‘Così fan tutte’ Den Jyske Opera, Musikhuset, Århus 4.2.2015 Anm.

Jens Søndergaard og Trine Bastrup Mølller  (foto: Kåre Viemose)

 

 

BARE

 

KOM

 

I GANG,

 

PIGER!

 

 

Brillant opførelse af Mozarts perfekte farce-opera ’Così fan tutte’ på Den Jyske Opera.

 

Mozart: ’Così fan tutte’. Instruktion: Elisabeth Linton. Scenografi: Rikke Juellund. Dirigent: Benjamin Bayl. Solister ved premieren: Elin Pritchard, Tine Bastrup Møller, Jens Søndergaard, Joel Annmo, Klara Ek og Jonathan Best.

’Così fan tutte’ spiller efter Århus-premieren i aftes på turné indtil 17. marts. Kommer bl.a. til Det kgl. Teater 10.-12. 2.

*****

 

DEN begavede operainstruktør Elisabeth Linton skriver i programmet om ’Così fan tutte’-titlen, at den jo i virkeligheden betyder ’sådan gør alle kvinder,’ – selvom de fleste tror, den betyder ’Sådan gør alle’. Og så tilføjer hun: ”Måske burde operaen i stedet hedde ’Così fan tutti’? Sådan gør alle.
Det behøver hun slet ikke gøre til et spørgsmål.
Utroskab er ikke en last eller luksus, som er forbeholdt kvinder. Det får vi frejdigt meddelt af tjenestepigen Despina endda flere gange, f.eks. det sted i 1. akt, hvor de unge herrer er dampet af og har efterladt deres to donnaer Fiordiligi og Dorabella i den tro, at de er indkaldt til hæren, men i virkeligheden har planlagt at dukke op igen forklædt til uigenkendelighed for at afprøve pigernes troskab.
Despina, der kun er 15 år, kender åbenbart mere til livet end de to damer. ”De to, Ferrando og Guglielmo, nægter sig sikkert ikke noget ude i felten, Så bare kom i gang, piger, benyt nu chancen, mens de er væk til selv at få lidt sjov…’
Det er en af de fine fornøjelser ved en ’Cosi’-forestilling som den i Aarhus Musikhus, at den utilsløret viderebringer budskabet om frit slag i den erotiske bolledej. Ganske vist pakket ind af Mozart og librettisten Lorenzo da Ponte i teatralske krummelurer, der skal få det til at se ud, som om dét med løfter og troskab til døden er hellige størrelser. Som mænd i deres selvoptagethed bilder sig ind, de kan benytte, når det tjener deres sag.

FARCE

Det sjove ved ’Così’ er to ting:

Det ene er, at operaen er en farce. Gennemkomponeret med den herligste musik. Men egentlig en farce, nærmest i den genre, der hundrede år senere blev slagnumre i fransk teater. En vanvittig forvekslingskomedie, hvor vi ikke skal spørge: Jamen, hvorfor kan de to damer ikke genkende deres udkårne, der de pludselig tropper op forklædt?
Så mystiske er de jo heller ikke! De er ganske vist ikke, som vi normalt ser dem, klædt ud eksotiske albanske særlinge – den ene ligner en skorstensfejer, den anden en bortløben bagersvend. Lige meget. Vi er til absurd komedie. Vi sidder som tilskuere og ved det hele. Ler af tossestregerne.

Det andet er, at forestillingen bliver musikalsk forvaltet med fortryllende hensyntagen til den absurde balance mellem ren opera buffa og striben af små og store ensembler og arier, der for Mozarts skyld lige så godt kunne være komponeret til dybt seriøse historier.
Deri ligger det mest udspekulerede. ’Così fan tutte’ balancerer elegant mellem det ene og det andet. Jo mere sørgmodigt Dorabella synger om sit savn og jo mere Fiorgiligi kaster sig ud i halsbrækkende arier, jo mere lurer latteren og komikken i affæren.
’Così fan tutte’ er hverken rørende eller romantisk, den er sjov, underfundig og bevist krøllet.
I Århus så fint afleveret. Af Jonathan Best, den gamle gavtyv Don Alfonso, der sætter halløjet i gang og straks får Despina på banen som medsammensvoren – Klare Ek med sprudlende sopran. Sopranerne er i det hele taget stærkt repræsenteret med Trine Bastrup Møller og Elin Pritchard som de to damer, der kæmper troskabens håbløse kamp med sig selv. Og de uheldige helte, tenoren Joel Annmo og baryton Jens Søndergaard.
En virkelig flot, international besætning. Rosværdigt og delikat ledsaget af orkestret og dirigenten Benjamin Bayl. Scenisk har Elisabeth Linton og scenegrafen Rikke Juellund mange sjove påfund.
Der er slået en del på tromme for opsætningen som ’demokratisk’. Det er en vittighed, der består i, at publikum med styrken i klap og tilråb kan afgøre om iscenesættelsen skal være ’klassisk’ eller ’moderne’. Gæt svaret.

gregersDH.dk

PS: Billedet viser Jens Søndergaard som Guglielmo og Trine Bastrup Møller som Dorabella (Foto: Kåre Viemose)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *