Niels Jørgen Riis og Sine Bundgaard i ‘Idomeneo’ (tegn. Claus Seidel)
TAG EN DYB INDÅNDING
Til søs med Mozarts mægtige ungdomsværk ’Idomeneo’ – du ryger lige ind i klassisk europæisk flygtningekrise.
Komponist: Mozart. Libretto: Gambattista Varesco. Iscenesættelse og scenografi: Robert Carson. Dirigent: Julia Jones. Det Kgl. Kapel og Det Kgl. Operakor. Medvirkende: Niels Jørgen Riis, Gert Henning-Jensen, Margaux de Valensart, Sine Bundgaard, Michael Kristensen, Torleif Steinstö, Morten Staugaard, Cille Ebling, Lucie Szabová, Lukas Noerbel og Lasse Christian Bach
’Idomeneo – Kretas konge’ spiller på Operaen. Varighed: 3 t 10 min inkl. pause. Spiller igen 5. og 11. marts samt 5 gange i april, sidste gang den 28. april.
*****
SELVFØLGELIG. Oplagt. Det første, vi ser, da tæppet går i ’Idomeneo’, er en vældig skare af flygtninge, der står på en græsk kyst, netop landsat, og straks interneret af grækerne på Kreta. De kommer fra Troja i Tyrkiet. En krig er slut. Nu står de dér med alle deres pakkenelliker. Det er, hvad vi ser lige nu på tv: Flygtninge, der krydser den tyrkisk-græske grænse på vej til en mildt sagt lunken modtagelse.
STÆRKT. Vi er over to årtusinder tilbage. Mozart var 25 år gammel i 1781, da han skrev ’Idomeneo’ som en af sine første store operaer. Græsk krigs- og flygtningedrama, fyldt med klassisk mytisk stof, helt anderledes end hans følgende stribe af operaer, men dengang opera til tiden. ’Idomeneo’ er formmæssigt stor barokopera.
GRÆSK drama var modellen. Voldsomt drama med guder, der drev med mennesker, og mennesker der lod sig drive af guder. Et tre timers musikdrama efter datidens bog.
HVORDAN griber man det an i 2020? Med ’Idomeneo’s tema og handling er det lige at gå til. Aktualisér! Historien er i den grad et drama, der foregår mellem sejrherrer og besejrede. Dengang mellem grækere og tyrkere. Tyrkere fra det berømte Troja på Tyrkiets vestkyst, face to face med det græske øhav. Der er guder i spil – man havde nær sagt som i dag. Ikke Muhammed og Kristus, men lige så ubegribelige væsener, der har hånd i hanke med menneskers skæbne. Her er det havets gud Neptun, der har fat i kraven på de arme – det går ud over Idomeneo, som er græsk konge på Kreta. Han kommet frelst i land efter et stormfuldt skibbrud og takker selvfølgelig Havets gud Neptun. Men frelsen er ikke gratis: Han må love, at den første person, han møder på stranden, skal ofres. Hvem kommer gående? Hans egen søn Idamante. Den ofringsmodel er et klassisk tema i græsk og bibelsk mytologi.
HAVET er scenografisk den logisk ramme om historien. Havet som skæbnens frygtindgydende, dæmoniske legeplads. Der er orgier af hav- og himmelbilleder i opsætningen, brænding, truende skyer, en himmel, hvor vi kun mangler Zeus til at lyne gennem skyerne – ham må vi til ’Mød mig på Cassiopeia’ for at opleve – mørke og havuhyrer, der vist var på scenen ved uropførelserne i 1700-tallet, nu kun gysende trusler. Og jo, Zeus hører vi i hvert fald, han eller en gudelig stand in melder sig ved operaens slutning som en røst fra oven, der hugger den gordiske knude over – Morten Staugaards rungende bas in natura.
