‘Det fede singleliv… Stor ståhej…’ Tåstrup Teater 11.12.2016 (kun tegn.)

Joachim Knop og Tuva Semmingsens nye foretagende Folkeoperaen er for anmelderen startet med et mislykket forsøg på at se minioperaen 'Det fede singleliv'.

 

bremen-teatret-det-fede-singleliv-8-11-2016

Joachim Knop og Tuva Semmingsen i ‘Det fede singleliv’ alias ‘Stor ståhej for Benny og Trisse’ (tegning: Claus Seidel)

 

DERFOR…

Kort beretning om, hvorfor anmeldelsen af ’Det fede singleliv’ kun er repræsenteret af Claus Seidels tegning fra forestillingen.

SOM det fremgår, må bloggen undvære en skrevet anmeldelse af Folkeoperaens forestilling ’Det fede singleliv’ og nøjes med Claus Seidels brillante tegning af Tuva Semmingsen og Joachim Knop i den lille kammeropera, digtet af Niels Brunse og komponeret af Bent Fabricius-Bjerre på basis af Shakespeares ’Stor ståhej for ingenting’. Det er bare ærgerligt, for opsætningen beskrives som en munter opdatering af Shakespeare-komedien om Benedikt og Beatrice, der ’vil og vil dog ej’ – dét med kærligheden.
Ekstra ærgerligt, fordi den manglende anmeldelse skyldes, at anmelderen, på det tidspunkt forestillingen løb af stabelen på Tåstrup Teater, befandt sig ved indgangen til Albertslund Musikteater i selskab med et stort publikum af vistnok pakistansk oprindelse. Et publikum, der ikke forventede hverken Shakespeare, Brunse eller Bent Fabricius, men skulle feste og høre en masse musik.
Det havde selvfølgelig sin egen charme at få et glimt af stemningen på stedet og samtidig en lejlighed til at indvie arrangørerne i Folkeoperaens eksistens og mine forventninger til ’Det fede singleliv’. Jeg legitimerede yderligere, hvorfor jeg var havnet hos dem, ved at fortælle, at jeg for nylig havde været i Albertslund Musikteater for at se Den Jyske Operas opførelse af Rossinis ’Askepot’, og derfor mente, at det måtte være stedet for Folkeoperaens optræden.
Undervejs gennem betontunnelen tilbage til Albertslund Station blev jeg orienteret på mobilen om, at ’Det fede singleliv’ blev spillet i Tåstrup Teater under titlen ’Stor ståhej for Benny og Trisse’, hvilket der ikke har skullet stor åndsnærværelse til at konstatere, hvis man havde læst lokalbladene. Så fuld af skam tog jeg S-toget fra Albertslund tilbare mod København og lullede mig i kupéen ind i drømmende erindringer om filmatiseringen af ’Stor ståhej’ med Kenneth Branagh og Emma Thompsen og fantasier om, hvordan den glimrende baryton Joachim Knop og hans lige så glimrende livsledsager, mezzosopranen Tuva Semmingsen ville spille Shakespeares hidsigt forvirrede elskende par.
Min egen forvildelse i Albertslund var ekstra-ekstra ærgerlig, fordi jeg havde glædet mig til at se, hvordan sangerparrets nystartede Folkeopera i det hele taget præsenterer sig med denne miniopera med nykomponeret musik af Bent Fabricius-Bjerre. Forestillingen havde premiere i Horsens i oktober og er i øjeblikket på turné rundt i landet. Den kan i øvrigt ses i Hvidovre Teater på lørdag den 16., hvor denne anmelder uheldigvis sidder i Hofteatret til den amerikanske operacollage Lonely House.
Truslen – og håbet – må være at kunne vende frygtelig tilbage og få en god oplevelse, når forestillingen vandrer videre rundt i landet engang i det nye år.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *