Edhem Jesenkovic og Ana Sendas i ‘Jazz Impro’ (Foto: Henrik Stenberg)
DANSEN MELLEM SØJLERNE
Dråber fra himlen stoppede balletpremieren i Politigården, men H.C. Andersen ville have elsket det, vi nåede at se. Gode oplevelser under politiets, men ikke Vorherres beskyttelse.
****
HVAD ville H.C. Andersen have sagt til sådan en pige som Ana Sendas, der charmede og koketterede sig scenen rundt i Politigården i Tim Rushtons nye ballet ’Jazz Impro’, et sødmefyldt lille narreshow, et lokkeri uden ende, pigen over for den bosniske danser Edhem Jesenkovic, der var konstant snøret og viklet om lillefingeren af tøsen med teenagefinterne?
Andersen ville være blevet rundtosset af at se derpå, have rullet med øjnene, ikke turdet røre pigen, men havde vel skrevet et eventyr om hende. Den nye pige i Rushtons korps er fra Setubal i Portugal. Dér boede Andersen i en længere periode. Jeg gætter, han har mødt hendes oldemor i gaderne.
CELLO
Den lille forførende ballet smuttede over scenen i den prægtige politigård, mens regnen truede ved premieren – under søjlerne sad Jakob Kullberg med sin cello og legede sig til synkoperede rytmer i et tonefald, som var han selv på scenen, hvad han da også kom til fremkaldelsen, sikkert lettere bekymret for sit kostbare instrument – regn svævede som en jomfruelig hinde over Politigården, men blev aldrig udløst under det nummer – lykkeligvis.
Men Tim Rushton måtte alligevel lade forestillingen gå i sort, for Meteorologisk Institut fortalte ham i øresneglen, at Thor nok var på vej med hammer og torden. Og Rushton fortalte videre til os med sin terapeutisk bløde stemmeføring
RÅT SELSKAB
Den yndefulde korte leg blev en nuttet finale oven på især et par balletter, der førte os i mere råt selskab. Først den israelsk-fødte, engelske koreograf Hofesh Schechter, som havde komponeret et vældigt, og ganske aggressivt masse-show for Skånes Dansteater. ’Berlin’ var titlen, hvorfor mon? Måske, jo: En bande unge på gaderokade i Østberlins Kreuz- eller Prinzlauer Berg – der var i hvert fald aggressioner i luften, knyttede næver. Enere mod grupper, grupper mod enere til en musik – Schechters egenkomponerede, med båndede, metronomiske rytmer, kager af crescendoer og en stædig puls i den musik, der drev danserne fra lammede stills til pludselige udrykninger.
Meget fascinerende. Jeg forestillede mig lyd og billede i osmotisk passage gennem murene til de indsatte omkring Dommervagten bag danserne – min hustru slap dem endda løs: ’Fanger på gårdtur’ foreslog hun hviskende som titel på balletten i stedet for ’Berlin’.
JALOUSI
Vi kom straks efter i nyt, varmblodigt selskab. Marie Brolin-Tani havde fået komponisten Henrik Munch til at rulle sig ud i det spanske, først med guitaren snerrende på andalusisk, så ind i et elektronisk lag, hvor frygisk skala og stædig dynamik, blandet med samplede lyde og klange, hentet fra det egentlig orientalske, spændte op om et jalousidrama, der aldrig slap intensiteten hos de unge sortklædte dansere. Parret, magtkampen, gruppen, den forsmåede, raseri, had, fortvivlelse. Et begavet korps, der fungerer med et elementær engagement. Ballettens titel: ’US’.
Lidt tungt, men da smukt oven i dét: Dansere fra den finske nationalballet i rolig, dybt behersket terzet med titlen ’Hohto/Shine’.
SNYDT
Snydt blev vi af Vorherre for urpremieren på ’Solo med Minna’ af Tim Rushton – skrevet til hans nyudklækkede aspirant Minna Berglund. Dansegulvet lod sig ikke mere tørlægge af de tre ihærdige rensedrenge, der som endnu en terzet gik så nydeligt over scenen med deres svabere, kun manglede en Bach-passacaglia til akkompagnement for at også dét havde været et fint stykke musikalsk koreografi.
