Jens Tolsgaard, Frank Hansen, Robert Reinhold og Jesper Egelund i ‘Rekonvalescensen’ (Foto: Anders Mølgaard)

EN HELLIG SØNDAG PÅ AMAGER

Stilfærdig musikalsk legestue med nonsens-skrøner på Bådteatret

***

’Rekonvalescensen’ er titlen på Bådteatrets nye forestilling.
En finurlig, lille forestilling. Hvad vil det nu sige: Finurlig? I Nudansk Ordbog forklares ordet som: ’snedig, fiffig eller udspekuleret’.
Lad os tilføje om ‘Rekonvalescensen’: Pudsig, absurd, overraskende.
Først og fremmest musikalsk.
Jo, der er da en art historie også. Robert Reinhold, der har skrevet manuskript og selv spiller hovedrollen, fortæller sære ting. Om de foregår ’en hellig søndag på Amager’ – som en af sangene i stykket antyder, måske som en reverens til Heibergs uskyldige vaudeville – er underordnet.
Reinhold er så mange steder undervejs. Men først og fremmest i det besynderlige værtshus ’Rekonvalescensen’.  

I SUPPEGRYDEN

Han fortæller om absurde oplevelser – han er faldet ned fra et træ, hvor han var kravlet op for at kikke ind af vinduet til sin ekskone, men så er den ikke længere, for vi skal også vide noget om nogen, der har en hund, der hedder Hero, og om hans far, der druknede i en suppegryde plus en hel del andre episoder fra hans liv eller ikke fra hans liv, det er ikke så vigtigt.
Heller ikke, at der går en nøgen dame gennem teatret i starten for først at vende tilbage til sidst på en returbillet.
Plus hvad vi eller oplever i værtshuset ’Rekonvalescencen’ af store og små hændelser, navnlig små. Guitaristen Jens Tolsgaard som den skæggede dame, slagtøjsmusikeren Frans Hansen som suppekoger, når han ikke spiller på sav og bassisten Jesper Egelund i klædelig landligger-outfit.
Et konglomerat af britisk nonsens humor og fransk dadaisme, iscenesat med stor følsomhed af Per Linderoth.

MUSIKALSK

Som sagt: musikalsk. Det er musikken, der bærer forestillingen. Stilfærdige komiske groteske akkompagnementer til Reinholds forvirrede parlando af skrøner.
Afleveret af alle med dyb alvor og indbyrdes reverens eller ind imellem underfundig irritation med sideblikke til publikum og nonchalant overbærenhed overfor de gensidige små chikanerier. Konstant iklædt høfligt pokerface.
Der spiles på de forhåndenværende instrumenter, harmonika, sav, guitar og noget, der ligner en arabisk rebab. Og hvad der ellers er i nærheden til at traktere. Bordplade eller kaffekopper. En egentlig ganske sofistikeret musikalsk legestue.
Lyder det mærkeligt? Det er det også. Men munterheden pibler stille fra publikum langt hen ad vejen, indtil Reinholds sange begynder at stå i stampe i gentagelser.
Jo. Finurlig og meget anderledes forestilling. 

GregersDH.dk