MOZART har mageløst fat i historien. Hans fantasi sættes i sving. Den bliver til bølger af hittepåsom musik, vældige pompøse udladninger til fest og krig – hans musik er jo også skrevet til en kongeligt bestilt urpremiere i München i det dengang netop opførte, pragtfulde Cuvilliès Residenztheater. Operaen er bristefærdig med store korsatser, i Det Kgl.s opsætning navnlig til brug for de store optrin af flygtninge og Idomenoes militære enheder i opmarch på strand og i by – de sidste mange scener er henlagt til en videogengivet, rædsomt bombemolesteret by, i librettoen af en eller anden grund kaldet Sidon, der ellers befinder sig fjernt fra Kreta, på den libanesiske vestkyst.
DE store korsatser er slagnumre for det overvældende besatte kor med supplerende statister. Prægtigt. Men Mozart er musikalsk mindst lige så interessant, når han fordyber sig i Idomeneos sindsoprivende situation: Fortvivlelsen, depressionen og det tilsyneladende uløselige spørgsmål: Hvordan undgår jeg at ofre min søn? En udfordrende og glimrende løst opgave for Niels Jørgen Riis’ og hans maskuline, lyriske tenor. Oven i det tager musikken fat i den kringlede kærlighedsaffære, der udfolder sig mellem sønnen Idamante og flygtningepigen Ilia – med den græske prinsesse Elektra på den jaloux sidelinje. Der er lige så udfordrende arier og recitativer til Idamante, Gert Henning-Jensens rolle, ikke stemmemæssigt et oplagt parti for hans specielle tenor, men forvaltet med en detaljeret og velplanlagt omhu, fuld af vitalitet og dramatisk fremdrift, troværdig i spillet over for pigen Ilia, der har samme ungdommelige, hudløse nervøsitet over for skæbnens pågående uforskammethed – hun synges af den belgiske sopran Margaux de Valensart, levende og sikkert skolet – hun er relativt nyuddannet på Operaakademiet i København.
INGEN af de medvirkende solister i hovedpartierne er dog på niveau med Sine Bundgaard, som med sin stemmefylde og klanglige ekstravagance skaber en Elektra, forelsket, skuffet og vred som den svigtede. Pigen, der tager sit liv i operaens slutning, hvor det lykkes dirigenten Julia Jones og Kapellet at få Mozarts partitur til at stå og dirre med de opslidende begivenheder på scenen. Skal – skal ikke Idamante have kniven af sin egen far? Kniven svæver i luften – den befriende forløsning falder med Morten Staugaards tordenrøst fra oven i sidste nervepirrende sekund. Sådan som vi kender situationen fra de fiktive henrettelser af Griffenfeld i Kastellet eller af den unge Dostojevskij foran henrettelses-pelotonen i St. Petersborg, men ingen begavet med musikalsk dramatisk akkompagnement som Mozarts. Der er i det hele taget mozartske godbidder i alle tre akter. Temposkift, overraskende instrumenteringer, detaljer med delikate, obligate blæser- eller strygerstemmer til sangerens arier. Mozart i inspireret udfoldelse.
ER det ulejligheden værd at sætte hans sværvægtige ungdomsværk på scenen? Jeg synes det. Det har været prøvet før på Det Kgl.s Gamle Scene I 1997 med Poul Elming i titelrollen. Nogle år tidligere som en DR-radioopførelse, hvor Pavarotti havde sagt ja til titelrollen, men smuttede og blev erstattet af Siegfried Jerusalem, der fik glæden af at have Inga Nielsen som Elektra og Marianne Rørholm som Idamante.
DEN nye opsætning er en samproduktion med operaerne i Madrid, Rom og Canada. Den er iscenesat og scenograferet med fuldt hav- og himmeludtræk og korscener, der i bredde og mangfoldighed kan tage vejret fra et teaters skræddersal, og i vokal aplomb vejret fra et sang- og korglad dansk publikum. Tre timer. Tag en dyb indånding. Det er det værd. Og så tilmed den europæiske flygtningekrise i manende tilbageblik.
gregersDH.dk
