‘Svantes lykkelige dag’ Nørrebro Teater 23.11.2016

Benny Andersens Svantes Viser er momentant, men midlertidigt trådt ud af Poul Dissings skygge i Nørrebro Teaters Svantes lykkelige dag'.

noerrebro-t-svantes-lykkelige-dag-22-11-2016

 

 

Anders W. Berthelsen og Lise Baastrup i ‘Svantes lykkelige dag’ (Tegning: Claus Seidel)

 

ET FAVNTAG

TIL SVANTE

 

Benny Andersens ‘Svantes viser’ er momentant, men midlertidigt trådt ud af Poul Dissings skygge i Nørrebro Teaters poetiske og fantasifulde ‘Svantes lykkelige dag’

 

Forfatter: Benny Andersen. Instruktør og bearbejder: Niclas Bendixen. Scenograf: Julian Toldam Juhlin. Medvirkende: Anders W. Berthelsen, Lise Baastrup og Nørrebro Teaters Folkekor. Musikere: Søren Graversen, Anders Birk og Thomas Hamilton.

’Svantes lykkelige dag’ spiller på Nørrebro Teater indtil 23. december. Varighed: 2 timer.

*****

 

VI går hjem fra Nørrebro Teater med et stort mærkeligt trylledigt i vore hoveder.
I dansk teater vandrer man ellers i disse dage fra det sorteste, græske drama på Husets Teater, til strittende, engelsk vanvidskomik i Tivolis Glassalen. Skræver over et historisk katastrofedrama på Betty Nansen Teater og vilde jule-uforskammetheder på Café Liva.
Og så havner vi her på Nørrebro-teatret til et flimrende poetisk digt af en teaterforestilling, Benny Andersens ’Svantes viser’ – ikke en koncert, ikke Poul Dissing på scenen og med Benny A. ved klaveret, så vi kan lukke øjnene og synke ind i en generations totalt mættede lystvandring gennem tekster, der gnaver sig ind på vore sjæles hverdag.
Jo, sandelig, også det, men vi lukker ikke øjnene, vi ser scenen åbne sig i billeder, der er bragt til verden af en moderne Hieronimus Bosch, den unge scenograf Julian Toldam Juhlin.
I et landskab af lysende blomster og græsmark sidder fugle og kvidrer på telegraftråde, og græsmarkens blomster rejser sig, for de er levende mennesker, men de har fugle på hovedet, mange fugle, der bare ikke flyver mellem himmel og jord som hos digter Ingemann, men de er lige ved, synes vi.
Og midt i dette lysende landskab står Anders W. Bertelsen og vrider sine hænder, lidt forknyt, for han er digteren Benny Andersen. Eller er han den Svante, han selv digter om?

DOBBELTMENNESKET

Han er begge dele, både Benny og Svante, viser det sig. For det er fidusen i denne forestilling: Vi er i selskab med digteren Benny Andersen, der engang skrev en lille roman om sit komplicerede forhold til den svenske digterkollega ved navn Svante Svensson, en digter, som han fabulerer sig til – den skånske digter, som er en småfordrukken, glad Bellman-agtig poet i modsætning til Benny Andersen selv, som er en avantgardelyriker med læberne strammet. En digter, der kikker i Politiken for at se, om anmelderne tager ham højtideligt. Dobbelt-mennesket Benny/Svante følger vi gennem stykket i oprør og forbrødring, og det ville vi nok bliver træt af, hvis det var alt. Hvis ikke der var en krudtugle af en skuespiller som Lise Baastrup som hans genstridige, forsorne, heftige makker, der som en blanding af Sokrates’ Xantippe og Dantes Beatrice makker ham ret eller påtager sig rollerne som de kvinder, han lader Svante synge om, især og ikke mindst Nina, der kommer så henrivende ud af badet, mens han sidder dér og spiser ostemad.
Den lykkelige dag i Svantes ellers så tungsindige kæde af sorte eller pinefulde dage, hvor han er træt af det hele, ”Træt af mig selv og mine plomber”, ”Jeg lider af selvhad – bare jeg var en smule selvglad”.
Scener skifter, telegraftråde braser sammen, Benny prøver at klamre sig til både en mast på Sveriges-båden og til sin lille ambition om at blive kandidat til det danske digterakademi.
Hans Beatrice indtager roller som lidt af hvert, bl.a. et øjeblik som pølesvogns-ekspeditrice med Svante som totalforvirret kunde – et show i showet, som eller kun en Søren Østergaard eller en Jacob Morild vil kunne føde.
Her er det instruktøren af ’Svantes lykkelige dag’, Niclas Bendixen, som er rendt ud af tangenten. Og føjer munterheder til historien, der binder sangene sammen, de sange, der er blevet folkeeje, med ’Svantes lykkelige dag’ som hit’et med mange af de andre sange lige i hælene. Sørgmodige og komiske portrætter af, hvad vi opfatter som typisk mumlende danske brokkehoveder. Højtelskede i vores danske hygge-masochisme og musikalske små perler – i vores bevidsthed med Poul Dissings stemme knitrende i ørerne sammen med Benny Andersens sprøde klaverspil.
Her på Nørrebro Teater bredt ud i meget fantasifuldt omvandrende akkompagnement af trombone, guitar, trommer og klaver. Og bestøvet af Anders W. Berthelsens og Lise Baatrups præcise, morsomme, varme gengivelser – så stramt og blottet for selvsmagende ironi, bare med ironien parkeret dybt i deres foredrag. Det er ubetaleligt. Smukt. Og begavet gjort.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *