BLANDT MAFIOSOER

Kasper Holten fortolker Verdis ‘Rigoletto’ som ildsprudende mafiadrama med overvældende resultat på Malmø Operaen

Komponist: Verdi. Instruktion: Kasper Holten. Scenografi: Maja Ravn. Koreografi: Signe Fabricius. Dirigent: Karen Kamensek. Medvirkende bl.a.: Fredrik Zetterström, Bianca Tognocchi, Alexey Tatarintsev, Henning von Schulman, Emma Lyrén, Igor Bakan, Thomas Hildebrandt, Patrik Forsman, Per Fernesten og Kristina Ekeroth

‘Rigoletto’ spiller på Malmø Operaen endnu 11 gange: 15., 17., 22., 25. og 28. april samt 8., 12., 15., og 19. maj samt 1. juni, Varighed 2½ time inkl. pause.

******

I sin ’Lille bog om Opera’ skriver Kasper Holten i kapitlet om sopraner ”Operahusenes marketingsafdelinger vil gerne have glansbilleder af perfekte mennesker. Opera er bare det modsatte.”

Den bemærkning sætter i ét hug Holtens håndtering af Malmø Operaens ’Rigoletto’ på plads. Her er ingen glansbilleder af nogen. End ikke af Rigolettos datter Gilda, der er en knapt nok udviklet teenager i flade sko og med ankelsokker, og af sin forfører hertugen bliver sminket til ukendelighed af hertugen for at komme til at ligne det luderideal, hans perverse drifter stimuleres af. Sindrigt og grufuldt vist på storskærm som et klip fra hertugens sovekammer.

OG slet ikke den Rigoletto, som Holten i en gennemført analyse af Verdis ulyksalige hofnar rammer som alt andet end et glansbillede af et menneske – hofnarren tit fremstillet, så vi trods hans slimede rolle som hertugens medløber langt hen ad vejen, ender med at hænge fast ved slutindtrykket af en ulykkelig far, der ofrer alt for sin datter, endda forgæves. Det er ikke meget af den rolle, der bliver tilbage. Meget mere indtrykket af en Rigoletto, der har oparbejdet sit eget groteske forhold til datteren som et inkarneret spejlbillede af hendes afdøde mor. Han har gemt Gilda bort i nærmest slavelignende forhold i hjørne af sin elendige lejlighed, hvor hun skal proppes gennem et hul i væggen for at komme ind. Den døde mor sidder som et stumt spøgelse i stuen gennem hele forestillingen og minder ham om fortiden. Og gnisten af faderkærlighed visner næsten i slutningen af sidste akt, hvor vi normalt ser ham i dyb fortvivlelse over at opdage, at morderen Sparafucile har myret hans datter i stedet for hertugen – visner over for den døde datter, som Holten nu lader synge trøsterigt til ham fra det hinsidige, men plantet sammen med moren i det usle hjem i kælderen under hertugens palads.

DET er det, man kan med opera – glansbilleder eller ikke glansbilleder! – skabe surrealistiske øjeblikke, hvor drama og oplevelse taler stærkt og voldsomt ganske uhæmmet af banal logik. Så voldsomt og uregerligt, som vi ser det også i Adès-operaen ’Morderenglen’ på Operaen i øjeblikket.

I Malmøs ’Rigoletto’ er det dristige greb, der bare rammer Verdis flow af musikdramatiske idéer med sin egen logik. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der med denne opsætning bliver hængende hos publikum med størst kraft: Måske Maja Ravns scenisk overdådige billede af et hertug-palads, fortalt næsten alene med en kæmpemæssig trappe, der svinger sig ned, bestykket med styrtsøer af lys, der beklæder væggene omkring en kæmpegengivelse af ’Sabinerindernes Rov’, Cortanos maleri, malet hvornår? I 1629, men vi er ligeglade med dét, der er stormfuld historie på alle ledder og kanter – Sabinerinderne blev bortført 400 før vor tidsregning, Verdi henter historien fra Victor Hugos ’Kongen morer sig’, der foregår i 1500-tallets Paris, Verdi flytter den til et hertugpalads i Mantua – og hvad ser vi i Malmø? Vi ser en mafiabolig i luksusklassen, vi kunne være på Sicilien i det 20- århundrede og hertugen en Godfather, revolverne er våbnet, ikke knive, Rigoletto en slyngel på lige fod med flokken af hoffolk, blot med sin egen rolle som underholder af selskabet, når han ikke murer sig inde i paladsets slumkælder, han kommer ned til ad en elendig trappe, der næsten læses som en makaber forlængelse af luksustrappen oven over.

