Henning Jensens Gennem Glasvæggen 9.5. 2020

Skuespilleren Henning Jensens dybt borende men også distanceret ironiske analyse af tre års depression for over 40 år siden (Karantæne-rapport XIX)

DE TILHØRER EN PSYKISK UNDERKLASSE SAGDE PROFESSOREN

 

Skuespilleren Henning Jensens dybt borende, men også distanceret ironiske analyse af tre års depression for over 40 år siden. (Karantæne-rapport XIX)

Henning Jensen: Gennem Glasvæggen. Gyldendal 306 s. kr. 299.95 kr.

*****

HENNING JENSEN har skrevet en rablende, manisk sygdomsrapport. Den handler om ham selv, om en voldsom depression, han har haft for mange år siden, den er skrevet 30-40 år senere og den udkommer nu i maj 2020, hvor Henning Jensen er 77 år. Skuespiller, berømmet for striber af store præstationer – på flappen af bogens omslag er han afbilledet, da han modtager Reumertprisen som Årets skuespiller og bliver hyldet på scenen ved festen i Det Kgl. Teater i 2005. Elegant, i smoking, glad, flot, sikker. I topform.

BOGEN er et gennemtænkt forsøg på at analysere, hvad der skete i 1978 og det følgende par år. En mental odyssé af særeste art. Den begynder med et chokerende black out for den 35-årige Henning Jensen, da han en majdag må stå af cyklen på Frederiksberg Allé på vej fra TV til en prøve på Allé-Scenen, det nuværende Betty Nansen Teater. Han mister med ét al orientering og føler det – som han gengiver det senere – som ”en umærkelig skælven i hjernen… som gled jeg gennem en tynd, tynd glasvæg ind i en verden ved siden af denne: et rum, en tid og en dimension så fuldstændig ny og ukendt…”

’SOM han gengiver det senere’ – sådan er man nødt til at skrive det. For hans bog er selvbiografisk, uhyre detaljeret, undertiden digterisk, undertiden faktuel, så faktuel det kan lade sig gøre. Hele vejen gennem de over 300 sider. Som beretningen om oplevelsen af ’glasvæggen’. Som husket af ham selv, baseret på erindringen, på noter foretaget umiddelbart efter sin helbredelse, på de psykologiske eller kliniske undersøgelser – nedfældet eller mundtligt gengivet – de undersøgelser, som han har været genstand for i tiden, der fulgte, og som han fortæller om i bogen. Samtaler, hvor han har forklaret sig, lyttet til svar og kommentarer og siden gennem årene tumlet med sine tanker om denne første oplevelse og alle de følgende. Og nu beskriver dem.

BOGEN er utrolig og ganske hjertegribende i sin zig-zag rejse gennem vildnisset af forsøg på at forklare og finde løsninger på en sindstilstand i et grænseområde mellem panik, selvopholdelsesdrift, og ubegribelig tillid til andres helbredelses-forslag.

I første omgang retter han skytset mod sig selv. Stress og overarbejde. Teater i døgndrift, tv-roller, masser af radioteater, og senest to krævende roller på Det Kgl. Teater. Så kolleger på Det Kgl., som nedgør ham. John Price, der højlydt – da Henning Jensen passerer ham på gangen, spørger nogle andre skuespillere, om de kan forklare ham, hvorfor denne Henning Jensen er blevet engageret til teatret. Eller Erik Mørk, der midt under en forestilling, hvisker til ham: ”Lille skid, hvad fanden laver du herinde? Se at forsvinde herfra.” Chikanerier, afvisninger og nedgørelser har runget i hans følsomme hjerne. Han føler en slags fællesskæbne med den jævnaldrende Ole Ernst: ”Han og jeg lignede hinanden i både baggrund og følelser, vores frustrationer var de samme, ligesom vores mindreværdskomplekser og selvopblæste arrogance.” Voldsom druk griber dem begge, skandaler følger, og det er i det hele taget gået hårdt for sig i nogle sæsoner: Henning Jensen kom i en periode privat sammen med Ghita Nørby, men han beretter om hidsige skænderier med hende, selv i kulissen under forestillinger.

REDEGØRELSERNE for den mulige baggrund for ’Glasvæggen’, og hvad der fulgte derefter, suppleres med en barndomserindring, hvor han som lille dreng hjemme på gården på Stevns har rædsomme oplevelser af en far og mor i rasende opgør med ham som verbal skydeskive. Senere i livet en mor, som han f.eks. spørger, om hun ikke er en lille smule stolt af, hvordan det er gået ham. ”Stolt?” svarer hun. ”Hvordan tror du, det er at gå op gennem Store Heddinges gader en mandag formiddag, når du igen har været i fjernsynet med en af dine forhutlede eksistenser, fedtet hår, laset i tøjet og ikke værd at samle på. Stolt? Nej, jeg skammer mig, gør jeg!”

