Ditte Gråbøl, Sidse Babett Knudsen og Ole Lemmeke i ‘Maria Stuart’ (Tegning: Claus Seidel)
ELISABETH ALENE I VERDEN
Billedrig og fantasifuld opsætning af ’Maria Stuart’ på Betty Nansen. Men for småt besat til at vi mærker historiens vingesus.
****
UD I aftenmørket på Frederiksberg Allé efter tæppefald. Hvad er på nethinden? Ditte Gråbøls ligblege, forstenede ansigt. Siddende i sin stol face to face med publikum. Forladt af alle. Men stædigt klar til at mure sig inde med de bristede illusioner. Klar til at opbygge den magtposition, der i historien kom til at gøre hende til den dronning Elisabeth. Hende der grundlægger og cementerer Englands globale styrke gennem de følgende århundreder.
ATTRAKTIONEN
Hvorfor hedder stykket egentlig ’Maria Stuart’? Hvorfor hedder det ikke ’Elisabeth’?
Jeg tror, der er en god grund: Det er fordi stykket er skrevet af en mand. Og en mand synes, at der er mere ved en kvinde, som er svag og trænger til hjælp end ved en kvinde, der er stærk, tager magten og koster rundt med omgivelserne.
Derfor Schillers ’Maria Stuart’ og ikke ’Elisabeth’.
Schiller regnede vel med, at også publikum vil synes, det er Maria, der er attraktionen. Hende, der er bid i sådan umiddelbart: En stakkels ung og smuk dronning, som er fængslet – skal henrettes, tilmed bliver det! Vi labber hende i os, kender historien i forvejen – som teateroplevelse sidder vi ikke og venter i sindsoprivende spænding, om det nu virkelig går så galt. Vi er ikke til krimi. Vi venter som børn på at genhøre fortællingen, følge damens lidelser. Og Sidse Babett Knudsens Maria er køn og rørende, så jo, jo.
SEXOBJEKTET
Men Elisabeth er jo interessantere. Gjort interessantere af forfatteren. Og af Katrine Wiedemann på Betty Nansen Teatret. Hun følger konsekvent op på dét med den forførende titel. Holder Maria fast ved skydeskiven som næsten rendyrket sexobjekt.
Hun lader ved enhver given lejlighed en hvilken som helst mand i den fængslede Maria Stuarts omgivelser kaste sig frådende over Maria. Enten med kniv i hånden, som fangevogteren, der spilles af Morten Eisner. Eller som unge Mortimer (Frank Thiel), der siger, han vil befri hende fra fængslet for at redde England for katolicismen, men prøver at komme i bukserne på hende i lallende forelskelse. Eller som hele bundtet af hoffolk, der kravler rundt som en flok smiskende hunde omkring Maria, da hun bryder sammen under mødet med Elisabeth, gramsende på hende i uhæmmet liderlighed.
Som hofsnogen Leicester også gramser på Ditte Gråbøls Elisabeth – men med en hånd så stiv som en kaptajn Klo’s og en Elisabeth, der modtager tilnærmelsen med sammenbidt iskulde. Sex er hos Elisabeth noget undertrykt og forkrampet – vildt og dramatisk udtrykt, da Wiedemann lader hende besvare og gengælde Maria Stuarts pludselige omfavnelse og kys i nogle sekunder – for derefter at skubbe hende rasende fra sig.
TVIVLEN
Og så investerer både Schiller og Wiedemann ellers det psykologiske krudt i at skildre en dronning Elisabeth, som er et vrag af ubeslutsomhed. Den form for ubeslutsomhed, som ytrer sig ved, at man ustandselig beslutter noget for derefter at dementere det. Dér er Elisabeth i gode hænder, for Ditte Gråbøl, der spiller hende viser sig at have godt styr på uberegnelige stemningsskift og hurtige, irrationelle beslutninger. Hun tvivler på sin magt, tvivler på sine rådgivere, tvivler på sine egne behov, erotiske som menneskelige, tvivler på, om hun skal lade hovedet kappe af Maria.
Det spil følger vi intenst, kulminerende i slutningen, hvor hun gud bedre fortryder den henrettelse, hun lige har skrevet under på, og lader raseriet over sin egen vankelmodighed gå ud over omgivelserne, indtil hun sidder alene tilbage i sin kongelige stol, lammet af ensomhed – som sagt: En virkelig knaldeffekt i det scenebillede, vil går i sort med.
BILLEDER
Som så meget andet i denne opsætning: Et effektfuldt billede. Det er i det hele taget det stærkeste ved opsætningen – billederne. Scenografiens video-understøttede glimrende skift mellem fængselscelle og palads, overgange, der næsten magisk toner over fra scene til scene – Maja Ravn har skabt billederne, men sikkert i fortroligt samarbejde med Katrine Wiedemann, der teatralsk lægger overblændinger af surrealistisk art ind mange steder: Maria, der toner frem for Elisabeths plagede indre blik, men for vores, publikums, åbne øjne. Som søvngængeragtige fantasmer. Vi er i teatret, hvor alt er muligt.
De visuelle ideer er i det hele taget noget af det, der enten overvælder eller fanges af os som raffinerede detaljer: Fængselscellens klaustrofobiske skab, et billede på Marias celle, manipulerbar til gemmelege for hende, fangevogterne og hemmelige budbringere. Eller scenedybet, der opsluger gange og gallerier og f.eks. bliver ramme om mordforsøget på Elisabeth, der afvikles som skyggetableau.
FATTIGT
Når dette er sagt, så står vi også med en ’Maria Stuart’-opførelse, der i sit forsøg på at forenkle teksten og tillempe den sprogligt, bliver lidt fattig i hele sit udtryk. Bortset fra hos Ole Lemmeke, der med en blændende sprogbehandling skaber en lammende stærk skikkelse af Lord Burleigh, den iskolde toprådgiver for Elisabeth. Ellers er det få på scenen, som behersker et sprog, som gør det relevant at tale om, at vi her er i selskab med personer, der fører sig frem ved et drevent, intrigant renæssancehof. For ikke at tale om et klassisk mesterværk, der skal fylde os med rystende, historisk drama. En nobel troværdighed hos en Finn Nielsen som Talbot. En rå frækhed hos en Morten Eisner som fangevogteren. Luvslidt falskhed hos dobbeltspilleren Lord Leicester, der spilles af David Dencik.
Men der tales konstant – givetvis bevidst – næsten som om det kunne være et opgør på rådhuset i Rødovre. Det forsoner, at Sidse Babett Knudsen som Maria Stuart tager sine store ture med betydelig temperamentsfuldhed. Og der er stor psykologisk målrettethed og udtrykskraft i Ditte Gråbøls desperate ransagelse af sine egne motiver.
Men også hos hovedpersonerne udebliver fornemmelsen af, at det drabelige magtspil har historiske dimensioner. At vi ser ned i bunden af et af de makabreste magtspil og slægtsfejder i engelsk historie.
Det er lige som med Schillers ’Don Carlos’ på Aarhus Teater på nippet til at være et dagligstuedrama. Flot og imponerende i billedvirkningen. Småt i den menneskelige konflikt.
