‘Hvordan vi slipper af med de andre’ Aarhus Teater 21.9.07 Anm.

Madeleine og løverne

Skafottet er rejst på Aarhus Teater. Samfundets tabere er på anklagebænken. Og vinderne.

*****

Nådada. Så er der dømt politisk teater!
Ved premieren delte en flok VU’er  – Venstres Ungdom – en protest mod stykket ud foran teatret.  
De unge, århusianske løver lugtede blod. I al dansk stilfærdighed. Protesten var underskrevet med ’Venlig hilsen’.
Løverne havde fanget, at instruktør (og teaterchef) Madeleine Røn Juul havde begået denne sætning i presse- og undervisningsmaterialet om stykket ’Hvordan slipper vi af med de andre’, skrevet af Anders Rønnow Klarlund og Rasmus Botoft:
”For mig at se er ’Hvordan slipper vi af med de andre’ et tankeeksperiment, hvor man forsøger at føre liberalismen ud i sin yderste konsekvens.”

Løverne: Der er søreme ikke noget ’liberalisme’ i det stykke! Hverken i yderste eller inderste konsekvens! Det ’tankeeksperiment’ måtte fru Røn Juul længere ud sin ideologiske jungle med.

STÆRKT TEATER
Det har de sådan set ret i. Man kan sige meget om det stykke – og det vil der også blive, for det er stærkt teater med jern- og knytnæve, teater, som får folk til at rokke sig i sæderne, smile skævt til hinanden og vende tankesættet som pandekager i luften. Det dur bare ikke at kalde det ’liberalisme i sin yderste konsekvens’. Om man så koger Anders Foghs minimalstats-ideologi ind, så der kun ligger koncentratet tilbage på grydens bund, ligner det lige så meget, og lige så lidt, det koncentrat, der vil være tilbage efter samme traktering af socialismens ideologi.

10 KØBENHAVNER-KRITERIER
Handlingen kort: Lars Bom er som militær auditør sat til at forvalte en lov om militær undtagelsestilstand i forlængelse af en lov om 10 ’københavnerkriterier’, regeringen har gennemført. Med dronningens underskrift og hele pibetøjet.
Kriterierne definerer, hvad der er dårlige samfundsborgere: Mennesker, der modtager offentlig bistand eller understøttelse. Invalider, kriminelle og narkomaner. Folk, der skylder penge eller ikke kan tage vare på deres børn. Disse individer får ti minutter til deres forsvar og bliver derefter skudt eller hængt, hvis de ikke kan bevise, at de på et eller punkt alligevel har gjort noget, der er godt for samfundet.
Resten af samfundets borgere – nogle stykker vil der jo være tilbage – kan så fornøje sig over lavere skatter og slippe på at kikke på de grimme, tidligere medborgere. Kulturen er reddet. 

URO PÅ RÆKKERNE
Officer Bom skiller fårene fra bukkene som en ren lystmorder. Assisteret af Mogens Rex, der agerer folketingets socialudvalgsformand, en radikal politiker af bleg humanistisk observans, kujoneret ned til sokkeholderne af sin militære overmand, parat til at nikke underdanigt. Eller brække sig, når det går grumt til med henrettelserne.
Som teater er det spillevende. Og komponeret sådan, at vi alle sidder dér og tænker på, hvornår vi sidst tog af mors kagedåse eller fik malet havelågen uden regning.
En stribe af de skuespillere, der repræsentere sortimentet af døgenigter er plantet rundt om blandt publikum og trækkes ved hårene ud af teatersalens mugne, menneskelige samfundskage, op på scenen for at stå skoleret. Under højlydte ukvemsord og protester.

RESTOPLAG
Lars Høj og Anne Vibeke Mogensen er et kosteligt sæt massageklinik-bestyrere, Klaus Wegener en tidligere venstresocialist med kampberedte slagord, der klinger som rustne kirkeklokker, Peter Flyvholm og Mette Døssing et vildfarent par fra et glemt hjørne af Christiania, hvor ordforrådet er kogt ind til ’fuck’ og omegn. Karen-Lis Ahrenkiel et restoplag fra et plejehjem, sat til at skide i en gulvspand i forhørslokalet.
Slemt. Men så er der Kristine Nørgaard som overlægedatteren, den unge cand. polit., som har skrevet med på kriterierne og pludselig mærket røgen fra gaskamrene. Hun prøver forgæves at få den mislykkede trediedel af nationen – os i salen indregnet – bragt på flugt til fjerne egne, før det er for sent. Hun ender med at hænge sig sammen med de øvrige, et kollektivt selvmord i stil med de berømte Masada-jøders under romernes belejring i år 73.

FRISK MOD
Det er stærk kost. Og for at vende tilbage til VU-protesten og samtidig måske fortolke de tvetydige smil hos mange af de byrådspolitikere, der befolkede parkettet ved premieren: Social frasortering, etnisk udrensning, eutanasi, ‘Endløsung’ og hvad vi ellers har af modeller til at styrke ’survival of the fittest’, møder vi i syge diktaturer, uanset om de påstår sig baseret på kommunisme, socialisme, islamisk fundamentalisme eller liberalisme. Udryddelse af de besværlige eller uenige kan være konsekvensen af enhver ideologi.  
Så frisk mod, VU. Og Madeleine Røn Juul, som altid får slynget i hovedet, at hun engang har boet i Christiania. Også denne gang af nogle.
Frisk mod. Dette er livskraftig teater. Rusk i fordomme.

Gregers Dirckinck-Holmfeld      

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *