Jakob Femerling og Özlem Saglanmak i ‘Sort vand’ (Foto: Karoline Tiara)
VÅDE DYK
I FORTIDEN
‘Sort vand’ på Betty Nansens Edison Scene handler om desperate dyk i en øm og våd fortid, der nægter at lade sig genfinde.
Manuskript: Ronald Schimmelpfennig. Instruktion: Anja Behrens. Scenografi: Christian Albrechtsen. Oversættelse: Karen-Maria Bille. Medvirkende: Marie Louise Wille, Ernesto Piga Carbone, Gerard Carey Bidstrup, Özlem Saglanmak, Christine Sønderris og Jakob Femerling.
’Sort vand’ spiller på Betty Nansens Edison Scene indtil 12.2. Varighed: 1½ t u. pause.
****
VAND, så det driver! Åbningssceneriet på Betty Nansens Edison er vand over hele gulvet. I baggrunden ser vi de seks skuespillere som saltstøtter på stribe. Under hver sin bruser. Scenen ligger i halvmørke.
Hvor er vi henne? Vi er til nattebadning med tre piger og tre fyre. Det er en sommeraften, og de seks er krøbet over et hegn for at nyde natten, pølen og hinanden.
Vi kommer aldrig ud af det sceneri. Der pjaskes, snakkes og svømmes, men det er ikke dramatiker Roland Schimmelpfennig, hvis ikke vi hurtig skal forvirres af replikker, der svirrer som fluer i luften, – hvem er de mennesker, og hvem siger hvad og hvorfor?
Efterhånden holdes vi fast på, at det handler om unge fra vidt forskellige miljøer, der bare har fundet hinanden i et par timers nattesjov ved pølen. Men det er hurtigt mere kompliceret. Replikker og dialoger svirrer mellem de seks ved pølen og de samme mennesker tyve år senere, hvor de tilfældigt møder hinanden igen – som dét, de er blevet til. Advokat, rektor og minister. Eller kassedame, kebab-sælger eller arbejdsløs.
Genkendelser, nostalgiske gensyn, forsøg på at genoptage kæresteri og feststemningen. Sjovt og endda stemningsfuldt og ganske poetisk.
Tilskuerne skal holde ørerne stive undervejs, for vi fastholdes scenisk ved svømmepølen, og personerne taler det ene øjeblik som unge, det næste som ældre.
Vi kan fortolke gensynene som rørende. Men også som spildt krudt. For mennesker ligger som de har redt, lyder Schimmelpfennigs morale på el slags brechtsk. Den sociale arv klæber til personerne. Det andet er romantisk flip. For forfatteren et lidt melankolsk budskab: Vi lever i parallelsamfund, og der er ingen vej over hegnet – bortset fra det hegn, de unge hopper over til svømmepølen i deres endnu ubelastede ungdommelighed.
Skuespillerne kaster sig med charme og kampmod ud i rollerne og de flossede eller lynfrosne replikskifter – fuldstændig som skuespileleverne ved teaterskolen i Odense gjorde for nogle måneder siden, da de gnistrede af spillelyst i Schimmelpfennigs ’Her og nu’, et stykke, der nådesløst flår selskabeligheden ved et bryllup fra hinanden og slutter i mageløs forvirring, også her for at fortælle om moderne menneskers besvær med at løsrive sig fra deres baggrund.
Schimmelpfennig har sin måde at skildre, hvad han opfatter som på forhånd idømt social arv. Han skriver præcist, ordrigt teater, men også tit med en temmelig uoverskuelig collageteknik. Tit. Der er selvfølgelig undtagelser i hans enorme produktion, f.eks. ‘Vintersolhverv’, efterkrigsdramaet, som Det Kgl. spillede i forrige sæson med Kirsten Olesen og Flemming Enevold i hovedroller.
’Sort vand’ – titlen fortæller om den næsten glemte fortid, der dukker op hos de seks, da de prøver at give erindringerne kunstigt åndedræt tyve år efter, midt i deres voksenlivs syndfloder af problemer. De forsøger at genfinde uskylden – ”dykke ned i en verden, hvor det eneste, der tæller, er luften i dine lunger – og den tid, du har inden du skal hente luft.”
Instruktøren Anja Behrens har sammen med scenografen Christian Albrechtsen valgt en stram koncentration om sort-hvid enkelhed. Og spillerne er en fornøjelse med skarpt opmålte, usentimentale replikker.
gregersDH.dk