VI er blandt mafiosoer i vores egen tid, og det går fint – aner vi ikke, hvordan Verdis velklingende belcanto og smidige, overdådige tematiske fantasi er netop den musik, som ordentlige mafiosoer fylder deres hjem med og har på deres iphones? Sidder de ikke live i parkettet i de italienske operahuse? Vi gætter: Jo. Og vi accepterer uden problemer ikke bare revolvere og snigmord og en Rigoletto, der som alle andre render rundt i selskabet og tager billeder og selfies. Opdateringen til nutid er fuldt af indlysende pointer.

DEN ’arme’ Rigoletto – sunget ved denne tredje opførelse i Malmø af svenske Fredrik Zetterström med så glødende nærvær og så malmfuld baryton, at det lever op til frasagnet om den russiske Vladislav Sulimsky, andre har hørt til premieren den 24. marts – også Zetterströms Rigoletto ramt og karakteriseret præcis som det tvetydige, sammensatte væsen, Verdi må have set for sig. En født opportunist, fanget i sit eget spind. En klovn selvfølgelig. En klovn, der griber situationer, udnytter dem på samme måde som de fleste andre ved det mantovanske hof, angst for ikke at tækkes hertugen – den i øvrigt enormt flot syngende tenor Alexey Tatarintsev, der gør hertugen til en bisse af en glat underklasse-opkomling forvandlet til bandeleder.

VI ser en Rigoletto, der det ene øjeblik ydmyger og sviner den aldrende Monterone til, fordi Monterone brokker sig over, at hertugen har voldtaget hans datter, dernæst bliver lammet og chokeret over Monterones dramatiske forbandelse af hertugen, men sandelig også af Rigoletto – ”du hugorm, som spotter en gammel mand sorg, også du være forbandet!”. Og i 2. akt et Rigoletto-udbrud af mageløs kovending, fordi Rigoletto selv er blevet grebet af forurettelse og hævnfølelse. Rigoletto har revet en revolver ud af hænderne på en af hoffolkene, truer hele flokken og siger hyklerisk til den forurettede Monterone, der er ved at blive ført bort til henrettelse: ”Du hædersmand! Fra nu af lever jeg kun for at hævne dig!” Sekunder efter lader Holten den professionelle snigmorder Sparafucile skyde Monterone.

INGEN er vinder i magtspillet andre end hertugen, som synger sin overmodige ’La donna è mobile’, netop da Rigoletto tror ham myrdet. Og så denne Malmø-opførelse, som Holten lader slutte med at flytte Rigolettos planlagte hyring af Sparafuciles mord på hertugen til en bilkirkegård, hvor bagsæderne kan bruges til voldtægter og bagagerummene til at proppe myrdede ofre i. Henning von Schulman er iskold og sort i morderrollen. Og det lykkes at få en af operahistorien berømteste vokalkvartetter ’Bella figlia dell’ amore’ til at flyde mod himlen som den mest indlysende og samtidig mest raffineret komplicerede vuggesang til både ekstremt forfald og forelskelse, man kan forestille sig – slænget af mafiose hoffolk står i deres smoking-elegance på trappen bag dem i mørket og synger lyn og stormsus som akkompagnement – Verdi nægter sig intet, og operakunstens ubegribelige hengivelse til medrivende overfald på vores sanseapparater forløses helt uhæmmet.

SKAL vi tale om glans og ikke de glansbilleder, Kasper Holten omtaler i sin bog, så er denne malmøske ’Rigoletto’  storslået og glansfuld, en opførelse med fortryllende kvaliteter.

gregersDH.dk