DER har været rigeligt stof for de forskellige terapeuter, Henning Jensen kaster sig i armene på i årene efter ’Glasvæggen’. Stress. Hans mangel på sikker modstandskraft over for den lammende konkurrence-mentalitet på Det Kgl. Og så dét, der viser sig som det værste: Hans næsten totale usikkerhed, da han vover sig ud på markedet for psykologer og healere: ”Jeg var en offentlig person og som sådan en appelsin i turbanen for en hær af fantasifulde healere, trendy terapeuter og alternative mirakeldoktorer”. Han fortsætter: ”Jeg var aldeles uvidende om de horder af kreative charlataner, der opererer i gråzonen mellem den kliniske psykiatri og den rene svindel, hvor de som en slags sjælelige landevejsrøvere ligger på lur efter enfoldige vejfarende som jeg selv.”

ERKENDELSEN af egen usikkerhed og uvidenhed over for det marked, han vover sig ud i og over for de råd, han får fra den ene og anden. Han begynder hos den private læge, han og Ghita har benyttet. En gynækolog, der sagde al ting med smart og brutal jargon, snakkede om Peer Gynt og konkluderede: ”Ingen af os er en skid anderledes end Peer Gynt… Du skal gå gennem din mudderpøl… Det er hvad jeg mener om det pjat.”

HAN fortsætter hos en lurvet psykolog, som en kollega har anbefalet. Psykologen holder til på en 5.sal i en sidegade og starter konsultationen med at bede patienten lægge 350 kr. på bordet. ”I lige penge. For at vise over for Dem selv, at de tager det analytiske arbejde alvorligt.” Analysen falder hurtigt og præcist, da Henning Jensen fortæller, at han er skuespiller: ”Yes. Der har vi det! De har sceneskræk”.

DERNÆST forsætter det med et besøg hos Hare Krishna-munkene i Nørregade og ved Kultorvet. Ned at sidde i skrædderstilling, løfte armene og sige mærkelige lyde. DEREFTER til personlighedstest hos Scientology på Falkoner Allé og udfylde skemaer. ”Jeg kan se på Deres svar, at De er rablende vanvittig,” siger Scientology, og det var så dén konsultation.                                                                                                                       HENNING Jensen forlod Scientology. Nu manglede han kun, skriver han: mescalin, primalskrig, LSD, genfødsel og djævleuddrivelse. Ironien lyser ud af den bemærkning, og vi er igen klar over, hvordan bogen er et tilbageskuende blik med nøgterne vurderinger af egne handlinger, og i skrivende stund fuld forståelse for og alligevel undren over egne initiativer. Det bliver som bogen skrider frem klart, at hele depressions-forløbet er proppet med fortvivlende eksperimenter, sådan som han erkender det ved eftertanke. Man undrer sig mere og mere over, at han siger ja til forsøgene, springer med på dem, og at ikke en ærlig sjæl får ham overtalt til professionel behandling på et sygehus.

VI mærker, at han trækker et afgørende skel mellem egentlig sygdom som betegnelse for det, der er galt – frem for alt muligt af dét, der i 70’erne blomstrede af hokus-pokus, horoskoper, clairvoyance etc. Jeg er ikke syg, mumler han for sig selv. Jeg fejler ikke noget.

HAN kunne tænkes at være havnet det helt rigtige sted, da han opsøger den kendte professor Torkil Vanggaard i hans privatklinik. Vanggaard var psykiatrisk overlæge på Rigshospitalet. Det havde han næppe gjort, hvis han havde kendt Vanggaards ry for utilsløret arrogance. Vanggaard hørte lidt på ham og sagde: ”De fejler ikke noget. Det er blot Deres psyke, der er så skrøbelig, at De hele tiden bringer Dem selv i situationer, De ikke kan magte. Men syg? Nej!” Vanggaard tilføjer en kort udredning af Henning Jensens mennesketype – han var jo født på et lille, beskedent husmandssted, sagde han, og ”De ved jo godt, at der på det materielle plan findes en overklasse og en underklasse, og nøjagtig det samme gør sig gældende på det psykiske plan. Nogle af os er tildelt en psykisk styrke og sundhed, som andre ikke bliver forundt… Sådan er det, og jo hurtigere De indser, hvilken psykisk klasse, De tilhører, des mere defineret bliver Deres liv og dermed acceptabelt…”

HENNING Jensen får bekræftet Vanggaards synspunkt, de han nogen tid senere endelig har accepteret at melde sig hos professionelle læger på Rigshospitalet, og får lejlighed til at læse sin journal, hvor Vanggaards uhyrlige klassedeling af menneskeheden bekræftes. Og hvor Henning Jensens helbredelse til gengæld kommer til at finde sted hos læger og sygeplejersker, der har tålmod til at behandle hans sygdomsdefinerede depression. Men inden da sender hans paniske angst for at blive stemplet som syg ham af sted på de utroligste ekskursioner. Karakteren af dem er så grotesk, at de i tragisk underholdningsværdi overgår det meste af, hvad han indtil da har udsat sig selv for.

