Sara Fanta Traore og Nana Morks i ‘Tatovering’ (tegn.: Claus Seidel)
Teenage-ramasjang og smertefuld død i ét stakåndet åndedrag
Anna Malzer stormer ind på sit Mungo Park Teater med dramatisk smæld
Dramatiker og instruktør: Anna Malzer. Scenograf: Simone Bartholin. Medvirkende: Nana Morks og Sara Fanta Traore.
’Tatovering’ spiller på Mungo Park Teatret i Allerød. Varighed: 1 time. Uden pause.
*****
ANNA MALZER hedder hun. Hun er 27 og lige blevet direktør for Mungo Park Teatret i Allerød. Der skal ske noget, siger hun. Og det gør der. Hun har dårligt nok sundet sig oven på sit første opus på Mungo Park – ’De hovedløse’, som hun instruerede, og som var et frisk scenisk tag på situationen med De Gule Veste-oprøret i Frankrig – før hun er videre med speederen i bund for at skrive ’Tatovering’. Skrive stykket, få det indstuderet og sat til premiere nu denne fredag aften. Det hele undfanget i et sus af inspiration.
EN times rastløs dramatik – to personer på scenen, eller er det kun én? Ja sådan er det. For de to skuespillere Nana Morks og Sara Fanta Treore er én og samme person i to udgaver, den ene en pige i tyverne, den anden teenager.
DEN første fortæller i korte glimt om en far, der er kræftramt og ligger for døden, noget fjernt og samtidig frygteligt nærværende i hendes bevidsthed. Har hun forsømt ham. Glemt ham? Næh. Han har åbenbart forsømt hende. Nu plages hun af hans stadige tilstedeværelse i livet og af sin egen dårlige samvittighed. Uholdbart. Ligesom hendes turbulente tanker, som hun konstant insisterer på ikke drejer sig om hende selv, men er tanker, der kører i hovedet på en anden, en fiktiv person, som hun bygger op som skjold mod sin pinefulde samvittighed.
Og så den anden, teenagepigen, hendes yngre dobbeltgænger, der blotlægger sit vitale ragnarok af erfaringer med brysterne, der blomstrer, underlivet, der koger, fyrene, der bestormer, det første knald på kældergulvet – et forvirrende virvar af provokationer, som formuleres i et lige så dynamisk sprogligt virvar. Forvirrede, men meget konkrete afspejlinger af en forsømt opvækst, en pige overladt til sig selv.
DER er enormt tryk på. Oplevelser, erfaringer og konklusioner falder over deres egne ben. Det kommer alt sammen som stormfulde skvulp. Ind imellem i et sammenspil og modspil mellem de to udgaver af pigen, den ældre og den yngre. De diskuterer med sig selv. Eller dissekerer den samme oplevelse med modne mænd, der gnasker på unge piger, og pludselig en eller anden smart fyr, der skrider helt ud af hverdags-horisonten, sådan som han afviger fra dém i gaden, indvandrere eller bare rødder – nu pludselig en renvasket fyr med nystrøget skjorte, der viser sig at være en soldat, der bliver sendt i krig i Afghanistan. Alt i stykket løber pludselig sammen i krig og død – den kræftramte far ligger som en hendøende torden-uvejr i horisonten.
I en programtekst orienteres publikum om, at den historie, der fortælles på scenen, ikke er hentet ud af Anna Malzers egne livserfaringer. Det er vi sådan set ligeglade med, for det vil der ikke være noget mystisk ved – Strindbergs skrev stykke på stykke, der spiste løs af hans egen opvækst og erindringer. ’Tatovering’ ser og hører man under alle omstændigheder som en flyvende, lille tornado af livserfaring, hvor purung, perlende ramasjang ramler sammen med smertefuld dødsoplevelse. Det korte stykke opleves som lyslevende fiktion. Og Anna Malzer skriver selv et sted, at tanken om stykket opstod, da hun midt under arbejdet med ’De hovedløse’ mistede sin far. Ingen grund til undskyldninger og bortforklaringer.
ANNE MALZERS hidsige sprogbehandling og kraftfulde verbalstrømme minder om noget, vi har oplevet hos f.eks. Anna Bro i mange stykker bl.a. også på Mungo Park. En tone og et nærvær, som netop nu kan ses i hendes ’Rædsel’ på Teater Grob. Det er ny, personlig dramatik lige i masken på os. Ingen omsvøb. Frisk, så det svier i øjnene.
gregersDH.dk
