Vibeke Kristensen som den forstyrrede Snehvide (Foto: Anders Bach)
EN ØRETÆVEINDBYDENDE TEENAGER
’Snehvides spejl’ er enkel, slagkraftig eventyropera på Den Jyske Opera. Med purpurstøvet blæst af Disney-udgaven. Der tegner sig en ny dansk opera-kurs.
*****
HVAD for baner tænker man i, når man vil skrive en opera?
Niels Marthinsen tænker tydeligvis: Folk skal have en god historie. Den skal være til at forstå. Den skal være, så det gibber i os. Musikken skal være den dieselmotor, der driver værket. Brændstoffet? Hele butikken: Slagkraftig, mundret tekst, enkel scenegang og et partitur, der ikke byder på uoverstigelige knaster, men som man gerne må slå sig på ind imellem, hvis slagkraften skal have nogen mening.
Lad os kalde nøgleordet: Effekt. Ikke noget så påtrængende som revolution. Heller ikke appel til dyb og overvældende grublen – hans og librettisten Eva Littauers behandling af Grimms eventyr om ’Snehvide’ er på den ene side så lige ud ad landevejen og på den anden side så lige ind i romantisk gysertradition, at man æder den råt. Bortset fra at man nok ikke skal give små børn den at spise, hvis man ikke synes, de skal udsættes for mord, blod og gruppevoldtægt.
Tingene hænger sammen i Århus. Korngolds ’Die tote Stadt’ fik sensationelt dansk førsteopførelse for præcis et år siden, hundrede år efter den er skrevet, men den er på sin egen facon banebrydende lige i disse år, fordi den appellerer til to ting: Lydmæssig tilgængelighed i traditionel forstand og handlingsmæssig tilgængelighed – i lige så traditionel forstand: Gys, drama, mystik, voldsomheder. Sjældent, men dog undertiden blødgjort af en vis distanceret komik, sådan som man også ser det i Erik Bachs ’Korus kabaret’, der netop har haft urpremiere på Aarhus Sommer Opera.
Man må nok konstatere, at tendensen har en velgørende effekt på et stort publikum. Vejen blev banet af adskillige eksperimenterende kammeroperaer i sin tid, især på Den Anden Opera i København tilbage i 80’erne. Og værdsættelsen af tilgængelighed breder sig i disse år til andre komponister som Rasmus Zwicki med hans ’Konsumia’ på Den Fynske Opera, Bo Holten, senest med ’Livlægens besøg’ på Det Kgl. – og til selv en så eksklusiv operakomponist som Poul Ruders med hans ’Dancer in the Dark’, også på Det Kgl.
OVERHALING
I ’Snehvide’-operaen følger vi tendensen med stor fornøjelse.
Det gør ingen skade, at historien har fået en ordentlig overhaling: Det lyserøde Disney-pudder er blæst af, den nuttede prinsesse er blevet til en skrap lille gimpe af en teenager, forkælet og temmelig rædselsfuld, kun farsyg, og det er man jo villig til at acceptere, en udmærket egenskab, selvom den også kan være øretæveindbydende.
Den nybagte dronning, hendes onde stedmor, har dermed en god basis for at være tillagt visse sympatiske sider. For hvad bilder hun sig ind, den lille jaloux mokke?
Det, der tårner sig op, er med andre ord en magtkamp mellem to kvinder, der bruger lige beskidte kneb og som det er lige synd for. Dermed er vi i en anden bølgegang end hos Grimm og Disney, hvor ondt og godt er sort og hvidt.
Det gør heller ikke situationen mindre interessant, at de syv små dværge er konverteret til syv beskidte minearbejdere, der ikke er så interesseret i, at hun støver hytten af og bager kager til dem, men hellere vil slås om, hvem der først kan komme i bukserne på hende. Det kan de så stort set alle sammen. På en gang.
Kongen bliver mast som en flue mellem de to kvindemennesker. Hans hjerte holder ikke til den familiemæssige borgerkrig på kniv og gift.
Oven i er der så en ordentlig bid af en rolle til den bøssede lakaj, som har fået navnet Miss Toby, og som er en beskidt manipulator, der kunne være den lille infame Spoletta fra ’Tosca’ vokset til grå eminence og en udsøgt blanding af sprechstallmeister og spielverderber (for nu at minde læseren om, at der er andre sprog en engelsk, der har grokraft i det danske).
SANGLIG DIFFERENTIERING
Dette galleri får Marthinsen til at udvikle præcist differentierede sanglige opgaver: Sopranen Vibeke Kristensen slynger de mest uforskammede koloraturer fra sig som Snehvide, Helene Gjerdis bevæger sig i det lyrisk-dramatiske, Jørn Petersen kan krydse Traviatas Germont Père med sin Rigoletto, så det gør helt ondt, og Mathias Hedegaard kan styre sin tenor ad Hertugen til, når vi nu er ved Rigoletto.
Og så er vi ved den rolle, der som skrevet og lagt lige i bageformen til ham: Gert Henning-Jensen som den slebne Toby, der svinger med alt, hvad der er at svinge med: Prinsessens kostumer, tjenerskabet, liv og lemmer, gerne et par dansetrin, hvor det falder ind – også dét falder jo komponisten ind. Og svinger ikke mindst sin tindrende tenor i luften som var den jonglørringe op mod teltbardunerne i Cirkus Schumann. Sådan er vi musikalsk i mange hjørner, og også Den Jyske Operas kor får mulighed for at glimre og knytte historien til arke-udgaven, når de synger om ’huden lys som sne og sjælen sort som ibenholt’.
DYBFROSSEN
Alt dette håndteret med operative sikre og enkle greb af instruktøren Anne Barslev.
En svær opgave? I hvert fald en opgave, der lettes af en scenografi, der befrier de medvirkende fra større problemer med at følge den svenske dirigent Joachim Gustafssons vink. Scenografen Gøje Rostrup har ladet en vældig indre slotsdekoration – så dybfrossen som et arkitektonisk nazi-tempel – holde sangerne fremme på prosceniet det meste af tiden, så Anne Barlslev kan koncentrere sig om håndteringen af de psykologiske manøvrer mellem hovedpersonerne.
Og bjergværksarbejdernes show kan udspilles på kanten af orkestergraven, så vi for en gangs skyld ikke hygger os med dværgene i den mørke skov, men på afgrundens rand. Hvor musikerne i farefuld nærhed spiller dette partitur, der nok udmærker sig ved mange solide gentagelser, men også med velskrevne underbygninger og væsentlige kommentarer til og instrumentale indgreb i de sceniske hændelser.
Så vidt ’Snehvides spejl’. Set ved generalprøven tirsdag. Forestillingen havde premiere i aftes, torsdag.
Den kommer ikke til København, og den går kun fire gange i alt i Århus. Den er til mere.
