SIDSTE TÅSPIDS

Silja Schandorff liner op til afdansning i april. Hun er på højden af sin karriere   – men stopper efter 34 hårde og eventyrlige år på Det Kgl. Teater.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Jeanette Pardorf

————————————–

DET går hurtigt. Dér står hun og ligner en teenager. En autonom, der har revet hul i et gitter på Nørrebro. Ganske vist en temmelig nobel autonom. Hullet i hegnet er kærligt hjerteformet. Og autonome stiller sjældent nodestativer op under deres aktioner.
Men hurtigt går det altså. For hurtigt.
Silja Schandorff skal på pension! Pigen, der svæver som en sylfide over Det Kgl. Teaters scene. Nu står hun dér  – ikke i en baggård på Nørrebro. Men et sted under scenen på Kgs. Nytorv, hvor ting gemmes hen, og mørnede 1800-tals nodestativer fortæller om forgængelighed.
Selv har hun besluttet at svæve ud i kulissen og forsvinde fra de stjerneroller, der er hendes og som om et halvt år kun vil være erindring i vores hoveder.
Hvis vi synes, det går for hurtigt, så er det fordi det virker så rasende uretfærdigt. Silja Schandorff er på sin absolutte højde lige nu. Og er det ikke bare et øjeblik siden, hun brød igennem? Og et endnu kortere øjeblik siden, hun blev solodanser?
Jo. Men det er som med sportsstjerner. Karrieren er kort og fantastisk. Kulminationen blændende. Men der er tæppefald, før man aner det.
 
Silja Schandorff står af, fordi hun synes tiden er inde.

”Mange er forbavset over, at jeg stopper. De siger: ’Gud nej, hvorfor stopper du? Du kan da sagtens fortsætte.’ Men jo tættere jeg kommer på, jo mere afslappet er jeg omkring det. Jeg bliver fyrre til februar, og det er dér, man bliver pensioneret som danser. Men jeg kunne da sikkert godt fortsætte på en kontrakt.”

– Som karakterdanser? Du havde det mig bekendt fint med at være pianisten i ‘Enetime’.

”Ja. Der er nogle få roller som er virkelig interessante. Og det kan godt være, jeg vil sige ja, hvis de kommer med en særlig opgave. Men i princippet: Nej.”

– Hvornår besluttede du dig for at stoppe?

”Engang tænkte jeg, at det ville være fint, hvis jeg kunne holde standarden, indtil jeg var 35. Alt efter 35 har sådan set været bonus. Jeg har ikke noget imod ældre dansere. Modne dansere. Men det må ikke blive patetisk at se på. Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville stoppe, når jeg blev 40.”

– Hele tiden?

”Det ligger altid lidt i luften. Folk snakker om den korte karriere og spørger hvor længe man tror, man holder. Der er  jo nogle dansere, der stopper allerede når de er tredive. Men selvfølgelig går man ikke rundt og tænker i de baner, når man er tyve. Dengang var vi en gruppe, der var meget ambitiøse. Og nysgerrige. Rose Gad og Nikolaj Hübbe. Mig selv. Vi så en masse balletvideoer. Mest nogle, vi købte, når vi var ud at rejse. I New York eller Paris. Det var guldkorn, når vi fandt dem. Vi sad og kikkede videoer – og drømte: Tænk, hvis man kunne få lov at lave dét eller dét! Der var en ambition og en lyst til det hele! Vi var i korpset dengang, men fik også meget tidligt hovedroller.”

– Har du det godt med at stoppe nu?

”Jeg er nok den, der stresser mindst af alle i den anledning. Jeg koncentrerer mig om det, jeg skal. Danse af. Og være der hundrede pro cent. Også over for dem, jeg arbejder sammen med. I prøvesalen. 24 timer i døgnet…”

En klokke ringer i Siljas garderobe, og der lyder en myndig røst i højtaleren på væggen: ’Gamle Scene! ’Onegin’ – Så er vi skiftet til 3. akt. Danserne må gerne komme ned. Prøven fortsætter!’
Vi taler uanfægtet videre. ’Onegin’ er ikke Siljas forestilling. Men det minder os om hverdagen omkring os på dette teater. Hendes egen hverdag. Og hendes eget enormt tjekkede forhold til arbejdet. Vores aftaler om interview, om fotografering, om tid og sted og tidspunkter er nøje timede. Ingen stress. Men som en selvfølgelighed. Logistikken byder Silja Schandorff at være i stangskole eller prøvesal eller på scenen efter et skema, der ikke fraviges. Disciplin er et indbygget fænomen. Siden hun som seksårig kom på balletskolen.