DET starter hos en psykoanalytiker ved navn Ruth Poort. Hun bor i Virum, og da han spørger om vej til hendes adresse på Frederiksdalsvej, lyder svaret fra en forbipasserende: ”Nåh, du skal ned til gak-gak-damen!” Ruth Poort viser sig ganske overstrømmende i sin fantasifulde kur. Henning Jensen bliver indlogeret hos hende sammen med en anden patient, der er norsk og mener, at han er maleren Edvard Munch. Ruth Poort propper Henning Jensen med den berømte psykoanalytiker Jungs teorier og med hårrejsende stærk medicin. Hun mener, at hendes nye patient har en forsømt kvindelig anima. Phallos-mytologier regner ned over ham, hun propper en kvindelig bekendt i sengen til ham, og mens vi stadig undres over, hvor meget bogens forfatter lader sig byde – stadig selv undrende og skeptisk, siger han ja til at rejse til en kvindelig psykoterapeut i Zürich i Schweiz, der videreekspederer ham til en grafolog ved navn Myrtha von Ostheim. Hun var clairvoyant, kunne læse i hænder og se i øjne og afsløre, at Henning Jensen var en reinkarnation af en russisk officer, der havde været i Zar Nicolaj II’s livgarde, da zaren blev arresteret og henrettet i Jekatarinburg i juli 1918. Henning Jensen var i den grad duperet af den clairvoyante dames detaljerede beskrivelse af hans 35-årige russiske dobbeltgænger, at han senere gennempløjede bøger og fotos fra zarens sidste dage for at studere den eventuelle lighed med sit andet jeg. Intet brugbart resultat. Henning Jensen vender hjem til Ruth Goore, oplever flere sære aktioner fra den energiske Jung-tilhænger, der hele tiden gerne vil fotograferes sammen med ham, tage med ham til en teaterprøve og til filmoptagelse – hendes interesse har vendt sig fra patient til egen rolle som frelser af den kendte skuespiller. De mange eksperimenters tid må ikke være forbi, synes hun, men det synes Henning Jensen omsider. Han forlader gak-gak-damen i Virum, så hun ikke endnu engang skal lokke ham f.eks. til en sommertur på Bellevue Strand og bad i Øresund.

HENNING Jensens vej til besindelse om sin sygdom går over den daværende, fungerende kulturminister Lise Østergaard, som får ham videre til Rigshospitalet. Åbenbart uden om fatal konfrontation med den famøse Torkel Vanggaard, men i armene på gode fagfolk, der kender grænserne for medicin-kvotering og behovet for ro i lejren. Helbredt efter de sidste mange måneder på Riget? Øjensynligt. Henning Jensen slutter med forsigtigt at konkludere, hvad det hele kom til at betyde: ”Jeg måtte lære at acceptere angsten som en del af den jeg er.”

HANS beretning om sin depression strækker sig over knap tre år. I perioden passer han, så godt det er muligt, nogle opgaver. Prøver og optagelser til Steen Kaaløes ’Komedie i grænselandet’ på TV-Teatret og i starten af sin depression rollen som Verlaine i ’Skygger for solen’ på Allé-Scenen, hvor han får et psykisk sammenbrud under en prøve og må give op. Rækkefølgen af ulyksalige hændelser er ikke altid nem at følge, kronologien fortaber sig af og til under de dramatiske skift mellem behandlere og frygtelige, ensomme nedture i hans eget hjem, hvor alt går i spåner. Men man er som læser stort set ligeglad med småfejl – at Allé-Scenen f.eks. et sted kaldes Betty Nansen Teatret, inden det hedder sådan. At kulturminister Lise Østergaard tager imod ham som kulturminister i 1978 ser i første gang underligt ud – for det er længe inden hun tiltrådte. Men hænger sammen med, at hun netop da i en kort periode vikarierede for den sygmeldte Niels Matthiasen.

BOGEN er ikke en biografi. Bogen er en dramatisk sygdoms-skildring, et selvoplevet drama af en skuespiller, der graver dybt i sin depression med en besk og saftig selvironi, der har været nødvendig for at gennemføre skildringen. Som fascinerer læseren, men også fortæller, at de absurde handlinger må opfattes som symptomer på Henning Jensens labile, depressive sind, mens de står på.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *