Kasper Gattrup, Trine Gadeberg, Leif Maibom, Flemming Jensen og Jeanne Boel nedlægger ‘Matador’ i Sønderborg Revyen 2013 (Foto: Sønderborg Revyen)
*
*
HUMLEBIEN MAIBOM
Musikken, tempoet og et genbrugsnummer redder en Sønderborg Revy 2013, som ellers halter sig frem med skidt og kanel.
Spiller på Hotel Comwell i Sønderborg indtil ???
***
MAN spekulerer på, hvad der er kærnen i en revy som Sønderborg Revyen.
Der er godt og skidt i den, som den udfolder sig i sin 2013-udgave. Der er rimeligt med god musik, kapelmester Thomas Pakula skriver størstedelen, og den går som en velsmurt symaskine, og det er dobbelt op, når de medvirkende kan synge det, de bliver budt – der er godt bid i Trine Gadeberg, Jeanne Boel og den næsten nye mand Kasper Gattrup, når de fyrer flerstemmigt af som i Flemming Jensens ’Gribbe uden grænser’, en spidning af lav-pressens papparazzi-fotografer, og andre numre, hvor det netop er musikken, der bærer tekster igennem. Musikken og nogle gode koreografiske arrangementer af Vivi Siggaard.
Sidstnævnte har nok også et medansvar for, at Flemming Jensen får pudsig ballon i sin Fritz Schuhr-figur, men vel ikke i, at Kasper Gattrup afslører gummimimisk talent i sit eget kaotiske flykaprer-nummer ’Højt at flyve’. Han er et sympatisk bekendtskab og sikkert til endnu mere i genren.
MAIBOM
Men – altså: Kærnen. Det er vel egentlig Leif Maibom evige, uforanderlige, men i detaljen pudsige facon og væsen. Ligegyldigt, hvad han begår af tekster (og det er ikke småting: Ud af 30 numre i denne 2013-revy har han skrevet de 16!) – de fleste så letvægtige, at de flyver bort i rummet som sæbebobler – så roterer han som en humlebi for vore øjne, piblende af scenisk velvære, som en fynsksnakkende flodhesteunge løssluppen fra savannen ved Knuthenborg. Vi slipper ham ikke, når han er på scenen, han har et mimisk og kropsligt repertoire, der spiller på forbavselse over sine handlinger, påtaget dumhed, pludselig snuhed, fortrydelse over sit eget vrøvl, øjne, der tumler i lykke over alt fra en hestebøf, han som slagter kan snyde en kunde for, til sorg over en flaske snaps, han ikke kan kvæle i sig under sin grænsehandel-kæfert.
Lige så rædselsfuld hans faste finale-figur Thorleif er udartet til som uspiselig snak om Gurli Margrethes seksuelle 200 kilo-attraktioner, lige så meget bevarer han de elementære komiske egenskaber og sin groteske timing i en række af sine andre figurer. Ikke mindst i samspillet med de andre medvirkende. F.eks. i deres fælles protest mod mere rovdrift på ’Matador’.
GENBRUG
Det er værd at fastholde som forklaring på, at revyerne kan fungere. På trods af mislige, halvdårlige og uinteressante ideer, der fuser ud inden de ser sig om.
En af forklaringerne. For det hører med, at de to piger, Jeanne Boel og Trine Gadeberg slipper godt fra meget – Jeanne Boel som en fortumlet pensionist, der er stolt af, at hun som 82-årig går et par km om dagen, men ikke aner, hvor hun havner, og hvordan hun finder hjem igen.
Eller Trine Gadeberg, som forvandler sig rapt fra Anne Linnet til Ulla Terkelsen og flere andre, som åbner døre og snakker sig fra besøg af Jehovas Vidner.
Men også, at Flemming Jensen kan score revyens bedste nummer og det, der tager flest kegler. Han har skrevet otte numre, flere af dem med politisk brod, men uden at vi rystes.
Kun et af dem giver hammerslag: Det hedder ’Besparelser’. Og det er et gammelt nummer. Brugt før i en anden revy. Men nu fikset op, så det hæfter sig på lærerkonflikten. Han foreslår at spare timer ved at stryge bogstavet ’t’ i al undervisning. Og så sætter han turbo på, kommer med eksempler, hvordan det vil gå – ”vi bliver alle ’aget i røven”. Han stryger så et bogstav til, og vildere går det. Indtil den totale stumhed. Og den totale besparelse i undervisningen.
Ikke nok til at redde revyen op på tidligere højder alligevel.
gregersDH.dk
