SE MIG!

Fredericia Teater kaster fire af sine musical-talenter på banen i et stykke, der handler om dem selv.

’Title of the Show’ spiller indtil 23. februar

***

– SE mig!! Gisper den lille elefant på forsiden af en kendt børnebog. Elefantungen står på hovedet. Stolt.
At være synlig! Det er pointen i den lille musical, som Fredericia Teater med sin eksplosive energi nu kaster på bordet med premieren på [Title of the Show].
Sådan hedder den. Med klammer omkring og det hele, vi er ude i hjørnet af hjerneskuffen, hvor den ikke eksisterende plan – derfor også den ikke eksisterende titel – til en ny musical skal graves frem af de mudrede hjernevindinger.
Der er nemlig stort kun én ide til stede i mudderet: Jeg vil ses! Se mig! Ligegyldigt hvordan. Den idé er til gengæld glasklar og alt afgørende. To unge fyre beslutter sig for at skrive en musical. De aner ikke, hvad den skal handle om – men så kunne den jo handle om, at de ikke kan finde på andet end en historie om, hvor idéforladte de er, men hvor helvedes gerne de vil frem i verden og blive set.

ALT OG INGENTING 
 
Den er vi så med på i halvanden time. Den halvanden time, ‘Title of the Show’ varer.
Altså en slags meta-teater. Teater om teater. Som på den pudsigste måde bliver teater om – ingenting. Ingenting andet end luftfyldte ambitioner. Besværet med at lave teater, og snakken om hvorfor man så gør det. Det er i sig selv ganske underholdende, de to unge forfatter-aktører har fisket et par veninder ind som makkere, piger skal der jo være med, det er altid godt.
I virkeligheden er det, vi overværer, Fredericia Musical Teaters selvironiske gisp af ambitioner, det infernalske gå-på-mod og drømmene om at få brugt spillernes veltrænede stemme og kropskræfter til noget, der kan gøre dem kendte, berømte, bringe dem til det, der er det største: Optræden i København, måske videre ud i verden, der er ingen grænser.
Det kan godt være, at forlægget til ’Title of the Show’ er amerikansk og ikke spor anderledes i sigtet dér. Men vi er umiskendeligt på Fredericia-jord, og publikum jubler, for handling, dialog og sangtekster har fast grund under fødderne i teatrets egne fremstormende aktiviteter.
De vilde krumspring for at finde på handling og facon på stykket, flytter sig ikke fra visionerne om at komme på. D.v.s. – et eller andet sted for enden af hjernevindingerne dukker ind imellem diskussionerne op om, at en forestilling måske også kunne dreje sig om noget, sådan for alvor.
Men nej – dette her kan kun handle om at blive kendt, få en Reumert-pris, blive hyret til større teatre, ligegyldigt med hvilke midler. Måske skulle man få Cecilie Stenspil med i forestillingen? Måske en anden kendt? Men nej, for søren, det er jo os selv, som må skabe noget, der gør os kendte!

LINEDANS

O.s.v. i en alt for lang historie, der aldrig flytter sig fra kernen, men lever et godt stykke hen ad vejen på sin alenlange linedans mellem at gøre grin med egne ambitioner og samtidig mobilisere dem af fuldt hjerte.
Vi er til lokal musical-skolekomedie. På avanceret plan, fordi de fire aktører, Bjørg Gamst, Maria Skuladottir, Lars Mølsted og Thomas Jensen samt musikeren Thomas Møller er skarpe, pågående, drevet af spillelyst og
teknisk kan ret meget.    
De vil blive genkendt i nye og andre sammenhænge som her-kommer-jeg spillerne: Se mig!

gregersDH.dk