Troels Lyby og Ditte Hansen i ‘Pitbull’ (Foto: Palle Steen Christensen)
GRRRR…..
Baskervilles hund har fået en parcelhus-genganger. En pitbull, der knurrer på Teater V i Valby. Stærkt teater.
****
DET parcelhus bliver aldrig solgt! Om de så sætter rentefradraget op i stedet for ned.
For det har haft besøg af en hund, der er værre end Baskervilles berømte. En pitbull af de hæsligste.
Eller har det? That’s the question.
Huset er scenen på Teater V. Bag ligusterhækken bor gymnasielærer Claes og hans kone Fie, standard-danskere, med børnene ekspederet på ferie i Lalandia, og naboen på besøg på terrassen for at tylle bajere og diskutere ejerlavets generalforsamling. Vi er på hjemmebane i dansk forstad og intet flytter sig det første kvarter i stykket, bortset fra at Kristian Halken som naboen leverer et af sine glansnumre som beruset småborger, og Troels Lyby braldrer løs i sin lilleverden, småskændes med og smånapper til konen, Ditte Hansen, som er munter og lige ud ad landevejen.
LORT I INDKØRSLEN
Vi ved, at der må ske noget. Forfatteren Jakob Weis kan nemlig uden besvær skrive mundrette, genkendelige hverdagsreplikker og dialoger, det har vi set i flere stykker, men han kan også få os til at ane, at noget lurer. Her er det angsten for det ukendte.
Naboen har set en lort fra en hund i sin indkørsel. Og fru Fie får sin af livet maltrakterede lillesøster med det malende navn Pity på besøg – narkovrag, manden i spjældet for vold – og det værste: Tøsen har muligvis taget sin modbydelige, stinkende, uplejede hund med sig? Er den rykket ind på det midlertidigt ledige børneværelse, som søsteren har lånt hende i nødens stund? Er det køteren, der har placeret den ekstravant imponerende lort hos naboen? Er det dén, der sætter tænderne i naboens elskede duer? Er det narkotøsen, der planter de døde duer i stuens sofa?
PARANOIA I SELVSVING
Paranoiaen vokser, og Jakob Weis, assisteret af instruktøren Pelle Koppel, lader husherren Claes gå i paranoid selvsving, mens fru Fie bliver trængt op i krogene, selvom hun på det mest hjertegribende stritter imod og mobiliserer al sin humor og sunde fornuft. Synerne og panikken vokser, hvad enten den lallende lillesøsterstakkel tænder lunterne med makabre søvngænger-bemærkninger, eller naboen maser på med sine neurotiske anfald.
For skuespillerne er det en svir af velberegnet overspil, for publikum en frydefuld omgang gys og selvspejling og egen mere eller mindre fiktive angst for alt, hvad vi bydes på af fremmede, ukendte størrelser i vores tilværelse. Fra indvandrere til kryb. Parcelhuset lukker sig om sig selv i forsvarsberedskab og forvandler sig til lallende panik. Surrealistisk overeksponeret i både spil og dekoration – sjovt spejlvendt i 2. akt – og kun imødegået af den tappert modstrittende Ditte Hansen som fru Fie.
Stine Prætorius har den exeptionelle fornøjelse at spille narkovraget med sæbeøje og blå mærker og en pibende stemmeføring, der kommer som filtreret gennem hashtåger og udborede hjernevindinger, som medfører eksplosive anfald af aggressivitet ind imellem.
GRRR…
Som håndfast sindbillede på et samfund, der ikke mindst i krisetider kryber sammen om det kendte og stirrer rædselsslagen på alt ukendt, er dette stærkt teater. Glimrende skuespillerbesat. En lille gyser i billede og lyd. Vi hører hunden snerre og hitchcockske fugle flagre længe efter.
