'Robin in the Hood' Nørrebro Teater 23.2.2013 Anm.

Wafande, Lasse Rimmen, Daniel ‘Sonic’ Rojas og Christel Stjernebjerg i ‘Robin in the Hood’ (Tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

GLAD NONSENSE

 
Nørrebro Teater bruger store armbevægelser for at leve op til Robin Hood- myten, men glemmer det meste undervejs. ’Robin in the Hood’ er en rodet omgang nonsense.

 

Spiller indtil 21. april

**

 

DE kalder det skrako. Det er en genre, og halleluja for den. Ordet står for skuespil, rap og komedie, og genren debuterede i 2005 med en fræk kolbøtte-udgave af ’Peer Gynt’ på Betty Nansen, og har siden blomstret med held både dér, men især på Nørrebro Teater, hvor den har udfoldet sig nærmest uafbrudt i vekslende kvalitet.
Der er konstant en risiko for, at genren ikke kan holde balancen og går amok i vrøvl.
Sådan går det med den nyeste: Robin in the Hood. Den finder aldrig ud af, hvad den vil med Robin Hood-historien, selvom udgangspunktet er ok, nemlig at bruge den klassiske røverhistories elementære budskab: Stjæl fra de rige og giv til de fattige.
Det kan man mene om, hvad man vil: I Enhedslisten er de sikkert ikke i tvivl, og som det fremgår af dagens nyheder, er socialdemokraten, forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen inde på sporet med én over næbbet til sine partifæller: Læg skat på dem, der gemmer sig bag hedgefonde og den slags, og brug pengene til at skabe arbejdspladser.

PARODI

Anslaget i ’Robin in the Hood’ er ok: Vi skal i krig med de økonomiske magthavere.
Det bliver udnævnt til at være dem på de første publikumsrækker efter et sjus om procentfordelingen i det danske samfund mellem rige og ikke-rige.
Og så stormer Lasse Rimmen og Christian Fuhlendorff som Robin og Big John ud i Sherwood Skoven med vennerne, slås lidt indbyrdes om, hvem der skal føre ordet ved deres ugentlige møder, og vi er hurtigt i en glad parodi på 70’ernes hippier med sniksnak om beslutningsprocesser, om kvinderoller, om naturens sjove vilkår – ’Vi lever af blommer, så længe det er sommer’ – om kampstrategi, og ved det sidste bliver det et øjeblik en skæg og relevant sketch: Hvordan laver man et revolver-hold up, når bankerne er ved at blive pengeløse netforetagender?
Men så taber hele halløjet sig i underholdende breakdance og artistnumre, i sig selv værd at se på med Daniel ’Sonic’ Rojas og Christel Stjernebjerg – den sidste foldede sig også ud dengang i ’Oliver’.
Relevansen er ellers lig nul, bortset fra at de er i grønt, og det er godt for øjet. De svinger sig i tovene, men vi er jo ikke i junglen med Tarzan og Jane.

NONSENSE

Skrako-genrens cross over strækker sig til interaktion med orkestret, der er til stede på både gulv og balkon, og til forsangeren Wafande. Vi er til rock- og reggaekoncert med svært begribelige sangtekster.
En enkelt er aftrykt i programmet, og den kobler Danske Bank og Pia Kjærsgaard i irrelevant nonsense-sammenhæng. Ligesom Stig Elling føres i marken – som stemmehæs dukke, det griner vi så lidt af. Men hvad skal vi med ham? Repræsentant for storkapitalen? En, der kan sende Robin og vennerne gratis til De Kanariske Øer, når de er blevet lige så trætte af livet i skovene som stykkets forfattere? Og i øvrigt er gået til i dovenskab og vellevned. Ligesom ungdomsoprørets ledere? 

HOVSA!

For at få os reddet hjem til en eller anden substans, da vi er ved at glemme, hvad det egentlig skulle handle om, nu da bueskydningen er slut og den skønne Miss Marion er vundet for Robin, kaster Christian Fuhlendorff sig – hovsa! – som afslutning ud i en brandtale, der opfordrer til kamp mod banker og storkapital under det gjaldende fællesråb: ’Jeg er Robin Hood!!’
Det råber publikum så med på. OK, var det dét, det handlede om? Så pyt.
Maja Ravn er lavet en flot Sherwood Skov med broget garniture til orkester og sving i lianerne. Og instruktøren Heinrich Christensen har sikkert fået det bedst mulige ud af et ulyksaligt manuskript, bygget op af et konglomerat af medvirkende og instruktør plus dramatikeren Kasper Hoff.
Konklusionen må være to ting: Skrako-stykkerne kræver mere gennemtænkte manuskripter end dette. Dernæst: Erfaringerne viser, at de professionelle rappere fungerer interessantest, når de kombineres med professionelle skuespillere. Som vi har set det tidligere, både på Betty Nansen og Nørrebro Teater.
 

GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *