Marie Bach Hansen, Olaf Johannesen og Steen Stig Lommer i ‘Requiem’ på Betty Nansen (tegning: Claus Seidel)
HVOR MENNESKER MØDES
Forbløffende og forrygende drama på Betty Nansen. Peer Hultbergs roman ‘Requiem’ som teater.
Peer Hultberg: ’Requiem’. Roman dramatiseret af Karen-Marie Bille. Iscenesættelse og scenografi: Jacob A. Shokking. Musik: Gert Sørensen. Medvirkende: Lise Baastrup, Marie Bach Hansen, Elliott Crosset Hove, Solbjørg Højfeldt, Andreas Jebro, Olaf Johannesen, Steen Stig Lommer og Julie Agnete Vang.
’Requiem’ spiller på Betty Nansen Teatret indtil 18. februar. Varighed: 2½ time.
******
KUNNE det lade sig gøre? At omplante Peer Hultbergs vældige roman ’Requiem’ fra 1985 til scenen? Én gang til?
JA, det kunne så. Første gang var i 2009, da Københavns Musikteater i Kompagnistræde præsterede ’Villa Requiem’, en forrygende collage over romanen, der i sig selv er en collage – 537 tekster bakset sammen i en slags hulter til bulter, tanker, udsagn, iagttagelser. Dyk i, hvad Hultberg ser og oplever og fabulerer videre over i sit hoved, mennesker, der passerer på hans vej, flygtigt, men som han aflæser, fortolker, digter på, som det nu falder ham ind. Teksterne sætter hans fantasi i gang. Anders Rudoplh iscenesatte dengang ’Requiem’ til en ’butique requiem’ – et kæmpemæssigt Røde Kors nødhjælpsarrangement, møbler, indbo, effekter af alle mulige arter fyldte teatret gennem indgang, trapper op og det store teaterrum som et overvældende, scenografisk akkompagnement til teksterne, som blev afleveret af Lotte Andersen, Benjamin Boe Rasmussen og Allan Klie, nogle af dem gjort til sange. Kenneth Thordahl skrev musikken til. Ret overvældende.
OG NU. På Betty Nansen er Jacob A. Shokkings metode en anden. Den begavede billedmager har også iscenesat og instrueret, han har otte skuespillere, han har fået leveret et manuskript af den trænede dramaturg Karen-Marie Bille, den enorme slagmark af ord og tekster er barberet ind til 150 ud af bogens 539. og Shokking har valgt musik, skrevet af percussionisten Gert Sørensen, som vi også så og hørte Shokking arbejde sammen med for nogle år siden i den tunesiske forfatter Meriam Bousselmis skarpe ’Det som diktatoren ikke sagde’. En musik, der ikke et eneste øjeblik griber ind og tager opmærksomhed fra spillet og teksterne, men hele tiden fanger floderne af situationer, monologer og ordvekslinger og er med til at skabe en overraskende sammenhæng af pointer, der hver for sig tilsyneladende peger i vidt forskellige retninger.
TILSYNELADENDE. Ægtepar, der får petitesser til at vokse til dramaer, latterlige små uoverensstemmelser, der vokser til blodig vold. Mindreværdskomplekser, der bider sig fast i sjæle. Misundelser over for kolleger. Tilsidesættelser, der gnaver. Blinde eller seende lyksaligheder, der gror eller kuldsejler – det er en kædedans af, hvad enhver kan registrere hos sine medmennesker, måske bare tænker et øjeblik, måske skrinlægger et lumsk sted i baghovedet, men som Hultberg bearbejder og udvikler i komiske, nogle gange ondskabsfulde, nogle gange hjertegribende, lynsnare dissekeringer. Og som skuespillerne på holdet kort og knapt gør til levende teater med ekstrem præcision.
SOM en dødsmesse over de levende samler ’Requiem’ hele den serie af ’syv dødssynder’, som Teater Republique og Aarhus Teater i øjeblikket slipper løs for øjnene af os. Hultbergs sarkasme driver vidt: “Jeg glæder mig til at ligge i kisten/mens forrådnelsen går sin gang/Og alle jeg elsked/De græder af glæde/Dans jubel og sang”.
SHOKKING har i ’Requiem’ udviklet en teknik, hvor han effektfuldt får de mange scener til at hænge sammen i en blanding af video og stills, hvor de medvirkende nogle gange fører korte, live dialoger på dobbelte storskærme, og i øjeblikke lever et sitrende stumt liv i et slags fællesskab på et kontor eller på gaden, kender hinanden, men alligevel ikke kender hinanden, hvor de medvirkende kommer og går ind og ud af scenebilleder, som om de har noget med hinanden at gøre og som om der er logisk, handlingsmæssig videreførelse fra scene til scene, hvad der ikke er. Og dog: Alle befinder sig i den samme, kollektive ensomhed.
SHOKKING formår at gøre det hele til et spil om ligegyldigheders magt over mennesker. Billederne skifter umærkeligt fra scene til scene, hver eneste scene lever på intens dramatik, associerer konkret eller forstummer visuelt for at lade ordene tale. En enkelt scene vokser i rytme og form helt specielt og blændende timet. Olaf Johannesen, så isoleret og ensom som hver eneste af de andre, udskifter sin ensomhed med at etablere et værtshus og overlade det så lidenskabsløst som Bogart i ’Casablanca’ til sin skæbne. Det fylkes af gæster, der som robotter taler og snakker mere og mere, råber til hinanden, men ikke hører efter – om deres druk, deres sex eller ikke-sex, bedrag, homo eller hetero. Det er som et kludetæppe af vox pop, mens han bare sidder der uanfægtet.
INGEN normal dramaturgi, ingen fortælling herfra og dertil, begyndelse, klimaks og slutning. Kun hverdag. Genkendelighed. Uforskammet genkendelse af hverdagsdetaljer. Minimale skred hos mennesker. Skred, der kan ændre alt i deres tilværelse. Eller lejre sig i det skjulte og æde dem op.
FOR store dele af publikum var ’Requiem’ denne aften en oplevelse, som de var nogle minutter om at leve sig ind i og få på plads som teater. Måske på grund af, hvad vi kom fra denne lørdag eftermiddag ved den tredje opførelse af ’Requiem’ efter premieren på Betty Nansen i torsdags. Den fyldte sal summede, før tæppet gik: Wosniacki!! Så I det? Alle kom direkte fra tv-skærmene med transmissionen af Australien Open. Denne enerverende slutning på en rasende jævnbyrdig finale, hvor en detalje afgjorde noget i retning liv og død. Som hverdagslivets hasarderede tilfældigheder sat på spidsen. En mærkelig parallel til det, ’Requiem’ handler om.
SENSATIONELT godt og vedkommende teater, jo mere forestillingen udvikler sig. I programmet kalder journalisten Bjørn Bredal historien en ’Dødedans for Europa’. En politisk drejning, der kan overvejes. Du kan også hævde, at klodens 6 milliarder menneskehed deltager i dansen. Hvor mennesker mødes opstår ikke bare sød musik, som Schade digtede. Men også grå, tavse tanker. Overalt. Når de mødes med sig selv.
gregersDH.dk
