NODER, AKTIER OG INGEN DAMER

 Karantæne-rapport XVIII: Ny bog om komponisten Händel, der erobrede England med sine operaer og oratorier. Hans liv var noder, aktier og ingen damer

Karl Aage Rasmussen: ’Talende toner’ – Georg Friedrich Händels livsfuga. 312 s. 249.95 kr. Gyldendal.

*****

’TALENDE TONER’ kalder Karl Aage Rasmussen sin bog om Händel. En lidt svævende titel, der kunne være overskrift til så mange komponistbiografier. Men ok. Han kunne også kalde bogen ’Lad tonerne fortælle’, og fået os til at mindes Elsa Sigfuss, der gjorde en sang med den titel til slager i 30’ne – hun sang i øvrigt altpartiet i Händels ’Messias’ engang, fremgår det af hendes CV. Når det nu handler om Händel.

RASMUSSEN har skrevet en stribe bøger om store komponister. Og man modtager dem hver gang med veloplagt nysgerrighed, fordi – ja fordi de altid er styret af Rasmussens egen veloplagte nysgerrighed. Han sporer motiver, sammenhænge, historiske og kulturelle baggrunde, han bygger en skæbne op i lyset af en tid, en omverden og en tradition.

SÅ hvem er den Händel, han nu har fat i og bruger over 300 sider på? Det er lige ved, at Rasmussen må svare: Vi ved det ikke! Ikke rigtigt. Det er selvfølgelig vrøvl. Vi ved enormt meget om Händels musik, hans operaer, hans oratorier, hans orkesterværker. Meget om hans rejser. Men ikke meget om hans tanker, hans dybere motiver, hans privatliv. Der er i hvert fald en del gætværk. Ingen ægteskaber, ingen børn, ingen krigeriske dueller, ingen arrestationer, ingen mentale sammenbrud. Ingen iøjnespringende skandaler. Ingen skriftlige programerklæringer eller musikfilosofiske udsagn. Pennen var nodepennen. Ellers kun den pen, han brugte, når han underskrev kontrakter og aktie-handler.

MEN hvad da? En konstant produktion af musik. Som Mozart. Som Bach. Og så et utroligt karrieremæssigt held. En intuitiv fært af, hvor vindene bar ham hen. Et talent for business. Smidig omgang med mennesker og de politiske og økonomiske vilkår omkring ham. Vi får historien om, hvordan han som tysker født i byen Halle baner sig vej i tilværelsen som kapelmester og komponist gennem engagementer forskellige steder i Italien, i Hamborg, i Halle og i Hannover. Hvordan han som borger i det hannoveranske fyrstedømme følger med kurfyrst Georg Ludwig til London, da arvemæssige grunde gør fyrsten til engelsk konge – London bliver Händels tumleplads, han bliver engelsk statsborger, støttes økonomisk af hoffet og skiftende adelige og velhavende sponsorer som komponist og leder af flere operakompagnier – og slutter sin legendariske karriere med stjerne-begravelse i Westminster og statuer rejst flere steder i London, den første allerede i levende live. Et aktivt liv opfyldt af kæder af succes, enkelte fiaskoer. Ensom. Få venner. Mange beundrere. Og mange misundere.

MEN operaerne og oratorierne! Gennemgangen af de over to snese operaer og den halve snes oratorier er en fascinerende historie om Händels frodige begavelse og utrolige arbejdstempo. Operaer, der er skrevet på et par uger – oratorier på lige så kort tid – kæmpeværket ’Messias’, der blev til på 24 dage er det berømte eksempel. Det hører med til historien, at alt er komponeret i en tid, hvor copyright var ikke-eksisterende. Masser af Händels musik er blevet til ved lån fra andre komponister, eller lån fra hans egne tidligere værker. Det har været helt legalt, at man tog, hvad der faldt én ind, og hvad der passede i nye sammenhænge. Ingen løftede øjenbryn over genbrug. Til gengæld har Händel haft en fabelagtig musikalsk hukommelse. Der fandtes selvfølgelig afskrifter af partiturer, men de var jo langt fra altid tilgængelige og ved hånden – alt, hvad man i dag benytter sig af. Kopierings-metoder. Opslag på Youtube. Internettet – intet var til at hente frem fra andet end komponistens egen mere eller mindre autistiske klæbehjerne. Resultatet er, at en senere tid nogle gange rynker på næsen og vrisser om tyveri eller dovenskab, hvor Händel – og Mozart og alle andre for den sags skyld – bare ville undre sig og sige: Det var lige dét, jeg havde brug for. Og måske: Jamen, det skulle jo være færdigt! Det sidste har i hvert fald været tilfældet masser af gange for Händel. Han skrev på bestilling.

