Ti skuespillere i ‘Jeg skal kraftedeme ikke dø på dato’ (Foto: Lars Horn)
KEMO ELLER C-VITAMIN
Virkeligheden som et kølleslag i nakken: Forfatteren til stykke om kræft døde kort før premieren.
****
VIRKELIGHEDS-TEATER. Ja, ja. Fint. Men så bliver det pludselig så virkeligt, at man bliver stum.
Den 56-årige Torunn Kjølner har skrevet stykket ’Jeg skal kraftedeme ikke dø på dato’. Det handler om ti mennesker, der har kræft. Det havde Torunn Kjølner selv. Havde. Hun døde et par uger før premieren i aftes på Aalborg Teater i aftes.
Torunn Kjølner ville ’kraftedeme ikke dø på dato’. Hun døde i utide. I hvert fald før hun fik set resultatet af det stykke, hun skrev. Man kunne have undt hende oplevelsen. Hun har som lektor ved Teatervidenskabelig Institut på Aarhus Universitet arbejdet teoretisk med skuespillerens teknik gennem en årrække. Men så vidt jeg ved ikke selv skrevet skuespil. Ikke før nu. Lige før nu.
CASE STORIES
Stykket er en stribe casestories. Ti mennesker er under alternativ behandling på en privatklinik, sideløbende med at de bliver hospitalsbehandlet på traditionel vis med kemoterapi. Det alternative består i intravenøst bombardement med C-vitamin.
Dér sidder de på stribe med deres drop og fortæller hinanden, hvad de tror eller ikke tror på. Ikke noget med Jesus eller ej, det er ikke religion, der er til debat. Det er troen på den ene eller anden, mere eller mindre vidtløftige behandlingsmetode. Piller, bananer, kemo, løbeture, mirakelsten, hvad ved jeg. Og hvad ved nogen i øvrigt?
Der er ikke dét, de forskellige ikke har forsøgt sig med. Men fælles er en indgroet mistillid til hospitalernes behandling af dem og hele det system, de er i hænderne på. Ventetid. Fejlbehandlinger. Sjusk. Alt det, der er daglig kost i tv og aviser, og hvor vi, der er raske – måske inklusive læger og sygeplejersker – af og til siger: Nå, er det nu så ringe? Det er jo ikke Somalia, vel?
MØRE AF STATISTIKKER
De ti patienter snakker, fortæller, er stille, skændes, lytter til hinandens historier, giver gode eller dårlige råd. Og griner lidt – galenhumoren holder dem oppe. En kan citere Dalai Lama – ’Du skal dele ud af din viden!’ – en anden kan fortælle om den kræftsyge dyrlæge, der spiste hundemad, for hunden var jo i fin form. En tredje har været på et kursus, hvor hun får at vide, at ’døden er ikke en del af konceptet for undervisningen’.
Sammen vedtager de at danne en forening – ’Statistik-knuseren’. De er møre af de utallige og ustandselige statistikker, der beviser noget og et øjeblik efter det modsatte.
FINT SPIL
Det er en forestilling, hvor dramatikken ligger i de små forskydninger, skuespillernes forskellige karaktertegninger og det fine spil imellem dem, som Per Smedegaard har iscenesat. Ikke i voldsomme udviklinger, katastroferne er latent til stede. Umiddelbart voldsomst går det til mellem en af kvinderne og hendes mand, der tilfældigvis er overlæge på et hospital. Vi ser dem ind imellem på video, siddende i deres bil i det forventelige opgør: Hendes skred i troen på hospitalerne, og hans automat-forsvar for forskerresultater og autoriserede behandlinger.
Tro modividen? Kun tilsyneladende. For lægen ved dårligt nok, hvad ben han skal stå på.
Godt teater? Ja. I al sin indtrængende stilfærdighed.