– Du bor halvtreds meter fra teatret. Du har levet dit liv på Det Kgl., siden du var seks. Kender du verden udenfor?

Silja svarer med en lille latter og denne stemme, der klinger så forbavsende dyb og melodiøs, moduleret med et strøg af klassisk kgl. teater-dansk:

”Jeg kommer nok til at kende den bedre, når jeg stopper! Der er så meget jeg skal opleve nu. Nu lyder det måske, som om man har været lukket inde og har lidt afsavn. Sådan er det ikke. Jeg føler mig fantastisk privilegeret. Især nu som voksen.”

– Ikke da du var barn?

”Jo, da. På mange måder. Men som barn var der en lille frygt for verden udenfor. Og for at blive smidt ud. Vi var til eksamen hvert år, og det kunne jo sagtens ske. Dengang foregik alt på teatret. Også al skoleundervisning. I dag samarbejder man med Zahles Skole, og ballettens børn møder andre børn. De får kammerater og venner udenfor. Vænner sig til, at der eksisterer andet end teatret. Jeg har kun en enkelt veninde fra min barndom, da jeg boede i Dragør. Men jeg har aldrig været i skole med mere end fire-fem elever – fra balletten. Det var skræmmende at skulle ud blandt børn, som havde en anden tilværelse – hvis jeg altså røg ud. F.eks. sidde i en stor klasse med en masse fremmede børn. Jeg var opdraget hjemmefra til, at det var vigtigt at være god til de almindelige skolefag, for hvis man blev smidt ud, så skulle man kunne følge med, når man kom over i en anden skole.”

– Men du blev ikke smidt ud.

”Næh. Og så var det heller ikke værre. Jeg voksede da op i et eventyr. Hvor vi boede på samme gang som danserne. Gangen fortsatte ud i dér, hvor de voksne havde deres garderober. Vi lå og prøvede at kikke ind under dørene. Nogle af dem havde selv syet gardiner og havde deres egne fine ting. Så kom de også forbi os i deres kostumer, når de skulle på scenen. Og når vi skulle ned i kantinen var den nærmeste vej bag Gamle Scene, hvor der var kulisseopbevaring. Så kunne man løbe gennem kulisser fra alle mulige operaer og balletter. Og lige danse en lille solo. Eller synge en sang. Og drømme sig til, at man var en eller anden.”

– Og også sewlv komme på scenen.

”Ja. Allerede fra jeg var seks år. I ’Nøddeknækkeren’. I ’Et folkesagn’. I ’Coppelia’. Vi var på scenen i mange forestillinger. Levede mere eller mindre på teatret.”

– Du taler om det her hus ligesom Ghita Nørby, der har kaldt det sit ‘barndomshjem’.

”Det ved jeg godt. Men jeg boede faktisk i Dragør hos mine forældre. De kørte mig frem og tilbage de første år. Derefter tog jeg med bus hver dag. Læste lektier i bussen på vej ind om morgenen. Det var igen det med min far og mor, der indskærpede, at jeg skulle klare mig godt i skolen. Min mor havde selv danset – på Pantomimen i Tivoli – og vidste, hvor hårdt det var at være danser uden for Det Kgl. Teater. Hun havde ikke gået på balletskolen her. Og min far, der har været professionel cykelrytter, vidste også alt om, hvor vigtigt det var at have en uddannelse  – han blev guldsmed, samtidig med at han vandt det ene mesterskab efter det andet og fik bronzemedalje ved de Olympiske Lege. Men ellers er det rigtigt: Det her teater har nærmest været mit hjem.”

– Og er det stadig. Lidt endnu.

