Thomas Levin, Kasper Leisner, Tina Gylling Mortensen og Marie Louise Wille i ‘Soli Deo Gloria’ på Betty Nansen Teatret (tegning: Claus Seidel)

GUD ALENE ÆREN?

Præcise og knivskarpe situationer i Peter Asmussens næsten revyagtige suite af scener mellem mennesker

Peter Asmussen: Soli Deo Gloria. Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi: Julian Juhlin. Medvirkende: Marie Louise Wille, Tina Gylling Mortensen og Kasper Leisner.  Komponist Yann Coppier.

’Soli Deo Gloria’ spiller på Betty Nansen Teatret indtil 19. december

****

’MERE er der vel ikke at sige’… Sådan lød den første replik i Peter Asmussens ’Hjertet skælver’ på Aarhus Teater for et par år siden. Stykkets fem medvirkende stod i total mørke, og det blev de ved med.
Hans nye stykke, der havde premiere her til aften på Betty Nansen har fire medvirkende. Det er lige så kort. Koncentreret i en række scener, der er som hugget i sten. Replikken fra ’Hjertet skælver’ kunne stå som både begyndelsen og slutningen. Mere er der vel ikke at sige…
Men nu er vi ikke i mørke, scenen er belyst, vi ser de fire, lys bliver kun afløst af mørke mellem dialogerne og situationerne. Og musikken taler med sin egen stemme, klange i sære blokke, der tit lyder, som om de vil opløse sig i harmoni, men aldrig gør det. Musikeren (komponisten) Yann Copier står som en sort silhouet bag skuespillerne med sit elektroniske udstyr.
‘Ikke mere at sige’ – men det er sandelig også meget:
En mand og en kvinde skændes så meget, at de overser, at deres nyfødte dør imens.
En pige på femten er faldet for en dreng på tretten og møder ham igen halvtreds år senere, fordi drengen som voksen beder sin kone kontakte pigen. Han sidder i rullestol, er blind og har mistet taleevnen.
En bøddel i en kz-lejr ekspedere et jødisk ægtepar i gaskammeret og lægger an på parrets teenagedatter.
To fyre forbereder sig på jordens undergang, mens de spiller med terninger og onanerer.
En luder har anbragt en korkprop med et barberblad i sin kusse. Hun vil ikke have flere børn.
En selvmordsterrorist sprænger sig i luften, mens han sidder på en bænk og taler med en studiekammerat.
Til sidst sidder to fugle som på en gren og diskuterer. Hver med sit næb. Den ene kvidrer, den anden tuder som en ugle. Begge snakker som så mange andre. Til en lukket dør.

LYNGLIMT

Formmæssigt er vi som til en revy. Eller en række fortællinger, der er anbragt som cases eller eksempler fra et foredrag om livets umulighed og håbløse og perspektivløse drift frem mod ingen ting for enden af tunnelen. Thomas Bendixen har instrueret de fire spillere i teksterne, der undertiden brækkes op, så ordene hænger i luften.
Er der sammenhæng mellem den halve snes situationer, vi ser? Ikke direkte. Kun ved, at de i lynglimt fortæller om menneskelig nedværdigelse, meningsløshed, uforløste forhold, ubesvarede spørgsmål i en verden, der ikke har forankring i noget.
Ikke i tro. Ikke i formål. Ikke i nogen dybere mening.
Scenen er nøgen. Kun nogle bænke. Som i en anonym park eller på en åben gade. Vi er med Marie Louise Wille, Tina Gylling Mortensen, Kasper Leisner og Thomas Levin i en verden, der svæver i intethed.
Det hele er altså temmelig gustent. Peter Asmussen har valgt at kalde stykket ’Soli Deo Gloria’ – Gud alene æren, som er overskriften på Johann Sebastian Bachs næsten tre hundrede kantater. Om Bach mente det ironisk? Næppe. Dog måske. Han var en kirkens mand, men nok mest ved orglet. At Peter Asmussen med den titel kaster sig i støvet og takker gud for liv og ære og teatrets kunst, er næppe troligt. Ironien skærer gennem de tre ord.

gregersDH.dk