Kizzi Matiakis og Andreas Kaas som Grevinden og Hermann i ‘Spar Dame’ (Foto: Henrik Stenberg)

DET HELVEDES KORT!

Vi har det godt med spøgelser, maniske tvangsforestillinger og djævelske kvaler på scenerne i øjeblikket. Balletten Spar Dame er med.

Koreograf: Liam Scarlett. Komponist: Tjaikovskij. Musikalsk arrangør: Martin Yates. Scenograf: Jon Morell. Medvirkende: Kizzy Matiakis, Andreas Kaas, Ida Praetorius, Jon Axel Fransson, Benjamin Buza, Jonathan Chmelensky, Holly Jean Dorger og Damir Emric.

’Spar Dame’ spiller på Det Kgl.s Gamle Scene indtil den 19. maj. Varighed: 2½ time inkl. to pauser.

*****

JEG spiller ikke kort. End ikke Rommy. Og Bridge er mere fjernt og kryptisk for min fortabte sjæl end himmelrummet uendelighed, som er rigeligt til at give mig sindsoprivende drømme og syner. Så hvad med Spar Dame, det sorte spillekort med damen, som – ifølge Det Kgl.s program til balletten – repræsenterer intelligens, kreativitet, sund fornuft, hævn, magt, rigdom, galskab, grådighed, gammeljomfruskab?

IKKE så lidt, men rigeligt til at vi kan forestille os, hvilke rædselsscenerier, der kan udspille sig i den nye ballet ’Spar Dame’. En afdød grevinde toner frem og en sindssvag spillegalning dør ved synet af hende – ikke med en rallen, for vi er til ballet. Men i krampe.

DET er tid til galskab, genfærd og grand macabre på scenerne lige nu: I ’Morderenglen’ på Operaen er emnet klaustrofobisk besættelse og surrealistiske død-syner. På Malmø Operaen hjemsøges Rigoletto ikke bare af sin afdøde kone, men også af datteren Gilda efter at bagagelåget er smækket ned over hendes lig.

EMNET for englænderen Liam Scarletts ballet kender vi fra Tjaikovskijs opera ’Spar Dame’, som igen er hentet fra en berømt novelle af den russiske nationaldigter Alexander Pusjkin – operaen gik for en halv snes år siden på Det Kgl. med Tina Kiberg og Stig Fogh Andersen i hovedpartierne. Det er historien om den unge Hermann, der indtil døden jagter en grevindes hemmelige viden om et tredje kort, der er nøglen til rigdom. Man vinder kun én gang på det kort. Spiller man på det igen, taber man alt, lyder varslet – som Hermann ignorerer i sin blinde spillegalskab. Han jagter utrætteligt grevinden og hendes hemmelighed, venner og kvinder er hans ofre undervejs, alt ryger over bord på hans desperate færd.

I vore dages omsorgsfulde verden var Hermann som alvorligt angreben ludoman sikkert faldet i kløerne på energiske, altfavnende psykologer og terapeuter. I operaens og ballettens dramatiske verden er historien kilde til et fabelagtig effektivt brug af Tjaikovskij-musik, bragt sammen fra en række forskellige kilder, ikke bare operaen ’Spar Dame’, såmænd også velkendte passager fra ’Eugen Onegin’ og fra flere af de rene orkesterværker, fra kammermusik og klaverstykker – musikken er orkestreret af Martin Yates med lydhørhed over for Tjaikovskijs velkendte instrumentation, orkestreret om ikke direkte overtaget i mange passager. Med overvældende sans for dét hidsende greb om vores – og dansernes – nervesystem, som Tjaikovskij kan fremkalde, skønhed og infernalsk drama i stadig vekslen – Yates har taget hvad der passer ham og hvad der rammer koreografens krav om at piske handlingen op til højdepunkter af dansedramatik: Store pas de deux’er mellem Andreas Kaas som Hermann og Ida Prætorius som grevindens plejedatter Liza, den lidenskabelige og livsfarlige pas de deux mellem Hermann og grevinden, der bliver danset og spillet af Kizzy Matiakis – også spillet, for flere af grevindens scener er med et magisk nærvær i statuarisk stumhed.

DET er musik, der fortæller så meget om Tjaikovskijs enorme kompositoriske begavelse, der rækker langt ud over de traditionelle afliringer af 1812-ouverturen, h-moll klaverkoncerten og ’Patetique’-symfonien – i balletten hører vi striber af dansedrama-anvendte kompositioner og vi tager dem til os i Martin Yates perfekt imiterede orkestrering.

JEG gætter på, at Tjaikovskij ville acceptere behandlingen. Han var aldrig selv bleg for at bruge sit eget tidligere stof eller andres for den sags skyld. Temaet fra indledningen af ’Eugen Onegin’, som også bruges her i ’Spar Dame’ er et lån fra Glinkas ’Ruslan og Ludmilla’.

UDEN FOR foyeren på 1. etage på Gamle Scene står Tjaikovskij som netop opstillet bronze-buste. Med hovedet balancerende hårfint på sine fingerspidser. Det er en gave fra den russiske ambassadør, vel næppe kun som tak for den samtidige udvisning af medarbejdere.

DEN sortklædte Hermann, den forårsgrønne Liza, den skiftevis røde, sorte og kridhvide grevinde er de fastholdte farveknald med ensemblets i øvrigt dunkle fællesskab i et meget enkelt sceneri, der ikke fortæller meget om, at vi i de første scener er i Paris, de næste i St Petersborg. Kun at et grønt spillebord er den lumske genganger gennem handlingen. Sort kvælende grundfarve ved begravelsen af grevinden. Og skærende hvidt lys rammer Hermanns endelige ophold på en galeanstalt med besøget af grevinden som afdød isdronning og skæbnegudinde.

DET er balletdrama drevet frem af Tjaikovskij-musik, der ikke lader os i ro mange øjeblikke.

gregersDH.dk