”Ja. Og selvom jeg har min lejlighed henne om hjørnet, så tager jeg jo på en måde teatret med hjem. Jeg er ikke god til at lægge mit arbejde fra mig, når jeg er midt i en kreativ proces. Det kører i hovedet, og når jeg tager en bog og har læst lidt, så opdager jeg pludselig, at tankerne er et andet sted. Bogen bliver som regel ikke læst til ende. – Der er også noget, som de fleste ikke ved eller tænker på: Man skal sy sine tåspidssko.”

– ?? 

”Jamen, det gør man selv.”
Silja strækker en lang arm op til en hylde bag sig og henter en sko ned i en elegant bevægelse, som var det en øvelse i en ny attitude. ”Se. Det kan jeg bruge mange aftener på. Sy og reparere. I timevis derhjemme. Skoene kommer rå. Uden noget i. Og det er individuelt fra fod til fod, hvor båndene og elastikkerne skal sidde. Jeg skal altid have mange sko parat. Jeg bruger tit flere forskellige i samme forestilling. I én scene skal det være bløde sko. I en anden hårde. En god sko kan nærmest redde en forestilling. Dét arbejde slipper jeg for nu.” 

– Og så vil du læse bøgerne til ende.

”Ja. Og alt det andet jeg har lyst til. Noget af det, jeg har måttet afstå fra. Gå på udstillinger. Se på kunst. Se de venner, jeg har. Trods alt. De har bare gennem årene vænnet sig til at sige: – Du har jo ikke tid… Nu får  jeg tid!  Dyrke sport? Spørger du. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at begynde at ride. Komme lidt ud i naturen. Væk fra byen. Jeg er jo fra Dragør, hvor man rider meget. Men vi måtte ikke på skolen. Det var dårligt for benene. Vi måtte heller ikke skøjte eller stå på ski.”

– Du kunne også stifte familie og få nogle børn.

”Man kan så meget. Jeg er glad for, at vi ikke skal snakke om kærester og ekskærester. Ha! Ha! Der har været nogle stykker. Men jeg har det slet ikke, som mange kvinder har det allerede midt i trediverne, når de siger: – Nu skal vi også have nogle børn! Jeg har aldrig haft den trang. Jeg er da blevet helt vildt presset af andre, der har fået to eller tre børn. ’Nå, hva’ med nu ?’ siger de. Jeg siger til dem, at det kan godt være, at de synes, det er sådan man skal leve sit liv. Have børn og familie. Og hus og alt muligt. Men jeg lever på min måde. Jeg kan godt lide børn. Men jeg behøver ikke have dem hele tiden. Børn kan også godt lide mig. Måske fordi jeg ikke kaster mig over dem.”

– Du vil have din frihed.

”Ja. Ikke nogen, som spørger mig: Kan du lige hente børnene? Og mig, der bliver nødt til at svare: Nej, det kan jeg ikke, for jeg skal det ene eller det andet.”

– Hvad f.eks.?

”Træne. Som jeg da vil blive ved med. Meget konsekvent. Man slipper ikke ustraffet fra alt det, man har udsat sin krop for gennem årene. Småskader, der skal behandles. Et knæ, der er blevet godt belastet. Og lige nu  – som sagt: Være hundrede pro cent på op til min afdansning i april.”

– Og derefter? Tænker du på selv at lave balletter? Blive koreograf?

”Overhovedet ikke.”

– Hvorfor ikke?

”Det har aldrig interesseret mig. Jeg vil gerne arbejde med roller. Med trin, der allerede er skabt. Jeg har lige været instruktørassistent på ’Othello’, og jeg arbejder i øjeblikket med parrene i ’Nøddeknækkeren’, der har repremiere  4. december. Instruere er ikke det samme som at koreografere. Det sidste overlader jeg til andre.” 

Silja Schandorff danser af 8. april 2009  i titelrollen i ’Giselle’, klassikeren, der er en af hendes største succeser. Historien om den forelskede bondepige, som det går så ilde.
’Tag godt med lommetørklæder med,’ skrev vores balletanmelder Aline Storm efter premieren i september, ’men forvent at græde med stil.’
Og dét er Silja Schandorffs ubetalelige force: Hun griber til hjertet med en styrke, der kan rive gitre op. Og hun er samtidig usvigelig stilsikker.