Jesper Riefensthal som Peter Rindal på Teater Mungo Park i Kolding. I baggrunden Frank Thiel og Maja Juhlin (foto: Palle Peter Skov)
*
*
*
*
HAN SKREV HISTORIE
Sjov, men især tankvækkende opsætning af stykket om den snart mytiske Peter Rindal, lagerforvalteren i Kolding, der skabte historie, da han protesterede mod Kunstfonden i 1964.
Genoptagelsen af ’Rindal’ på Mongo Park Teatret i Kolding går til og med lørdag 25. januar.
****
VILLE Danmarkshistorien have set anderledes ud uden Rindal? Næppe.
Men alligevel: Historien om 1900-tallets Danmark kan ikke skrives, uden at hans navn må med, gerne det hele: Lagerforvalter Peter Rindal, Kolding.
Om hundrede år vil man nævne ham som en af de mytiske figurer, der er værd at fortælle om. Manden, der kom til at lægge navn til et begreb: Rindalisme.
Netop dèt er ikke mange forundt.
Der er ikke noget, der hedder Tordenskjoldisme eller Struenseeisme. Ikke engang Glipstrupisme. Selvom den sidste – Glistrup – satte noget i skred i stil med Rindal.
Ingen af dem, Rindal eller Glistrup, vidste rigtigt, hvad det var, de satte skred i. Ikke i første omgang.
TIL DISKUSSION
Det er derfor interessant, dét, som Mungo Park Teatret i Kolding har fundet på: At lave teater om Rindal. Og få fortalt, hvad han var for et menneske, og hvordan og hvorfor han fik den betydning, han fik.
Stykket har udmærkede teatermæssige kvaliteter, det er morsomt, der er velspillet, det finder på finurlige måder at angribe stoffet på. Det er ikke bare en biografisk affære om lagerforvalterens gøren og laden med handling herfra og hertil. Med den udmærkede Jesper Riefensthal som troværdig figur i lageforvalterens brune kittel.
Det er et stykke, som kaster nogle spørgsmål på bordet til diskussion.
I snæver forstand handler det om Rindals kamp mod de kræfter, der i begyndelsen af tresserne skabte Statens Kunstfond, et temmelig lige-ud-ad-landevejen statsligt fænomen, der handlede om støtte til kunst og kunstnere.
Ikke noget epokegørende nyt for så vidt. Vi havde i næsten hundrede år haft direkte eller indirekte statslig kunststøtte.
Også kunstnere på finansloven.
Til livlig diskussion i de tilfælde, hvor valget var kontroversielt, f.eks. da Poul Henningsens mor, forfatterinden Agnes Henningsen skulle på finansloven i 1917, men ikke fik den livsvarige ydelse, fordi politikerne mente, hun bare var et liderligt kvindemenneske, der skrev sjofle romaner.
JORDSKRED
I 1963 havde Rindal det som mange andre: Han syntes, moderne kunst var uforståelig. Ikke noget, man skulle spilde penge på. Slet ikke skattepenge.
Andre mente det samme. Rindal sagde det bare højt. Og på det rette tidspunkt. Med den samme type uoverskuelige konsekvenser som når en ung digter ved navn Yahya Hassan åbner digterposen og får sit emne til at eksplodere og et jordskred sat i bevægelse.
Ordet ’jordskred’ – det samme ord, som er hæftet på det, advokaten Mogens Glistrup fik sat i gang ti år efter Rindals aktion. Også han næsten intetanende om konsekvenserne.
Luften er nogle gange svanger og modtagelig for uventede jordskred. Tilsyneladende uventede.
Tiden var moden til en Rindal i midten af 60’erne, da det gærede i den socialdemokratiske velfærdsmodel, og der også skulle være råd til at favne den vanskelige kunst.
BOMHOLT
I stykket figurerer skuespilleren Frank Thiel som den kulturminister Julius Bomholt, der gennemførte loven om kunstfonden i 1064. Bomholt fremstilles komisk som Rindals magtfulde modpol, ministeren, der ville slynge absurd og ufolkelig kunst i hovedet på almindelige, jævne danskere for at tækkes en elite af intellektuelle i København og omegn. Fomedelst gode danske skattekroner.
Det er en fordrejning.
Bomholt havde rødder i 1920’ernes opblomstrende Socialdemokrati og i højskolen, og kunst og kultur var for ham et folkeligt, demokratisk gode på linje med hjem og arbejde.
Personligt var han usikker på, hvor kunsten befandt sig, når den bevægede sig ud over grænserne for socialdemokratiske tankegang og vaner. Selv var han en ægte arbejderklasse-forfatter. Med en akademisk cand.theol.-uddannelse ganske vist, men uden at netop dét påvirkede hans udfoldelser mærkbart.
DR PÅ BARRIKADERNE
Danmarks Radio var et af de børn fra 20’erne, Bomholt syntes skulle løftes videre gennem tilværelsen.
I Mongo Park Teatrets ’Rindal’ er skuespilleren Maja Juhlin DR-medarbejderen, der stiller spørgsmål til Rindal og hans projekt – ikke bare beskriver, hvad der sker, men aldrig lægger skjul på sin og DRs kritiske holdning.
Tonen er ikke forskellig fra den, undertegnede som DR-medarbejder i den periode anlagde over for Rindals synspunkter. Eller over for fænomener som Radio Mercur, popmusik og DRs eget P3, som blev sat i værk på den tid. I det brogede kulturelle opbrudsbillede i de år blev både Bomholt og Rindal skydeskiver – Den første fordi hans generelle kultursyn blev anset for gammeldags og traditionelt (skønt han netop som radiorådsformand havde skabt begreber ’farlig radio’!). Den anden af præcis samme grund: Det gammeldags kunstsyn.
Kun avantgardens nyskabelser interesserede os. Vi var skråsikre og omgivet af reaktionære kræfter. Som Bomholt. Og Rindal.
LÆRESTYKKE
På den måde er ’Rindal’ et glimrende lærestykke. Sikkert for flere generationer. De yngre får et perspektiv på baggrunden for det kunstsyn, man i dag især møder omkring Dansk Folkeparti. For de ældre genopfriskning af en spektakulær kulturpolitisk vinkel på det velfærdssamfund, de er vokset op med.
Mongo Park Teater har gjort noget ekstra ud af Rindal-idéen, som er undfanget af teatrets leder Lasse Bo Handberg og skrevet af dramatikeren Thomas Lagermand Lundme: Den store foyer er bestykket med plancher om Kunstfonden, endda med lister over samtlige modtagere af fondens midler gennem årene. Mange af navnene fortæller om, hvor modigt og kontroversielt valgene har været.
Desuden et galleri af billeder af nogle af de tidligste modtagere. Næppe dem, der vakte størst opstandelse.
gregersDH.dk
