'Rumble in the Jungle' Mungo Park Teater 2.1.2014 Anm.

EN PÅ TUDEN

 

 
’Rumble in the Jungle’ er en pudsig, underholdende, men også og meningsfyldt beretning om århundredets boksekamp mellem Muhammad Ali og George Foreman i 1974.

 

 
Spiller på Mungo Park Teatret og senere i Lyngby Storcenter i Martin Lyngbos iscenesættelse og med de slagkraftige  Maria Rich og Marie Bach Hansen som aktører.

 

****

 

KVINDER, der bokser? Et temmelig esoterisk fænomen. Og brutalt.
Bare se på nærbilledet af Maria Rich og Marie Bach Hansen, de to skuespillere. Ser det ikke ud, som om de sætter både næser og resten af deres livs stykker på spil, de to dejlige livstykker? I hvert fald næserne, så de vel må gå rundt resten af livet med det mest iøjespringende mærkat på en boksekarriere.
At vi ler os glade gennem store dele af det i øvrigt ret korte stykke – det varer en time og et kvarter – er så den opkvikkende trøst.
Og det er ikke kun, fordi selve idéen er pudsig: At lade to piger agere de berømte, sorte boksere, Muhammad Ali og George Foreman, der i 1974 boksede hinanden sønder og sammen ved en sindsoprivende mediebegivenhed!
 

RØD TRÅD
 
Pudsig er den selvfølgelig. Ideen.
Den giver den skæveste vinkel på genopfriskningen af en begivenhed, der satte sports- og resten af verden i backgear af ophidselse i 1974. I kølvandet på andre hændelser, der skabte forvirring og panik: Nixons dramatiske afgang efter Watergate, Vietnamkrigens kulmination, oliekrisen, og herhjemme: Glistrup og hans raske horder, der invaderede folketinget og forstyrrede sjælefreden.
Alt sammen, vist Glistrup undtaget, en rundtur af dramatiske omvæltninger, der spejles i Martin Lyngbos veloplagte dramatisering af boksekampen, der fandt sted i Kinshasa, hovedstaden i Zaire, det tidligere Congo. Overværet af 60.000 publikummer, for ikke at snakke om de mange millioner, der fulgte med på tv i USA og resten af verden. 
Og nej – netop en pointe – Lyngbos dramatisering er ikke blot en snorlige reproduktion af kampen i de otte omgange, den varede, indtil Ali på ubegribelige vis knalder den yngre og langt stærkere Foreman i gulvet. Omgangene får vi skam – i dramatisk sekvens som rød og spændingsskabende tråd.

 

UNDERTIPPET
 
Men vi får meget mere.
Nemlig en helt kaleidoskopisk cirklen omkring de to bokseres vidt forskellige karakterer, deres temperament, deres baggrund. Fortalt af de to skrappe piger, det ene øjeblik som den ene, så som den anden af de to boksere, eller som studieværter, der interviewer dem, eller som reporterer, der referere kampens forløb, og for at det ikke skal være løgn: Maria Rich som Alis hund. Eller var det Foremans?
Det er en dramatisk konstruktion, der bevarer et spændingsforløb omkring kampen – hvis udgang vi med vores viden aldrig er i tvivl om – samtidig med at vi er godt underholdt af de to skuespilleres ekskursioner ud i nærmest sketchagtige optrin omkring kampens hændelsesforløb. Og associationer, der bringes os på nært hold af den besættelse, der var et udgangspunkt for en hvid medieverdens ophidselse over slagsmålet mellem en sort, muslimsk Ali, som var undertippet, og en kulsort gorillastor, og også amerikansk bokser, der var storfavorit. Med den undertippede, højtråbende særling Ali som vinderen.
En sjov teaterform. Vi spår et tilløbsstykke. 

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *