Skuespillerholdet i ‘Tom Waits Teaterkoncert’ (Foto: Jan Jul)
TÆNDERNE I TOM WAITS
Nyeste teaterkoncert-skud: Tom Waits i al sin hidsighed. Leveret af afgangsholdet på skuespillerskolen i Aarhus.
****
DET måtte jo komme. Og det er helt ok – i al sin mondæne hidsighed: En Tom Waits Teaterkoncert. Oven på Nick Caves knogleraslende, sorte hul. Oven på Beach Boys glade cowboy-jodlen. Oven på…ja, Lars Lilholts jordnære betroelser – for ikke at tale om københavnske gadedrenge og –pigers swingende huseren i loft og gulvhøjde med ’Gasolin’.
Aarhus Teater, Aalborg Teater, Gasværket, Aveny T, Edison – mange har været der og flere kommer til.
’Teaterkoncert’ er løsnet lige nu. Så når Aarhus Teaters Skuespillerskole har et afgangshold, der sætter tænderne i Tom Waits-sange, så er det trend. Og alligevel forfriskende, fordi de fremstormende nye skuespillere pisker løs på sange og tekster med en altædende appetit. Der skal demonstreres talent. Og det bliver der.
HUG OG BLUES
De starter ud af kulsort scene med en smældende ’Step right up’, knaldet ud på linje mod publikum, et verbal-ekvilibristisk ensemblenummer, der ufortøvet sætter kursen. Her skal vi have tekster lige i masken.
Og det fortsætter med individuelle numre, små og større ensembler, en kædedans af waits’ske figurer, bøsser, ludere, drukkenbolte, kærester, slagsbrødre, ensomme musikanter. Cubansk dansebule, værtshusstemning hvor som helst, fræk nonchalance og søvnig morgengnækken. Satiriske hug til borgerskab, kærlighedssange i blueshumør og sort humor.
Samtlige tekster i originaludgave, sunget på engelsk – af den besværlige, men ok grund, at Waits er enormt nærtagende med misbrug af sit stof.
Forestillingens instruktør Eva Jørgensen har faktisk oversat samtlige tekster til mundret dansk – de hænger i glas og ramme i Studio Scenens foyer. Men bruge dem uden accept fra Waits kan åbenbart få brænde til at falde ned.
Det siger til gengæld noget om den anglofile kultur, vi lever i, at skuespileleverne synger teksterne i al deres rablende jargon uden særlig hørbare skæverter.
MUSIKALSK
Jeg skal ikke uddele noter til karakterbøger. Jævnbyrdigheden i talent er stor. Først og fremmest afslører de otte skuespillere høj musikalitet, de går ikke af vejen for at gå til slagtøj, gribe trompet eller hvad det kan være, og sangligt mærkes det, at de føler sig på sikker grund med hver deres næb.
Glimrende suppleret af nogle jævnaldrende musikere på bas, guitar og klaver. Der Kapelmeister himself, Niels Søren Hansen, har cool overskud til det berømte nummer ’The piano has been drinking’. Afleveret på det opretstående, som i øvrigt flagrer i rødmalede miniudgaver scenen rundt som rekvisit i det mørke lokale, der har en flimrende baggrund af en million sko i raffineret lyssætning.
Navnene på de otte? Bid mærke: Katrine Beck Ibsen, Sigurd Holmen le Dous, Ashok Peter Pramanik, Christine Sønderris Frederiksen, Daniel Livbjerg Bevensee, Christian Gade Bjerrum, Merete Damgaard Mærkedahl. (Det er saftsuseme ikke blevet enklere med alle dem, der i vore dage skal have både mors og fars efternavn med! Hvor skal det ende?)
FRISK SLAGKRAFT
Forestillingen er – trods skarpt scenisk udtryk, mørke og lys, sminkede, kjoleklædte medvirkende og stor differentiering – mere enkeltnumre og koncert end de andre teaterkoncerter, vi ser.
Og Waits stanget ud med frisk slagkraft. Ikke så køligt stiliseret, som hans sange blev udnyttet af Robert Wilson i opsætningerne af ’The Black Rider’ og ’Woyzeck’ på Betty Nansen. Der er snarere en tone af Weil/Brecht over denne teaterkoncert.
Og hvorfor dukker PH’s ’Cigaretter og Whisky og nøgne pier’ op i baghovedet, mens man sidder der? Måske fordi der er mere cabaret-agtig ironi i forestillingen end Waits selv lægger i sangene. Den burde i øvrigt være en mulighed som eksport til København. Ligesom Nick Cave.
GregersDH