Sebastian Kloborg og Christina Michanek i ‘Romeo og Julie’ (Foto: Det Kgl. Teater)
ROMEO OG JULIE GENEROBRET
Genopsætningen af ’Romeo og Julie’ bekræfter Neumeier-balletten som et
et scenografisk og koreografisk hovedværk.
*****
DEN bliver hængende i billeder, timerne efter man forlader teatret. Og i lyd: Prokofievs musik, der indeholder så meget glans og smerte, strømmende danse, blæsere i udbrud, en soloviolin – vældige udsving og udladninger og helt intime, fortættede øjeblikke.
Og billeder, jo. Vi er så optaget af danserne, men de er uløseligt forbundne med den scenografi, der omgiver dem, som så at sige klæder dem på, sætter deres bevægelser og udtryk i rammer. Manden, der har lavet den, hedder Jürgen Rose – han skabte dekorationerne allerede i 1970’erne i tæt samarbejde med mesterkoreografen John Neumeier, og de holder ufravendt.
Sjældent har jeg set så mange sceneskift glide så ubesværet, så umærkeligt, i stadig forandring af rummet, hele tiden indkapslende handlingen, uden at du et øjeblik siger: Nå, nu er der flyttedag fra dag 1 til dag 2 til dag 3 i historien. Pladsen foran kirken, hvor Romeo og Julie skal hemmeligt giftes, forvandles på to sekunder til kirkens indre af enkle sætstykker, der umærkeligt glider ind. Og den hastige ceremoni fuldbyrdes.
Det er bare ét eksempel.
VERONA
Dér, som andre steder, integreres sætstykkerne glidende i handlingen, det hele konstant holdt i den farvetone af blød, norditaliensk renæssance-brungyldent, som er Verona, og som uforstyrret lader os koncentrere os om handlingen, om festen, om tragedien.
Neumeiers ’Romeo og Julie’ griber naturligvis fat i kraft af, at Shakespeare-historien er fortalt snorlige som det drama, der lader ung kærlighed brænde sig tværs igennem konventioner, forældrepåbud og familiekonflikt. Med store billeder af folkeliv, brogede massescener, der er som maleriske miljøbeskrivelser – der pludselig bliver baggrund for intime møder og lurende katastrofer – som det opgør midt i vrimlen, der ender med Romeos rasende drab på Tybalt.
INDLYSENDE LØSNINGER
Der er iscenesættergreb fra Neumeier, der – igen – bliver hængende som lyslevende billeder og indlysende løsninger, når det nu ER ballet uden ord. F.eks. den måde, Neumeier får fortalt, hvad det er, den konspiratoriske præst Lorenzo hvisker til Julie, da han skal forklare hende sit hasarderede påfund: Tag dette her sovemiddel. Det virker i 24 timer. Så tror de, du er død, og så kan Romeo, der er flygtet, komme susende tilbage og hente dig i dødskapellet inden begravelsen…
Lorenzo og Julie står som et frosset billede i kongesiden af scenen, mens gøglertruppen gennemgår gift- og flugtplanen. Det er næsten Hamlet-modellen med skuespillerne, der gennemspiller mordet på Hamlets far for næsen af farens kongelige morder! Lad os kalde det med omvendt fortegn.
Nøgterne rationalister vil sige, at det i ‘Romeo og Julie’ bare er at konstatere, at pigens hjerte slår, hvis man vil gennemskue Pater Lorenzos kupplan. Julies familie behøver dårligt nok spørge: ‘Er der en læge til stede!’ Men nøgterne rationalister har ingen plads i digtningens verden.
UNGE OG VETERANER
Sådan kan man finde utallige perler i koreografi, iscenesættelse og scenografi.
Det skal ikke afholde os fra at konstatere, at genopsætningen af balletten har givet en stribe unge dansere chancen for at erobre hovedpartier, og en række af korpsets erfarne veteraner mulighed for at skabe brillante skikkelser i partierne som f.eks. forældre-parrene, Romeos Montague’er og Julies Capulet’er.
Over al måde de to, der har fået tildelt titelrollerne: Christina Michanek som Julie og Sebastian Kloborg som Romeo.
Igen billeder, der melder sig: De tos sitrende tilnærmelser til hinanden i menneskemylderet. Balkonscenen. Den drømmeagtige scene, hvor Julie ser den flygtede Romeo for sig. Christina Michaneks næsten fugle-paniske forsøg på at afværge forældrenes og den påtvungne ægtemands overtalelser. Sebastian Kloborgs dødsscene, der af Neumeier er koncentreret i et stramt forløb, alt overflødigt skåret væk.
Et storværk har meldt sig på den kgl. bane igen.