Birgitte Prins og Lars Topp Thomsen i ‘Spartacus’ på Teater Får302 (Foto: Thomas Cato)
*
*
*
*
*
FIS MED EN HELTEMYTE
På flugt med Spartacus og hans 70.000 slaver hen over Teater Får302’s ti kvadratmeter scene. Vældig underholdende.
Spiller indtil 6. marts
***
DET er ikke helt klart, hvor Anna Bro mest vil hen med ’Jeg er Spartacus’.
På den ene side er hendes nye stykke lidt i retning af ’Svend Knud og Valdemar’, Riddersalens navnkundige stykke: En gang fis med en historisk heltemyte.
På den anden side får vi nogle ordentlige, solide budskaber undervejs.
Både om den frihedspower, som f.eks. Karl Marx så i Spartacus-figuren som proletariatets helt. Men også om magt, der korrumperer. Selvfølgelig hos de elendige romere, der smider deres slaver for løverne for underholdningens skyld, men sandelig også hos helten Spartacus, der tér sig værre end de romerske herrer, når han får brug for det.
I SPEJDERTELTET
På den måde tager vi nogle ture undervejs. Anne Bro vil gerne fortælle os en lærerig historie om kamp mod undertrykkelse og menneskelig nedværdigelse, og den er vi med på.
Men hun holder os alligevel på de teatralske festligheders bane. Alene ud fra det groteske koncept: Vi er på Får302’s ca. 10 kvadratmeter. Og dér overværer vi kampen mellem 70.000 slaver og vældige romerske legioner, der jagter slavehæren det halve Italien rundt, indtil den fanges i de calabriske sumpe sydpå og bliver slagtet.
Historien fortælles med et glimt i øjet og stor hittepåsomhed. Spartacus (Lars Topp Thomsen) slår sig ned i sit spejdertelt højt til vejrs ved Vesuv sammen med gladiatorvennen Krixus, hvorfra de kan holde øje med fjenden.
Krixus er i hænderne på Birgitte Prins, som har fornøjelsen af at underrette os om spillets gang, ind imellem at hun spiller den romerske senator Crassus’s slave og står model til hans sextilbøjeligheder, bl.a. må nulre fusserne på denne Crassus, som under forlystelserne galer op om det storslåede image, han gerne vil tildeles i eftertiden, f.eks. ved at banke Spartacus.
Morten Burian spiller Crassus, men også slave, og gerne guitar, når de dramatiske hændelser kræver musikledsagelse.
SKÆGT
Scenen er en glidebane med faldlemme, belysning bl.a. spredte arkitektlamper, som Crassus, Spartacus og Krixus kan rette lidt på undervejs, hvis de savner lidt mere spot på deres egen person. Vi mangler egentlig kun Gotha Andersen i sin sufflørkasse til at stikke næsen op og yde sine bidrag, for at henvisningen til ’Svend Knud og Valdemar’ er fuldgyldig.
Det er skægt teater med lidt tomgang undervejs. Anakronistisk spræl og splatter, et gedigent præg af revy og pludselige situationer, hvor vi studser, når Anna Bro løfter pegefingeren og formaner os om kapitalismens grundlæggende forbandelser. Frede Guldbrandsen har instrueret med sikkert blik for de skæve vinkler i Anna Bros tekst.
GregersDH.dk
