Stig Rossen, Jesper Asholt og Jesper Lohmann i ‘Vi venter på Godot’ (Tegning: Claus Seidel)

TILSTAND AF STILSTAND

Morten Grunwalds opsætning af ’Vi venter på Godet’ er en kongenial, mættet og meget morsom gengivelse af stykket, præcis som Samuel Beckett skrev og ønskede det. Spilles nu på Folketeatret indtil 27. marts med fin indlevelse af fire skuespillerne. Og forbløffede mindelser om opførelsen i 1977 på Bristol Teatret.
   

Den sort-hvide tegning: Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard i ‘ Vi venter på Godot’ 1977 (Tegn.: Claus Seidel)

*****

DET giver et lille gib i publikum, første gang vagabonden Vladimir siger: ”Vi venter på Godot”. Ordene er gået ind i sproget. Sådan a la Otto Leisners ’På med pilen, Palle!”
Du kan sige ’Vi venter på Godot’ i køen ved kassen hos Netto. Men dér sker der som regel noget. Du rykker fremad.
Det gør du ikke hos Beckett. Du bliver med den største præcision stående. Og Godot dukker ikke op.
Præcisionen er en afgørende virkning ved den iscenesættelse, Morten Grunwald har begået af Becketts mærkelige stykke, et stykke, som har sat sig afgørende spor i moderne teaters udvikling.
Sporene mærker vi, når vi f.eks. i øjeblikket ser Jokum Rohdes ’Nero’, der netop har haft premiere på det nyskabte Aveny-T. En tilstand af stilstand mellem mennesker. Den uforløste afventen på, at noget skal ske. Afviklet med en nøjeregnende afmåling af hvert eneste skridt, hver eneste bevægelse, hver eneste replik – i den grad, at vi konstant befinder os i en linedans mellem grotesk humor, lammende mathed og øredøvende stilhed. ’Destruktiv humor’ som dramatikeren Artaud kaldte det.

MAGI

Man ser – og hører! – i Grunwalds ’Godot’-iscenesættelse, hvordan han med sit 40 år gamle, indgående kendskab til Becketts stykke følger de præcise regianvisninger, som Beckett selv har givet for opførelser af ’Godot’.
For dem, der i sin tid så ’Vi venter på Godot’ med Grunwald som Vladimir, Ove Sprogøe som den anden vagabond Estragon og Poul Bundgaard som godsejeren og slavepiskeren Pozzo opleves det underligt magisk at genhøre replikker og se bevægelser, der i den grad kalder stemmer og tonefald frem fra dengang. Det var i 1977 i det lille kælderteater Bristol på Strøget, som Grunwald selv havde skabt.
Nu: Jesper Asholt som den gnavne, modsigelseslystne, altid sultne Estragon. Jesper Lohmann som den tålmodige, indadvendte Vladimir. Og Stig Rossen som den brovtende, selvsikre Pozzo. Alle tre fylder rollerne med deres personlige aura og personlighed. Der er ikke tale om efterligninger. De tre spillere vi ser på scenen er ikke gamle nok til at have oplevet den originale iscenesættelse, der var Lily Weidings.

EKKO

Men Grunwalds instruktive anvisninger og erfaringerne fra opførelsen på Bristol mærkes hele tiden som en sang bagved. Tilmed: Beckett taler igennem ham. Det er den særeste ekkoagtige oplevelse, og det er oven i købet fascinerende at sammenholde med de tre hovedpersoner, vi kender fra Olsen Banden-serien, som blev optaget og vist netop i den samme periode.  Sådan kan man lægge lag på lag i oplevelse af ’Vi venter på Godot’, der nu går på Hippodromen efter en lang provinsturné.
Der er jo en fjerde person på scenen: Slaven, spillet af Søren Bang Jensen. Den krybende underkuede Lucky (!), som er tavs, men én eneste gang eksploderer i en volapystiske ordstrøm, der i flere minutter vælder op fra hans underbevidsthed. Et af Beckets velberegnede, kupagtige modspil til det morderiske og tavsehærgede underspil, der ellers løbet gennem Vi venter på Godot’.
Den meget specielle fornøjelse af et stykke fascinerende – også dansk – livsnær teaterhistorie kan man få endnu frem til 27. marts.
GregersDH.dk