'Come together' Beatles teaterkoncert Gasværket 9.9.09 Anm.

Gasvaerket,Come together 9.9.09 

Jens Jørn Spottag, Jimmy Jørgensen, Mark Linn og Sara Grabow i ‘Come together’ (Tegning: Claus Seidel)

INGEN HØJERE

Beatles-showet ’Come together’ i Gasværket ligner den ultimative teaterkoncert.

******

Det er rent gys. Strittende nakkehår. Tilbageholdt åndedræt. Dér toner Lotte Andersen ud af mørket på toppen af en trappe og synger ’Yesterday’ med den sprødeste stemme til et hårfint akkompagnement, ikke strygekvartet som i originalen, noget endnu blidere. En eller anden publikummer taber en lakridspastil – det er som et bombenedslag.
Hvad forventer vi? Hvad ser vi? Lotte Andersen står som en søjle på toppen af en trappe, formummet som en nonne af karmelitterordenen. Eller er det Maria Stuart på vej mod skafottet?
Så får hun selskab – et panorama af sære skikkelser: Jimmy Jørgensen, trådt ud af fortiden som én fra renæssancekætteren Savonarolas slæng af outsidere, Mark Linn – er det den sindssyge Christian 7. i traume? – så Martin Greis, den af sceneteknikken så forulempede – hjemvendt fra skadestuen, nu iklædt Napoleons-uniform. Og endnu flere forbløffende figurer: Bl.a. Jens Jørn Spottag – er han Stig Lommer genopstanden i hvid smoking og klar til med en elegant håndbevægelse at skyde en ny efterårsrevy i gang?

DET ULTIMATIVE

Vi er beredt på hvad som helst. Beatles’ Sergeant Pepper-album viste Liverpooldrengene i gaggede uniformer – det er deres musik, vi skal pejle os rundt i gennem det næste par timer i Gasværket, og gerne i en iklædning, der bringer os på bølgelænge med det psykedeliske univers, der var Beatles’ og vores i de sene 60’ere.
Nostalgi selvfølgelig. ’Yesterday’. Tilbageblik.
Det er det – også. 31 Beatles-numre, tekster og melodier. Men sandelig også et universelt tidløst ryk ud i nutid, tilbage i dyb fortid, frem i livet med et teatershow, der på en måde er i retning af det ultimative i genren teaterkoncert.

VÆGTLØSHED

Alt sat på spidsen i retning af at bruge rummet, musikken og skuespillerne i et ekstrem visuelt, stereofonisk orgie af lyd og bevægelse. Jimmy Jørgensen turnerer som en satellit ’Across the Universe’, syngende med stængerne i vejret og hoved ned, en position, som vi ellers mener, kun nyfødte kan overleve mere end to minutter. ’I am the Walrus’ afleveres af hele banden som noget i retning af en fotomanipulation: Vandrende på loft og vægge i Fred Astaire-stil – vi er jo ikke idioter, og kan godt se, at de har overladt deres liv og skæbne til et sindrigt system af kabler og taljer, men det er ligegodt forbløffende og – for meget ind imellem?

GYS OG SUS

Det er ikke kun dét nummer, der sætter ’vægtløsheden’ i system. Vi lever med gyset og suset, når Mark Linn fra toppen af nowhere synger ’World Without Love’, og vi slås bagover af betagelse, når Lotte Andersen og Sara Grabow og – er det Annika Aakjær som den tredje? – kommer sejlende op af undergrunden i gevandter så højrøde, at man griber efter de solbriller, man ikke har med, for at skærme blikket for en ’Here comes the sun’, der udfolder sig som en regulær tæppebombing af rødt, som straks efter forsvinder, sådan som fata morganer nu har det med at forsvinde.

INGEN SMALLE STEDER

Så vidt, ja. Taler vi om dette show som et top- og måske yderpunkt af teaterkoncert og nycirkus, kan vi ikke slippe den blomstrende fantasifuldhed, som ikke alene Nicolaj Cederholm udfolder, men også scenografen Kim Witzel og kostumemageren Anja Vang Kragh har boltret sig med.
Og fået lov at boltre sig med, for der er ingen smalle steder.  Epoke-panoramaet i kostumerne ledsages af et vellystigt orgie af hovedbeklædninger, der rækker fra udvalgte og overstrømmende parodier på Tage Andersens og Berings mesterværker udi blomsterdekorations-kunsten til Spottags Storebælts-måge med tilhørende pladask af mågelort ned over hans hoved og skuldre. Alt er for meget. Og alt er alligevel ikke nok i denne klædedragtens og hattemodens overflod af ekstravagancer. For vi er umættelige, da fanden først er sluppet løs og flygelet flyver til tops, Mark Linn kæmper for at overleve under samme flygel, mens han synger ’I’m so tired’, slagtøj og solomusikere dukker op under loftet som engle på barokke loftsmalerier. Også min barndoms billedbibel, der varslede den slags syn. 

INFERNO

O.s.v. Indtil alle medvirkende forener sig, først i finalen af 1. dels ’All You Need is Love’ og ’Get back’ med hele skruen i vandet og tordner os til pausen med et inferno af rock.
Og så i finalen af 2. del, hvor showets titelmelodi ’Come together’ bliver en jublende coda  – indtil Cederholm klogelig med et genialt antiklimaks lader ’Because’ slutte næsten Beatles-regelret med en vokalsats af den slags, der sidder så pinligt lige i øret, at man er på nippet til at forsværge, at der ikke mimes til en optagelse. Men jo, de synger, og det er saligt, og showet lukkes, som det begyndte, med at man kunne have hørt en gajol falde til jorden, hvis den ellers var faldet.          
Kan teaterkoncerter komme videre ad denne vej? Det er svært at se, at dette ikke ligner en kulmination.

GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *