Carsten Svendsen, Silas Holst, Lea Thiim Harder, Maji Clair og Al Agami i ‘The Book of Mormon’ (Tegn.: Claus Seidel)
PROPPET MED KLICHÉER
’The Book of Mormon’ er grænseoverskridende – især i pr-lanceringen.
Forfattere: Trey Parker og Matt Stone. Komponist: Robert Lopez. Iscenesættelse: Kasper Holten. Scenografi: Steffen Aarfing. Kapelmester: Mathias Grove Madsen. Medvirkende: Silas Holst, Carsten Svendsen, Lea Thiim Harder, Robert Bengtsson, Al Agami, Simon Nøiers, Emil Birk Hartmann, Henrik Lund m.fl.
‘The Book of Mormon’ spiller på Det Det Ny Teater. Varighed: 2½ time inkl. pause.
***
DU godeste. Hvad der dog er proppet af fordomme, klichéer, pseudo-frisind, ægte latterliggørelse og forstilt tolerance i den mormon-forestilling. Plus larmende, massivt talent på scenen, storartede skuespillere, sangere og dansere til en musik, der har alle amerikanske musicals standardmål af velsmurte og glansfulde melodier, sentimentale og vittige lige ud af den roterende, besnærende pølsemaskine af jazzificerede rytmer, som ofte hører genren til.
GRÆNSEOVERSKRIDENDE? Det skulle da være i den opreklamering, forestilling har været udsat for som bedste internationale musical til dato, en verdensbegivenhed – ’The best musical of this century’, skriver New York Times. Og påstået grænseoverskridende i dens frækhed og humor, der har fået hårene til at rejse sig af latter, hvor ’Book of Mormon’ bliver spillet. Blevet til i slipstrømmen af den absurde stil, som vi kender fra Monty Python, John Cleese, Halløj på Badehotellet etc, engelsk humor, der stensikkert kender stregen, men træder over den med tungen i kinden og pokerface tilføjet et fiffigt, stenet og gådefuldt smil. Skægt udnyttet af amerikanerne med en tegneserie som ’South Park’, en satirisk samfundssatire, der for en generation siden kastede sig henrykt over menneskehedens lattervækkende hverdagsliv med bølger af lattervækkende og provokerende realisme. Allerede nu en smule altmodisch.
FORFATTERNE til ’South Park’ viderefører ide og metode i ’Book of Mormon’, der lige lige så flittigt opererer med vores begreber om, hvad der er komisk. Stykket er en ophobning af muntre skrøner om den sekt – mormonerne – som en fyr navn Joseph Smith fandt på at grundlægge for to hundrede år siden. Han påstod, han havde fundet nogle gyldne tavler med sære hieroglyffer i jorden i sin have. Tavlerne tolkede han sammen med en eller anden engel, der nedsteg fra himlen til ham. Tavlerne fortalte, at mormonerne var jøder, der engang før år nul udvandrede fra Israel til Amerika og grundlagde sekten.
HELT absurd. Om muligt mere absurd end kilderne og oprindelsen til de fleste andre religioner, sekter og trosretninger kloden rundt. Men glimrende som komisk baggrund for, at to mormoner – unge Price og unge Cunningham – i musicalen bliver sendt fra hovedkvarteret i Salt Lake City til Uganda i Afrika for at missionere og bringe budskabet om Joseph Smith ud til de vantro. En opgave, der bliver et baghold af kulturchok for den trosforstyrrede alvorsmand Price – og makkeren Cunnigham, der ikke aner, hvad der er op og ned – ikke på mormonernes bog, og ikke på Uganda og afrikanerne, og slet ikke på sig selv, da han skal omvende pigen Nabulungi. Silas Holst og Carsten Svendsen har rollerne som de fortumlede apostle og gennemfører dem med smæld. Lea Thiim Harder er Nabulungi med musicalens kønneste sang på læben sunget fra hendes tårnhøjt placerede hytte – scenograf Steffen Aarfing fabulerer med på de lokales forestillinger om N.Y.s skyskrabere. Og leverer derudover sammen med Kasper Holten, der har iscenesat, et pragtstykke i 2. akt af en helvedesvision med bulder og brag, mormonernes dommedags-forestilling.
STYKKET blomstrer af sort humor, så sort som den befolkning, der skal omvendes. Og mere sort end ugandesernes påståede forestillinger om, at man f.eks. kan kurere AIDS ved at bolle med en jomfru eller et spædbarn. Ha, ha. Hvor sjovt. Ligesom de mener, at clitoris-omskæring er en ren festforestilling blandt de vilde. Vi griner videre. Som vi griner henrykt af de to mormonske fjollehoveder, der missionerer løs uden at vide, hvad der står i deres egen hellige Book of Mormons. Og ikke aner, hvad det er for et land, de er sendt ud til. Kun kender det fra Disneys ’Løvernes konge’.
VI griner, som vi grinede af Muhammed-tegningerne – indtil vi blev tavse. Som vi grinede af Jens Jørgen Thorsen, da han malede Jesus med stiv pik på muren på Allerød Station – eller ikke grinede af, for dét kom alligevel for tæt på. Den pæne station i den pæne forstad!
VI er lattermilde, selvom komikken har svært ved at rumme at nogle af os kalder sorte for negre. Og selvom vi fjerner ’Sorte’ i ’Lille sorte Sambo’. Og bornert stryger ’På Vesterbro en neger gik’ fra sangbøgerne. Og ikke må lade ’Elefantens vuggevise’ kulminere med ’I morgen får du en niggerdreng, og ham kan du bruge som rangle’. Eller bliver snerpede, når fodboldspillere overstadigt og ud i det blå råber ’Store patter’ i omklædningsrummet efter en sejr, selvom det åbenbart er den bedste belønning, de kan forestille sig.
DET er dristigt af Det Ny Teater at sætte ’Mormonbogen’ op. Forestillingen er imponerende gennemført, farverigt kostumeret, godt sunget, danset og spillet. Men gammeldags. Forældet i tanke og målretning, hvor den måske ville have været provokerende for en generation siden. Latterliggørelsen af det sorte Afrikas indbyggere ligger smukt på linje med den oldnordiske tankegang hos præsident Trump, jfr. dagens udsagn.
SÅ måske skal vi alligevel kalde den aktuel?
gregersDH.dk
