HAR FANDEN TAGET HAM
Vildskab, skønhed og djævelskab – trosbekendelser og raseri gror i Rued Langgaards musik – den årlige festival er på vej i Ribe.
Rued Langgaard: Symfoni nr. 2 og 6. Plus ’Upåagtede morgenstjerner’ fra 14. symfoni samt Jacob Gades ’Tango Jalousie’. CD med Wienerphilharmonikerne og dirigenten Sakari Oramo. Sopransolist i 2. symfoni: Anu Komsi. DACAPO sacd6.22.653.
*****
VILDSKAB, skønhed, trosbekendelse – og umådeholden musikalsk udtrykskraft. Rued Langgaard er på spil igen til september i Ribe, hvor dyrkelsen af den geniale outsider i dansk musik har bidt sig fast med en årlig festival. Lad det ikke gå uhørt forbi, hvis du har muligheden i år. Der bliver spillet Langgaard-strygekvartetter, og Ribe Domkirke bliver rammen om Langgaards ’Antikrist’ – opera, oratorium, anråbelse og djævleuddrivelse i musikalsk-scenisk huseren.
EN nyudsprunget corona-epidemi til den tid? Måtte Vorherre forvise en sådan til fjerne himmelstrøg uden for menneskelig rækkevidde, så den ikke kommer til at indgå som et næveslag fra selveste Antikrist, når det går løs i Ribe Domkirke.
VIL man være forberedt dette forår på Rued Langgaard, er det vokset godt med muligheder på CD-indspilninger. Eller man kan lige grave tilbage i arkivet på denne blog og læse anmeldelsen af Nightingale Kvartettens Langgaard-indspilninger (17.7 2014) eller anmeldelsen af ’Antikrist’-opførelsen i Ribe Domkirke (3.9. 2015). Men selvfølgelig: Langgaard skal høres. I dette hellige øjeblik, denne majdag, lytter jeg til hans symfoni nr. 2, der hedder ’Vårbrud’. Alt har navne hos Langgaard. Endnu en symfoni er med på cd’en. Det er den 6. med navnet ’Det Himmelrivende’. To symfonier, der er som lys og mørke, skønhed og raseri over for hinanden – udbrud fra komponisten, der er som spejlinger af hans sindstilstand og oplevelse af den verden han så og oplevede omkring sig, og det, der måtte springe ud i kompositioner. Patetisk militante og hjertebankende lyriske passager veksler med grotesk ironi og blodig alvor, akavet humor og fortvivlende insisteren, en intensiv jagt på musikalske ytringer, der kan opleves som protest med dén danske tonekunst, der omgiver ham og sikker også skal opfattes sådan. Af og til er det, som fanden tager ham. Slutningen af 1.satsen af 2. symfoni er som banken på en port ved verdens ende. For straks efter at blive afløst af de skønneste, mediterende requiem-toner.
SYMFONIERNE er indspillet af Wiener Philharmonikerne med den finske dirigent Sakari Oramo. Begge spillet med ekstrem virtuositet, klangskønhed og indforståelse for Langgaards undertiden utilslørede, undertiden kryptiske budskaber – splittelserne flænger musikken mellem jagt på den ultimative skønhed som i 2. symfonien og 6. symfonis knivskarpe aggressioner, der medførte rasende kommentarer i anmeldelserne, da den første gang blev spillet i Danmark i 1923 kort efter en betydelig succes ved uropførelsen i Karlsruhe. Forståelsen for Langgaard har altid være anderledes positiv i Tyskland. ’Langs stolerækkerne hørte man fnisen, hvæsen og tænderskæren,’ skrev en københavnsk anmelder. Langgaard havde intens modvilje at slås med i det danske musikliv. Enkelte dele af netop 6.symfoni indgår i ’Antikrist’-partituret, som i øvrigt samme år – i 1923 – blev afvist af Det Kgl. Teater.
DEN voldsomt anspændte, korte 6. symfoni kommer på cd’en ind som lidt af et kølleslag oven på den smukke og overdådige, længere 2. symfoni, som kulminerer med et næsten himmelsk natursyn i sidste sats, der bygger op til et romantisk vårbrud med en stor sopransolo over et digt af Emil Rittershaus – den finske sopran Anu Komsi synger som et lysende instrument gennem orkestret på richard straussk, eller snarere mahlersk manér – teksten fortæller om lærker, der stiger mod himlen, vindenes brus, der toner som ’fjerne orgelklange’ og den ’skønneste prædiken holdt af skovens nattergal.’
WIENERPHILHARMONIKERNE har to ekstra gevinster på cd’en. Først en enkelt sats fra en af Langgaards allersidste symfonier, den 14. – satsen har titlen ’Upåagtede morgenstjerner’ – en drøm af skønhed, morgenlys og opstandelse på bare syv minutter. Og så såmænd Jacob Gades ’Tango Jalousie’ som ekstra-ekstra nummer. Det sidste flot og aldrig forsmået. Men det er sandelig den sære Rued Langgaard, der fænger med sine ekstravagancer, sine syner af jord og himmel og menneskelivets mysterier. Som sagt: Gode opvarmninger til langgaardske oplevelser i Ribe.
gregersDH.dk