Julie Hjetland i ‘Troen og Ingen’ (Foto: Montgomery)

BROKEN HEART

’Troen og Ingen’ på Folketeatret – kan vi kaldet det en tragisk vaudeville?

Dramatiker: Jeanette Munzert. Komponist og tekstforfatter: Søren Huss. Instruktør: Per Smedegaard. Scenograf: Siggi Oli Palmason. Medvirkende: Julie Hjetland, Anna Ur Konoy, Ashok Pramanik og Albert Stein Ankerstjerne. Musikere: Niels Søren Hansen, Søren Graversen, Nikolaj Heyman, Tom Bilde og Benedikte Borum Poulsen. Producent: Svalegangen, Århus.

’Troen og Ingen’ spiller på Folketeatrets Hippodromen indtil 17. november. Varighed: 1 t 20 min. uden pause.

****

BROKEN HEART. Vi er tyet til engelsk for at ramme den særlige stemning, der er over dette stykke. Det handler om et hjerte, der er bristet, endda flere hjerter, for emnet er en unge mor, der er død ved en ulykke og efterlader sig mand, bror og veninde i sorg og desperation. Søren Huss har skrevet teksten, men vigtigere: Han har også skrevet musikken, og det er den, som tilføjer det tragiske emne det kunstneriske drag, der gør, at dramaet bliver noget andet end den sørgelige hændelse og de umiddelbare reaktioner, den får hos kvindens nærmeste.

SØREN HUSS er forsanger hos Saybia, han medvirker ikke i forestillingen, hans sangtekster og musik er skrevet og udkommet for flere år siden og blevet til på basis af hans egen personlige oplevelse. Nu bliver det brugt af dramatikeren Jeanette Munzert til et løst sammensat stykke musikdramatik – en kæde af erindringer om den afdøde tårner sig op og river i såret. Sorgen, der fanger ægtemanden (Ashok Pramanik) i anfald af desperation og vrede. En mosaik af reaktioner hos veninden (Anna Ur Konoy), der fænger ved genoplevelsen af afbrudte mobilsamtaler med kvinden. Men også pludselige kommentarer til den ulykke, der førte til kvindens død, bl.a. som nøgterne trafikteoretiske spilleregler omkring kørsel ved fodgængerovergange. Og næsten allerførst i stykket: en opringning fra en agent fra en dyreværnsorganisation, som kvinden var medlem af – hendes kontingent er ikke betalt, og dødsfald er ingen undskyldning, kvækker damen. Den scene er sjov som en revyparodi på fortinnet telefonsælger-mentalitet. Den er med til at give tragedien en vis lethed og tragedien en komisk absurditet på linje med den trafik-pædagogiske belæring.

MEN det er musikken, der fanger. Med seks scenemusikere, der gennemsyrer forløbet i velskrevne og velklingende numre, der svinger i vekslende intensitet omkring de sørgmodige tekster, ikke mindst i de sange, som Julie Hjetland præsterer med sikker, ren og forfinet kunstfærdighed. En forfinelse, som også harmonerer med scenografiske effekter og videostyrede billeder, der er tænkt med omhu. Overraskende, da stykket indleder med at en fuldt opbygget, dyster mur, som braser sammen for øjnene af os som en gjaldende katastrofe-fanfare. Og iørefaldende, da celloens dybe toner klinger sammen med Julie Hjetlands sopran. Som liv og død med hinanden i hånden.

ET interessant stykke, sært skruet sammen, men originalt. Genre? Kan vi tale om en tragisk vaudeville?

gregersDH.dk