FORVIRRET BOG OM ET EXIT

I disse dage lukker Københavns Musikteater. Det, der engang var Den Anden Opera, har fået skrevet sin nekrolog. En trist historie, rodet fortalt.

Ida Marie Fich og Ida Fredericia: ’Det andet sted’. Dokumentationsbog udg. af Københavns Musikteater og Statens Kunstfond. 90 s.

**

DET startede midt i 90’erne: DEN ANDEN OPERA var navnet. Det Kgl. Teater var ’DEN ENE’- altså den eneste. I hvert fald i København.

Det var dét, der var pointen. Det Kgl. var ikke meget for at spille ny dansk opera i de år, så nu gik komponister og musikere til den og startede deres egen lille opera i en nedlagt pinsemission-bygning i Kronprinsensgade midt i København.

DET fortæller bogen ’Det Andet Sted’ om. Når bogen ikke hedder ’Den Anden Opera’, er det fordi foretagendet har skiftet navn tre gange siden, først til PLEX, så til KØBENHAVNS MUSIKTEATER, og sidst bare til KMT- finalenavnet nu, da det 24-årige projekt lukker og slukker og derfor synes, det skal fortælle sin historie.

NEDLÆGGELSEN markerer de sidste krampetrækninger af det, der dengang blev sat i gang i Kronprinsensgade, den lille glade strøggade op til Købmagergade – med ’Café Sommersko’, modebutikker, Perchs klassiske thehandel og for bognørder: gaden, hvor et af byens berømte antikvariater, Rosenkilde og Bagger, engang lå. Og så altså ’Elim’, menighedshuset, der nu blev et perfekt beliggende sted til alternativ opera. Men som siden ændrede sine kunstneriske kriterier og svang sig ud i dramatiske nyskabelser, hvor selve fænomenet opera måtte vige for hybridformer, performance og andet. Det sluttede med flytning til et arbejderkvarter på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro, hvor projektet siden mest har haft karakter af social, kunstnerisk borger-indvolvering, men nu er bukket under på grund af gradvis skred i noget afgørende: Offentlig støtte.

DET er på en måde en trist historie, der fortælles, selvom bogen med sin gennemgang af forløbet siden 1994 er fuld af beretninger om den entusiasme, der har båret igennem kunstneriske succeser og krisefyldte øjeblikke. Om ildsjæle, der har fået kraftfulde ting til at ske i de prægtige gamle lokaler fra 1807, om ledelsesskift, der har rykket i planer og ideologi. Og om økonomien, der som sagt slog nogle baglæns saltoer gennem årene.

DET er ikke blevet nogen rigtig god bog. Den flakker i skrivestil og opsætning. Prøver at variere sine spredte bidrag i grafiske indfald og tekst-gentagelser, sikkert af frygt for at trætte læserne. Men afsnittene har ind imellem gode bidrag og citater – for ofte gentaget, men nok væsentlige for at forstå den entusiasme, der har holdt stedet kørende. En anfører blandt de første initiativtagere, komponisten og guitaristen Jesper Lützhøft, erklærer rent ud, at ’Partituret er Gud’ – ”det, der betød noget for os, var at kæmpe komponisternes sag… Jeg advokerede for retten til at fremstå lidt gammeldags eller konservativ. Vi ville jo gerne stå på skuldrene af Strauss, Puccini, Verdi – de store operakomponister.” Med den politik skabte han – i flere år sammen med medgrundlæggeren, komponisten Mogens Winkel Holm – en række betydningsfulde opsætninger af nye danske operaer, bl.a. af T.S. Høegh, John Frandsen, Jesper Klit og Andy Pape, Peter Bruun og Karl Aage Rasmussen.

