Peter Bo Bendixen, Astrid Grarup Elbo, Nikolaj Koppel, Lise Davidsen, Dronning Anne-Marie, Dronning Margrethe og prinsesse Benedikte i Tivolis Koncertsal (Foto: Bax Lindhardt)
VIDUNDERSTEMME I NI MINUTTER
Violinvirtuos og ung sopran var highlights ved Tivoli-koncerten på Bernsteins 100-årsdag
*****
FOR at sige det, som det er: Jeg gik til Bernstein 100-års-koncerten i Tivoli søndag eftermiddag af én grund: For at høre sopranen Lise Davidsen kvittere for modtagelsen af Dronning Ingrids Hæderslegat med to Grieg-sange. Ni minutter af en koncert på to timer. Sådan var dét.
DER er ikke noget galt med Bernstein. Slet ikke med hans ’West Side Story’, når et solistisk hovednummer på programmet bestod i, at den flyvske og flyvende unge taiwaneser Ray Chen på sin Stravarius charmede frækt og yndefuldt med temaerne i ’West Side Story’ sammen med Tivoliorkestret og dirigent-trolden Lawrence Foster – i et arrangement, hvor alle Tonys og Marias hjerteknusende vokale kærlighedserklæringer fik, hvad de kunne trække af sentimentalt schwung. Flot nok. For ikke at tale om da Chen som ekstranummer rystede Paganinis Caprice nr. 21 ud af ærmer og strenge som cirkuskartister blæser sæbebobler. Chen jagter ydergrænsen på instrumentets E-streng med ubegribelig overlegenhed.
DET var alt sammen flot og festligt, også de kanonader af amerikansk film- og kvalificeret underholdningsmusik, koncerten i øvrigt havde på programmet til ære for Bernstein, hans egne ’Danseepisoder’ fra ’On the town’ og små og større kompositioner af Aaron Copland, Michael Tilson og Gershwin. Drønende og swingende og dansante sager, storbymusik, så vi følte os som var vi midt i trafikken på Times Square og havde Gene Kelly som dansepartner – med orkestrets fremragende blæserkorps i hopla, så vi skiftevis overvejede at holde os for ørerne, skiftevis labbede de solistiske præstationer fra både messing og træ i os. Livsglad musik, akustisk herligt provokerende, indtil alt blev tonet ned med svulmende klang i Samuel Barbers ’Adagio for strings’, balsam og sommerlig sololie for krop og trommehinder, kærligt fremført af dirigent Lawrence Foster og strygerne.
EN særpræget koncert. For midt i det hele sad pludselig det eksklusive, royale triumvirat af Dronning Margrethe, Dronning Anne-Marie og prinsesse Benedikte på scenen for at bidrage med deres tilstedeværelse, da de to priser, der bærer deres mors, Dronning Ingrids navn, skulle overrækkes. Et hæderslegat på 250.000 pr. stk, som med jævne mellem rum bliver tildelt en ung danser og en ung musiker som belønning og til videre studier. Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen talte smukt til Astrid Grarup Elbo fra Den Kgl. Ballet, og Nikolaj Koppel, der stadig bærer den pudsige titel ’underdirektør’ i Tivolis ledelse, præsenterede den Lise Davidsen, som altså var en væsentlig anledning til at bringe os til koncertsalen denne eftermiddag.
SÅ dér stod hun så, den prægtige, magtfulde fremtoning af en nyslået verdensstjerne, født i det norske, uddannet på vores danske Operaakademi, for med al sin vokale vælde at bekræfte det indtryk, vi fik hende allerede ved Operaakademiets præsentationsforestilling i marts 2014, da hun på Operaens Takkelloft-scene sammen med afgangsholdet affyrede den kådeste og mest spøjse udgave af ’Flagermusen’, der er set nord for Kruså. Hun selv modtaget af denne anmelder med følgende varsel: ”Man aner en dramatisk sopran med årene, men sandelig også en scenedame, der kan bruge stemmen præcist suppleret med underfundig og slagkraftig mimik.”
‘MED årene’? Mildt sagt. Allerede tre måneder senere stod hun på scenen i Tivolis Koncertsal og sang Richard Strauss-sange ”med en evne til at lytte sig ind i klaverets forspil og sætte sin stemme ind som klanglig forlængelse… stemmen kommer smygende sig ud af struben som et ekko af klaveret.”
NU i Tivoli havde hun så det fulde orkester til at sætte gylden ramme omkring de ni minutter af koncerten – to sange fra hendes hjemland, Griegs ’Våren’ og ’Ved Rondane’. Og igen denne usvigeligt sikre intonation og indføling i en sangs klanglige karakter, stemmen vokset siden dengang – nu synger hun store operapartier rundt i verden, denne søndag kom hun direkte fra prøver på den græsk-mytologiske titelrolle i Strauss’ ’Ariadne på Naxos’ ved festivalen i Aix-en-Provence – men her i Tivoli tæt inde i de norske fjelde og dale, som Grieg og digteren Aasmund Vinje fortæller om med saft- og magtfulde klange af naturens mystik på de egne. Teksten mere som lydmalende skitser, for hvad er det for ord, hun synger i disse norske nationalklenodier? – ”No seer eg atter slike Fjøll og Daler som deim eg i min fyrste ungdom saag…” Vi bæres langt bort mod Peer Gynts hjemland. Hjemme igen denne søndag aften lytter vi teksterne efter i Kirsten Flagstads indsyngning af Griegs ’Ved Rondane’ fra 1948. Det er barndommen, der kaldes frem i teksten, som det er foråret, der gror i ’Våren’. Lise Davidsen synger sangene med meget af den samme fjerne, tunge ro som Flagstad, hun er på hjemmebane, stemmen har ikke de samme farver som Flagstad, hun er ikke fyldt de 30 endnu, og vi kan komme med mange blomstrende formninger om at passe godt på den, nu hvor Wieneropera, Covent Garden og Metropolitan har hende på plakaterne. Men Lise Davidsen ser ud til at stå så sikkert med begge ben på jorden, at prisregn og sværdvægtige opgaver på de internationale scener næppe kan tage livet af den stemme.
gregersDH.dk