundt på og lege blindebuk med, hvad han da også bliver af hele spillergalleriet på underholdende vis.
Instruktøren Jens August Wille har valgt at kyle Shakespeares for- og efterspil til komedien ud. Næsten.
Shakespeares rammefortælling med en Jeppe på Bjerget-agtig fortælling om en arm håndværker, der oplever hele komedien efter recepten: ’Jeppe i baronens seng’, er reduceret til Peder Dahlgaard som vor tids arme ægtemand, der ikke kan få fred ved computeren for barneskrål fra børneværelse, slumrer ind og drømmer sig til Petruchio-rollen, powerbanan udi egen drømmetydning.
VELOPLAGT DISTANCE
Det er en måde for instruktøren Jens August Wille at holde komedien ud i strakt arm som en skæv leg og distancere intrigen fra dybere psykologiske undertoner. Alle spiller med en veloplagt distance til deres figurer, og det klæder endnu engang det fine ensemblespil, som er så karakteristisk for Odense Teater.
I samme åndedræt er Camilla Bjørnvads ustandselig roterende dekoration – med en mur af ind- og udgange god til at stimulere tempo og afveksling. Selvom den i det lange løb paradoksalt nok også kommer til at pille noget af lystigheden ud med sin mørke tyngde og fylde på scenen.