FLERE kapitler handler om Händels delvise omstilling fra at skrive opera til at skrive oratorier. Markedet ændrede sig i 1730’erne, de italiensksprogede operaer med mytologiske emner blev mindre efterspurgt, og de store produktioner med voldsomt scenisk barokudstyr og flokke af indkøbte kastrater blev for kostbare. Oratorierne var en attraktiv løsning, Händel havde hele tiden skrevet i genren og nu blev det i praksis oratorier sunget på engelsk, mindre handlingsbårne, mere bibelreciterende. Det forhindrede ikke, at oratorierne blev spillet i de teatre, Händel havde til rådighed, og stilistisk kom oratorierne til at nærme sig operaformatet.

I Danmark har vi gennem det seneste par generationer som i andre lande genopdaget flere af de store Händel-operaer – ’Alcina’, ’Xerxes’, ’Julius Cæsar’, ’Jephta’ og ’Parthenope’ er nogle af dem, der har været opført med succes og leveret store oplevelser med udenlandske og danske sangere – sopraner, alter eller kontratenorer, der har tumlet sig i kastraternes sopran- eller alt-lejer. Og med farverige iscenesættelser, der har taget mål efter ekstravagancerne i engelsk barokpraksis. En enkelt gang også en ’Messias’, der blev opført på Det Kgl.s Gamle Scene i 2012 fundamentalt og hæmningsløst sat op som blomstrende opera uden angst for genremæssig rettroenhed. Vi forestiller os, at det har været helt i Händels ånd.

SÅ sent som i april 2019 havde vi på Det Kgl.s Gamle Scene en forbløffende opførelse af Händels allerførste oratorium ’The Triumph of Time and Truth’, på dansk med titlen ’Tidens og visdommens triumf’. Skrevet af den 22-årige komponist i 1707, mens han opholdt sig i Rom. Vi oplevede det som en eksklusiv smuk forestilling, med engelske sangere og dirigeret af Lars Ulrik Mogensen med Concerto Copenhagen i orkestergraven. I den forestilling hørte vi til almindelig forbløffelse den berømte mezzo-arie ’Lascio ch’io piango’ fra ’Rinaldo’. Elementært Händel-genbrug. I ’Rinaldo’ eller måske omvendt: Lagt ind af Händel i en senere udgave af oratoriet fra 1707. Who knows.

KOMMER vi i bogen ikke tæt på Händels privat adfærd, så gør vi det dog i på et enkelt område. Bogen har et kapitel om enegængeren Händels spise- og drikkevaner, iagttaget som det blev af de få, han omgikkes. Han åd og drak temmelig uhæmmet. Af de beskrivelser, Carl Aage Rasmussen citerer, fremgår det, at en af årsagerne til, at den store og kraftige Händel i sine sene år blev ramt af forskellige svagheder, der endte med at tage livet af ham som 74-årig i 1759, var hans kostvaner, som bl.a. bestod i mad, der indeholdt en del bly. En blyforgiftning kan have medvirket til, at han blev næsten blind til sidst. En karikaturtegning af ham viser ham ti år før han dør som en enormt fed mand med et hoved som en orne, en Händel, der sidder på en vintønde og spiller på orgel omgivet af østers, skinke og vildt. Maleren Goupy, der tegnede karikaturen, var en god bekendt af Händel. Det var han ikke efter den tegning.

HAVDE Händel noget forhold til Danmark? Det nærmeste var, at han i sommeren 1703 vandrede fra Hamborg til Lübeck for at opsøge den berømte Dietrich Buxtehude, født i Helsingør, nu 70 år og organist ved Mariakirken i Lübeck. En mulighed for unge Händel at overtage organistjobbet? Måske, men på én betingelse: At han giftede sig med Buxtehudes 30-årige datter. Det fristede ikke Händel. Tre år senere ankom Johann Sebastian Bach til Lübeck i samme ærinde. Og blev heller ikke fristet af tilbuddet.

ENGLAND blev Händels skæbne. Han lærte at tale engelsk. Men ville hellere tale tysk. Og skrev på fransk af en eller anden grund.

gregersDH.dk