Søren Huss, Leif Eric Young og Jens Gotthelf i ‘Svendborg-digte’ (foto: Rido Feldtfoss)
HELVEDE
SET FRA
SVENDBORG
Usædvanlig og provokerende scenisk gendigtning af Bertold Brechts ’Svendborg-digte’ på Teater Grob i København.
Tekst: Bertold Brecht: Instruktion: Petra-Leonie Pichler. Musik: Søren Huss. Scenografi: Nicolai Spangaa. Medvirkende: Jens Gotthelf, Leif Eric Young og Søren Huss.
’Svendborg-digte’ blev opført foreløbig sidste gang denne lørdag aften på Teater Grob i København i en opsætning, der gæstespillede fra Baggårdsteatret i Svendborg. Varighed: 70 minutter.
*****
DET lyder så uskyldigt: ’Svendborg-digte’. Digte fra – eller skulle det måske være om den yndefulde by ved sundet i det sydfynske? Digte skrevet i et nuttet bondehus med bindingsværk og stråtag og med den kønneste udsigt til fjord og skov.
Men forfatteren til digtene er dramatikeren Bertolt Brecht, og stykket hedder ’Svendborg-digte’, fordi Brecht skrev digtene, da han boede i Svendborg som flygtning fra Tyskland, drevet ud af sit land, da Hitler overtog magten i 1933.
Ikke meget poesi i det! Det er digte om at være emigrant, være flygtning, være i asyl, være fremmed, være ekskluderet. Digte, der svier.
Kan digtene gøres til et teaterstykke? Ja de kan. Siger vi efter at have set det på Teater Grob. Det er blevet teater, der får teksterne til at vokse ud i scenisk aktion, blive spillevende. Der leges musikalsk med dem, de endevendes i kombinationer, og det der er mest interessant: De får uventede, aktuelle pointer på den facon, skuespillerne og instruktøren drejer dem.
Det sker efter et markant break lidt inde i forestillingen. Indtil da gætter vi først på, at vi skal i en tung lyrisk gynge. Mørke, torden og lyn og dystre klange.
Så tænker vi: Ok: Så skal vi på højskole. Skuespilleren Leif Eric Young står der med Brecht-kasket og fremsiger digtene på tysk. Og hans kollega Jens Gotthelf oversætter omhyggeligt hvert digt til dansk. Sådan. Vi er på skolebænken.
PASSIVITETEN
Men pludselig begynder Gotthelf at rode lidt rundt med bemærkninger om, hvorvidt publikum nu også forstår dette her, og ’jeg har jo heller ikke selv så god til tysk’, og så bruser han igennem med sine private kommentarer til digtene, snakker om Donald Trump og vestlige demokratier, der er i skred.
Han kommer op at skændes med den desorienterede ’Brecht’, han foreslår, at det måske kan lette på forståelsen hos publikum, hvis man fik sat noget musik på digtene. Vi er pludselig i en typisk brechtsk måde at distancere fra det, vi lige tror er i gang.
Søren Huss, forsanger i rockbandet Saybia hives ind, ’Brecht’ smider kasketten og bliver til skuespiller Young, hvorefter diskussioner og oplæsninger fortsætter mellem alle tre i et verbal-musikalsk show med ham som halvt Brecht, halvt Young, i scener, der næsten kunne indlægges i ’Mahagonny’, men som holder fast i en central pointe i digtene, som handler om at konstatere den passive accept af tyranni, den nervøse tavshed, den nærmest repressive tolerance, m.a.o. den tyske offentligheds laden stå til i 30’erne over for nazismen. Nem at omfortolke til en aktuel vesteuropæisk drift mod muligheden for en fast hånd, der kan bringe orden i kaos.
Teksterne slippes aldrig af syne, for Huss synger flere af dem ved klaveret, og forestillingen bliver en sort, musikalsk performance med Huss som dynamoen ved klaver og på flygelhorn, og Gothellf og Young som makkere på trommer og hvad der falder for – afsluttende i et Svendborg-digt, der er Brechts makabre signal om krigen, der bryder ud. Hvad den jo faktisk gjorde i 1939 og fik Brecht til at rejse videre.
SLAGKRAFT
Visuelt er der fascinerende scenebilleder i Nicolaj Spangaas scenografi og tyske Petra-Leonie Pichlers instruktion. Musikalsk er forestillingen yderst slagkraftigt med Søren Huss’ kompositoriske virke, hans spil og hans sang.
Digtene blev faktisk udgivet på tysk dengang af et dansk forlag, men er først dansk-oversat nu og dét på glimrende vis af Ulla Gjedde.
Det er selvfølgelig interessant historisk at få Brecht-teksterne frem i lyset, men endnu mere interessant, hvordan de får så mange klokker til at ringe om aktuelle problematikker: Vores syn på flygtninge og vores usikkerhed over for demokratiets holdbarhed.
På den måde er dramatiseringen af ’Svendborg-digte’ lige så vigtig som den dramatisering af ’Immigrant’-samtalerne, der blev opført på Louisiana i september (anmeldt 11.9.). ’Samtaler’, som er skrevet i Svendborg ligesom ’digtene’.
Og lige så slående i diskussionen om reaktioner på diktatur, som vi oplever det i det tunesiske stykke ’Hvad diktatoren ikke sagde’, som går på Operaens Takkelloft i disse dage.
gregersDH.dk