DÉT med ’Partituret er Gud’ var ikke netop Sanne Bjergs credo, da hun blev leder i 2005, omdøbte stedet til PLEX og det næste par år kastede sig ud i drastiske performance-forestillinger, der nok inkluderede musik, men svor til hybridformer og site specific forestillinger. Det var afgørende brud med – som forfatterne skriver – ”en klassisk top-down model på Den Anden Opera, hvor komponisten syntes at have det sidste ord, og tiden nu var inde til at matche det omkringliggende samfund”. Og videre: “Sanne Bjerg stiller sig dermed i kontrast til en kultur- og særligt en operabranche, der hovedsagelig regeres af hvide, aldrende mænd med klassiske institutionsuddannelser og et samfund, der er groet fast i New Public Management.”

Det klang friskt, det sidste var hentydning til især Komponistforeningen, der stod bag den hidtidige kurs, men også til de offentlige institutioner, der bevilgede pengene. Så det måtte nærmest gå galt, da Sanne Bjerg med ’Seven Tales of Misery’ gjorde hele bygningen i Kronprinsensgade til døgnlang performance-installation for 60 medvirkende og elektroniske effekter og i næste omgang gik i lag med site specific-forestillingen ’Go to Gate’ i Københavns Lufthavn. Det halverede støtten fra knap 8 til 4 millioner om året, og Sanne Bjerg sagde op. Det var slut med PLEX.

BOGEN går videre med 3. og 4. kapitel i historien – vi hører om skuespilleren Allan Klie og koreografen Mikala Bjarnov Lage, der tager over i 2008 – to talentfulde kunstnere, den ene havde bl.a. spillet Hamlet i Kasper Holtens opsigtsvækkende iscenesættelse af ’Hamlet’ på Aalborg Teater, den anden havde vundet Reumert-priser for flere musical-iscenesættelser – nu dannede de Københavns Musikteater, de satte sig for at bruge stedet til ambitiøse, men overkommelige opsætninger af musikteater, og til gæstespil af alle tænkelige arter – ikke mange af dem bliver nævnt i bogen, for forfatterne har tydeligvis anbragt deres hjerter i beskrivelsen af Plex-epoken. Det strejfes, at Københavns Musikteater som egenproduktion i 2009 skabte en vellykket dramatisering af Per Hultbergs roman ’Requiem’. Det nævnes derimod ikke, at en dristig opsætning af Monteverdis ’Poppeas kroning’ i 2011 overraskende førte sopranen Xenia Lach Nielsen succesfuldt frem i den knusende svære hovedrolle – det ville have været oplagt nu, da hun er blevet Reumert-nomineret for sin hovedrolle i noget så fjernt fra Monteverdi som ’Chess’.

DETTE er blot en enkelt af de mangler og svagheder, bogen har. Forestillinger, der ikke nævnes. Uklare oplysninger – operaen ’Den sidste virtuos’ står anført, som om den er skrevet af Kasper Holten, opsætningens instruktør. Komponisten er Lars Klit. I en bog af den art burde også en fuldstændig liste over premierer og forestillinger være selvskreven. Ligesom præcise oplysninger om f.eks. hvem der i de turbulente år sad i bestyrelsen og traf de afgørende beslutninger om lederes af- og tilgang. Det har bl.a. ikke interesseret de to forfattere, at Georg Metz var bestyrelsesformand tre afgørende år fra 1999 til 2003.

UDGANGEN på bogen er den korte beskrivelse af Allan Klies forsøg på i samarbejde med Askovfonden og KBH+ at få et lokalt dramatisk initiativ for unge til at fungere i Nørrebro-kvarterer ved at bevæge sig rundt med 6 campingvogne under titlen ’I København har jeg hjemme’, snakke med unge, få dem til at fortælle deres historier og spille teater for dem og sammen med dem. Det blev ikke set på med milde øjne af Kunstfonden, der nedsatte støtten fra 4 mio kr. til 1,75 mio. ”Jeg har flere gange fået at vide af Musikdramatisk Udvalg, at det, jeg laver ikke er kunst, men det mener jeg jo, det er,” fortæller Allan Klie stilfærdigt i bogen.

DERMED ser sidste ord ud til at være sagt i historien om, hvad der begyndte med Den Anden Opera. Men ikke historien om Allan Klie og hans indsats. Han er nu ansat af Askov Fonden til fortsat at arbejde med  projekter for de unge i lokalområdet.

gregersDH.dk