The Exterminating Angel Operaen 8.4. 2018

Tag en dyb indånding. Lyt til eksplosiv musik og se mennesker feste sig til døde i Ades-operaen 'Morderenglen'

Sine Bundgaard, Kerstin Avemo, Jens Søndergaard, Alexander Sprague og Randi Stene i ‘The Exterminating Angel’ (Tegn.: Claus Seidel)

DØDENS ENGEL GENNEM STUEN

Tag en dyb indånding, lyt til eksplosiv musik og se mennesker feste sig til døde i Adès-operaen ’Morderenglen’ – ‘The exterminating Angel’.

Komponist: Thomas Adès. Iscenesætter: Tom Cairns. Scenograf: Hildegard Bechtler. Dirigent: Robert Houssart. Medvirkende bl.a.: Gert Henning-Jensen, Gisela Stille, Kerstin Avemo, Randi Stene, Sine Bungaard,  Hanne  Fischer, Sofie Elkjær Jensen, Paul Curievici, Jens Søndergaard, Morten Grove Frandsen, Sten Byriel og Simon Duus.

’The Exterminating Angel’ – ’Morderenglen’ – spiller på Operaen igen 12. og 21. april og 2. og 6. maj. Varighed 2½ time inkl. pause. Opsætningen er en samproduktion med Salzburg Festivalen, Covent Garden og Metropolitan Operaen.

*****

DU hører klokker. Fjerne toner af kirkeklokker. Scenen er mørk og tom. Orkestret etablerer sig i graven. Men det er de kirkeklokker, der erobrer vores opmærksomhed, æder sig ind på os med en mærkelig intensitet.

Adès ved, hvad han vil. Klokkerne varsler undergang. I sin operaversion af Luis Bunuels film fra 1962 har han grebet Bunuels erindring om klokkerne, der lød fra kirken i Bunuels fødeby i Anatolien. Tre døgn i træk en gang om året.

EN erindring, der har låst sig fast og for Adès sætter sig med sin klo som en ramme om forløbet i hans nye opera ’Morderenglen’ – vi hører klokkerne igen over to timer senere i slutningen af operaen. En engel er gået gennem stuen og har huseret med et selskab af mennesker, der ikke forstår den besættelse, der griber dem undervejs i festen: De kan ikke forlade stedet, alle udgange er tilgængelige, men nat efter nat skrider for dem, selskabet går i en indre opløsning, et par tjenere forsvinder ud, inden den magiske klaustrofobi griber gæsterne. De lammes af en uforklarlig – panik det ene øjeblik, en uforklarlig fordybelse i deres øjeblikkelige situation det næste, lyst til at udnytte den til det ene og andet, æde af festmåltidets rester, drikke så længe, der er noget i flaskerne, kaste sig ud i erotiske udskejelser, løsne undertrykte lyster, få gamle opgør til at udvikle sig, få nye til at vokse til slagsmål.

VI kender komponisten Thomas Adès fra hans Shakespeare-opera ’The Tempest’ og ikke mindst fra hans ’Powder her face’ for et par år siden, den forunderlige historie om en engelsk overklasse-kvinde, der klamrer sig til sin egen urørlige, visnende tilværelse.

ADÈS skriver for stemmer og orkester med en gennemført virtuos frejdighed, hans stil er broget som et patchwork. Alt er tilsyneladende tilgængeligt for ham af stilelementer – der er øjeblikke i det selskabelige orgier i ’Morderenglen’, hvor vi er som til Strauss ’Rosenkavaleren’, hvis ikke en valseaften med en anden Strauss, Ravel og Strawinskij stikker næserne frem, Janacek i korte øjeblikke, og stadig er det uforvekslelig Adès – som vi kender ham som komponisten, der for nogle år siden fik Sonning-prisen for sine orkesterværker og alt det andet han har begået på år så få, som var en Mozart.

ER det svær musik? Ja og nej. En berusende strøm af detaljer, tårnhøje krav til musikerne i det mangfoldigt besatte orkester – som Kapellets dirigent Robert Houssart siger i et interview: ”Tonerne vokser nærmest fra ham som en bakteriekultur i et kemisk laboratorium”. Det er overvældende, især gennem den store 1. akt, hvor det gigantiske vildnis af detaljer i orkestret svarer til udviklingen og adfærden mellem de mange personer på scenen – lige så kaotisk og enerverende og opslugende for vores opmærksomhed. Hvem er de, de mange festligt og snart mere og mere derangerede gæster på scenen? – en hel kanonsalve af glimrende solister, til at skelne fra hinanden efterhånden som vi spotter værten og værtinden, der har indbudt til efterfest oven på en opførelse af operaen ’Lucia di Lammermoor’ – Gisela Stille og Gert Henning-Jensen eller Randi Stene og Sine Bundgaard og Sofie Elkjær, genkendelige på deres stemmer i den brogede forvirring, for ikke at tale om den svenske Kirstin Avemo, der strinter sin sopran i uanede højder, eller Morten Grove Frandsen, hvis kontratenor opfører sin egen blændende akrobatik midt i forvirringen.

LYKKELIG for sted- og personfæstnelse bliver man i det øjeblik, da mezzoen Hanne Fischer sætter sit til et klaver og synger om hav og fugle og bringer os i fjern, men også usikker ro: Hvad griber hende? Et af de forbløffende øjeblikke af intens kontrast – præcis som når Adés pludselig skifter til rent klaverakkompagnement eller guitarledsagelse i enkelte scener, lyksaligt i afvekslingen. Og lykkeligvis stadig mere udviklet i 2.akten, hvor det totale, makabre sammenbrud i selskabet bliver til drømmeagtige sekvenser hos enkelte af gæsterne, mens tørst og sult, sygdom og død udfolder sig om ørerne på alle.

MARERIDT og syge visioner hos en flok mennesker – vi spørger hvem er de og hvorfor? Som i filmen fra 1962 – jeg husker den som nærmest kult dengang, vi så filmen limet til lærredet. Som en dommedagsprofeti – eller nej, som et magisk genskær af den følelse af spleen, der kan gribe hvem som helst ved momentvise tanker om tingenes uflyttelighed og uløselige kvælertag. Adés og instruktøren Tom Cairns lader i 2. akten politi og folk udefra prøve at gribe ind over for galningene i det besatte hus, skal og kan de overhovedet gribe ind – det er som en art terroraktion, der skal finde en løsning, selv et barn bliver sendt mod selskabet, men forgæves. Og kommer gæsterne i det hele taget ud? Ja, de gør, men standser op i døråbningen og stivner i ubeslutsomhed. I filmen sker det samme, hvis jeg husker ret – da de undslupne går i kirke, og den lukker sig omkring dem – katolsk kvælertag melder sig også hos Bunuel, som det gør i Operaen.

VI spørger: Hvorfor går de ikke bare, de mennesker? Adès stiller spørgsmålet anderledes og på Bunuels vegne: Hvorfor vil de gerne gå?

BUNUEL svarede selv i den tekst, han skrev over filmens startbilleder i 1962: ”The best explanation of this film is that, from the standpoint of pure reason, there is no reason.”

ADÉS svarer på sin egen måde. Han undlader i sit partitur at sætte den dobbeltstreg, man normalt sætter efter den sidste node. Uendelig ubeslutsomhed dirrer i luften.

gregersDH.dk

 

 

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *