‘Så længe mit hjerte slår’ Odense Teater St. Scene 27.4. 2017

Anstrengt og flad teaterkoncert på Odense Teater prøver at fange vores glade erindringer om muntre sange

Augusta Sofie Lund Lau i ‘Så længe mit hjerte slår’ på Odense Teater (Foto: Emilia Therese)

I EN SENG

HOSPITALET

 

Anstrengt og flad teaterkoncert på Odense Teater prøver at fange vores glade erindringer om muntre sange.

Manuskript og instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi: Helle Damgaard. Kapelmester: Bent Lundgaard. Medvirkende: Natali Vallespir Sand, Betty Glosted, Kurt Dreyer, Ida Marie Henningsen, Kristian Rossen, Mikkel Bay Mortensen, Peder Dahlgaard, Anders Gjellerup Koch, Andreas Berg Nielsen og Augusta Sofie Lund Lau.
 

’Så længe mit hjerte slår’ spiller på Odense Teaters Store Scene indtil 3. juni. Varighed: 2½ time inkl. pause.

**

ET kaos af sange. Odense Teater er sprunget på fænomenet teaterkoncert. Har taget bind for øjnene. Og bedt instruktøren Heinrich Christiansen om at levere idéen til noget rigtig populært. Danske popsange f.eks. Noget, nationen kan nynne med på.
Vi gætter på, at det så er gået stærkt. Christiansen er en hurtig mand med scenisk slag i bolledejen og tit sprudlende idéer. Vi husker hans ’Den spanske flue’ på Aalborg Teater for fire år siden. Og ’H.C. Andersens eventyr’ på Mungo Park for to år siden, hvor det lykkedes ham at fyre 155 eventyr af i en forrygende spurt.
Nu har han kikket hen over et lille hundrede år og stykket melodier sammen, der ringer i ørerne på danskere, som befinder sig omkring de 60 år og opefter. Plukket løs mellem slagnumre, rystet dem i sien og slynget dem på scenen.
Holdt sammen af en ídé? Ja da: Han rykker hele affæren ind på et hospital. Det er et miljø, alle kender. Vi snakker meget om sygdom og helbredelse og om hospitaler i disse år. Dér mødes danskerne i glæde og sorg, død og smerte, pjank og operationer, overlæger og dyre malerier. Hvad som helst.
Så kæder han det hele sammen omkring skillingsvisen ’I en seng på hospitalet’ (’I en sal’ lyder det i nogle versioner), den triste, lille sang med en næsten endeløs kæde af vers om et barn, der er syg og aldrig kommer hjem til hverken påske, pinse eller jul.
Sangen synges på scenen af en lille pige med klar og uskyldig røst ind imellem alt godt fra det uendelige hav af melodi grand prix, revyviser, jukebox-foder fra værtshusene, folkelige evergreens af alle arter, koblet af Christiansen på tilfældige indskydelser, ikke mindst omkring en kæresteri-affære mellem en sygeplejerske og en overlæge efter den utrættelige model, der har befolket danske ugebladsnoveller siden bogtrykkerkunsten blev født.

FIKST

De ’fikse’ associationer blomstrer frejdigt: Titelmelodien ’Så længe mit hjerte slår’ illustreres med en bloddryppende hjerteoperation. Jodle Birger-succesen ’Rigtige venner’ konverteres til et bøsse-nummer – det er in i disse regnbuetider. Og et dødsfald på et hospice illustreres med ’Lille sommerfugl’ – ’Himlen er så blå og livet er så kort’, mens orkestret trutter muntert og larmende. Det er jo en festsang.
Der er ingen smalle steder, godt med smålumre kiks som Ida og Bent Froms stilfærdige ’Pensionistvisen’ fra Cirkusrevyen 1980, afleveret inklusive en munter baghyler. Grethe Sønck-successen ’Medicin. Medicin, medicin’ druknes af det larmende orkester og mister sin underfundige overstadighed.
Men selvfølgelig er der enkeltnumre, der står rigtig godt – Seebachs og Heicks ’Under stjernerne på himlen’ f.eks. – kønt illustreret med patienter, der leger sejlbåde. Og loyale reproduktioner, hvor genhørene med bl.a. PH’s og Livas ’Glemmer du’ og Franckers og Volmers ’Dansevisen’ får lov at ligne sig selv.
Der er bare lang vej til anderledes gennemtænkte teaterkoncerter som Sort Samvittigheds ’Tove, Tove, Tove’ eller Anne Linnet-kabaret’en ’Hvid magi’, hvor mangfoldigheden af sangnumre er lige så stor, men sammenhængen grebet an, så vi fanges af andet end overfladiske fnis.
Teatrets skuespillere (se listen ovenfor) virker også mest som ansatte, der gør deres pligt i tjenesten.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *