'Rosmersholm' Aarhus Teater Scalascenen 17.1.2014 Anm.

Thomas Bang og (i baggrunden:) Marie Louise Wille i ‘Rosmersholm’ (Foto: Rumle Skafte) 
*
*
*

FORTIDS SYNDER

*

*

*

Konflikt, overtro, socialt opbrud og fortids synder – alt hober sig i Ibsens ’Rosmersholm’, en stykke, der heller ikke på Aarhus Teater løses overbevisende.   

 
’Rosmersholm’ spiller på Aarhus Teaters Scala-scene indtil 15. februar.

 

***

 

TO biroller i Ibsens ’Rosmersholm’ får publikum på mærkerne. Den ene er husholdersken hos Rosmers. Den anden er Rosmers’ tidligere huslærer.
Mit gæt er, at når publikum er på vej hjem fra forestillingen, så er det de to, de snakker om.
Inge Sofie Skovbo er det sortklædte husfaktotum Madam Helseth, der drypper ind med jævne mellemrum. Den ydmyge, tjenstegørende, d.v.s.: ydmyg – fanden heller, hun er den, der siger sandhederne, ganske vist gennem mundvigene, intrigant, iagttageren, en mokke, der med skæve blikke til publikum kommenterer herskabernes vidtløftige snak.
Typen optræder i vekslende udgaver i mange af Ibsen- og Strindberg-tidens familiedramaer. I Strindbergs ’Faderen’ f.eks. ammen, hende, som Ghita Nørby for tiden spiller på Det Kgl.
Så er der Kim Veisgaard som den forhenværende huslærer Ulrik Brendel, sumpet ned ad socialskalaen – Veisgaard kommer drønende på banen i et tempo som en indskiftet håndboldspiller, totalt vildfaren, sjusket, højtråbende – og det siger ikke så lidt, når det handler om Veisgaard, for han ejer en stemme som sammenlagt tre baspiber på orglet i Domkirken. Dette akademiske vrag omfavner, hvem der er at omfavne, praler af sine revolutionerende, ikke eksisterende skriverier, tigger sig til det ene og andet –  og fordamper igen. I flere omgange.
 

KONFLIKT

Det er glimrende og for meget, men siger tre ting om en opførelse af ’Rosmersholm’:
For det første, at den politiske konfrontation, der for Ibsen er væsentlig, har svært ved at ramme et moderne publikum. Konfrontationen mellem den liberale drømmer Rosmers, hans lige så urealistiske ’veninde’ Rebecca og så deres borgerlige omgivelser, repræsenteret af Rosmers svoger, rektor Kroll, lyder som en mental skyttegravskrig på Georg Brandes’ tid.
For det andet: Når de farverige biroller får deres særlige effekt, er det på baggrund af en kompliceret, skyldbelastet konflikt mellem de to hovedpersoner, Rosmers og Rebecca. En konflikt, der handler om fortiden: Nemlig hvorfor Rosmers barnløse kone Beate har taget livet af sig efter at have installeret Rebecca i huset for at sætte krudt i Rosmers.
En konflikt, som stiller store krav til spillere og instruktør for at blive helt begribelig – uden at se problemet i lyset af Ibsen-tidens victorianske fordomme. Skyld mixet med arvesynd og overtro i et avanceret skoleridt – en uhåndterlig størrelse! 
 

OPGAVEN

Og her er vi så ved det tredje:
Hovedrollerne er vanskelige. Niels Ellegaard spiller den reaktionære rektor Kroll slagkraftigt, enkelt og så firkantet som rollen er skrevet.
Ibsen vil Kroll til livs, det er ok, og så er den ikke længere, men svær at gøre interessant.
Det samme gælder personen Rosmers: Thomas Bang er af instruktøren Thomas Bendix gjort så veg, usikker og sympatisk som Ibsens tekst kan indbyde til, men det udvisker samtidig Rosmers optagethed af Rebecca, især påstanden om, at han på bunden er forelsket i hende.
Når Marie Louise Wille samtidig giver os en Rebecca, der med ungdommelig naiv fremfærd skal få os til at tro på hendes engagement i tidens nye liberale ideer, smuldrer troværdigheden. Få kan se så rørende uskyldig ud som Marie-Louise Wille. Men hvor befinder sig de uanede kræfter, der får hendes Rebecca til at sætte livet på spil til sidst i stykket?
Opgaven er urimelig, fordi Ibsen roder politiske, psykologiske og traditionsbundne elementer sammen i sine ambitioner om at få alt med.          
Det er nok det, der gør ’Rosmersholm’ til et af de Ibsen-stykker, der har sværest ved at gribe fat.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *