Kasper Leisner, Lars Brygmann og Paprika Steen i ‘Toves værelse’ (tegn. Claus Seidel)

PÅ AFGRUNDENS RAND

Paprika Steen og Lars Brygmann fræser igen hinanden til afgrundens rand i dramadoc’en om Tove Ditlevsen og Victor Andreasen på Folketeatret.

Dramatiker: Jakob Weis. Iscenesætter: Kasper Wilton. Scenograf: Stine Martinsen. Medvirkende: Paprika Steen, Lars Brygmann. Kasper Leisner og Bente Eskesen.

’Toves værelse’ spiller på Folketeatrets St. Scene indtil 16. maj. Varighed: 2 t. inkl. pause.

******

DEN er enormt velkommen tilbage, den forestilling på Folketeatret. ’Toves værelse’ havde premiere første gang for præcis tre år siden, den 8. april 2016. Den kom dengang næsten som en dramatisk udbygning af Sort Samvittigheds ’Tove, Tove, Tove’, der lige havde sendte Tove Ditlevsens digte i luften på Det Kgl. som en sværm af poetiske budskaber om kærlighedens lykke og trængsler.

DET samme gentager sig nu. ’Tove, Tove, Tove’ spiller ufortrødent på Det Kgl. og sluges af et sultent publikum, og ’Toves Værelse’ supplerer nu igen med Jakob Weis’ nervepirrende dramatisering af Tove Ditlevsens roman ’Vilhelms værelse’. Værelset, der i titlen og på scenen blev til Toves, hvad der hverken gør fra eller til. Vi befinder os igen i det ’værelse’, den lejlighed, de to, digteren og Ekstra Blad-chefredaktøren Victor Andreasen, boede sammen i i en årrække i 1960’erne, hjemstedet for opslidende ægteskabelige magtkampe, en uafladelig vekslen mellem favntag og slagsmål, rå eller spidsfindig nedgøring af hinanden, nærmest strindbergske udløsninger af hån og spontane, verbale bagholdsangreb, øjeblikke af tilnærmelser og erotisk besættelse af hinanden – det hele som en sortglødende baggrund for den digtekunst og de romaner, der skød som paddehatte – skønne eller giftige – op fra bunden af hendes digtersind, og som drev ham, den tilsyneladende skråsikre, intellektuelle begavelse, på desperat og panisk jagt efter en slags fodfæste i sit eget liv.

PAPRIKA STEEN er måske endnu en tand mere det sårede rovdyr end for tre år siden. Endnu mere den ramte, der bevæger sig på afgrundens rand, klamrende sig til det umulige, lige som Lars Brygmann i stand til at mobilisere uudtømmelige kilder af besk humor, ildsprudende udnyttelser af sin partners blottelser, formuleret med knivskarpt vid. Også hos Lars Brygmann med splinter af smerten over ikke at kunne få fat i det ægte hjerte og den varme, der huserer i dem begge.

ROLLEN som Klaus Rifbjerg er nybesat med Kasper Leisner. Dengang blev rollen spillet af Andreas Jebro. Leisner har som Jebro godt fat i den temmelig ydmygende rolle som boksebold, den bløde intellektuelle humanist, den velmenende og berømte forfatteren, som det ligger lige for at latterliggøre – både for Vilhelm og Tove i irritationen over den feterede succesdreng fra det bedre borgerskab, der fører sig frem glat, diskret, velmenende og lettere højrøvet.

SAMTIDIG er Sarah Boberg nu erstattet af Bente Eskesen, lige så både komisk og uhyggelig i sin korte dukken op som først den kølige, servile hushjælp – i 2.akten som den lammende robot af en sygehjælper på den psykiatriske hospitalsafdeling, Tove er indlagt på. Det er toppræcist karakterskuespil.

HVIS jeg husker Vibe Wredes iscenesættelse for tre år siden ret, så har Kasper Wilton nu som instruktør tilført forestillingen de gys af skygge- og lydassociationer til et par af de korte scener, hvor den narkoramte og psykisk udsatte Tove er efterladt alene på scenen. Men det kan være en erindringsforskydning. Det er i hvert fald stærke og velberegnede effekter.

gregersDH.dk